En nylagt, flot og jævn motorvej tager imod på de første mange kilometer efter grænseovergangen til Polen. Vindmøller snurrer ivrigt i det flade landskab, og det er stort set ikke til at se forskel i forhold til det Tyskland, vi netop har forladt. Vores sjældent besøgte naboer rundt om Østersøen har ikke ligget på den lade side de seneste 20 år.


På blot fem dage skal vi tilbagelægge mere end 2.500 kilometer „Østersøen rundt” i Tyskland, Polen, Baltikum og Sverige som en del af Motors test og sammenligning af fire biler i firmabilsklassen. Som du kan læse på side 72, var det VW Passat, der klarede sig bedst blandt de fire kombattanter, men det er ingen hindring at tage turen til de tidligere sovjetiske og nu selvstændige lande, uanset hvilken bil du kører i. Der kræves nemlig hverken stor firmabil eller offroader for at køre turen over på østsiden af det gamle Jerntæppe. 


Den første dag på ruten bringer os frem til middelalderbyen Toruń, og vejen dertil får de forudindtagede holdninger om hullede og misligholdte veje til at blegne, selvom alt ikke er lige nyt. 


Hasarderede overhalinger


Næste dag i det østlige Polen på vej til Litauen oplever vi til gengæld rutens dårligste forhold, da vejene er fyldt med hjulspor. Asfalten er et kludetæppe af småhuller og lapper, og det ujævne underlag udfordrer bilens affjedring til det yderste. Bedre bliver det ikke af den forholdsvis hidsige trafikkultur i landet, hvor bilisterne laver hasarderede overhalinger og lægger sig stressende tæt på den forankørende. Og skulle det gå galt, kan man være ret sikker på at ramme et af de mange vejtræer, der flankerer landevejene. Her er det heller ikke sjældent at se små kors og buketter til minde om trafikdræbte.


Men der er tale om korte strækninger på den lange rute, og vejarbejder vidner om et vejnet, der hele tiden er i forandring til det bedre. Hvis man kører defensivt og opmærksomt, er det ikke et problem at køre i Polen, og man kan trøste sig med, at det kun bliver bedre, jo længere man kommer nordpå i de baltiske lande. Det gælder både vejene og trafikkulturen. 


Spøgelsesovergange


På grænsen til Litauen kører vi forbi den første af de gamle sovjetiske grænseovergange på ruten. Pas og bilens papirer ligger klar i handskerummet, men ingen af stederne er der tegn på liv eller kontrol. Bygninger, bomme og belysning står stort set uændret og forfalder i en lidt uhyggelig atmosfære af tomhed og svundne tider. Det virker, som om grænsevagterne forlod alt i hastværk efter selvstændigheden, og spøgelsesgrænseovergangen er det eneste tilbage. 


Samtidig er trafikken begrænset, men vores besøg ligger naturligvis også et godt stykke uden for turistsæsonen. Alligevel skal man – uanset årstid – ikke forvente at sidde i kilometerlange trafikpropper i de baltiske lande. Næsten en tredjedel af Letlands 2,25 mio. indbyggere og Estlands 1,34 mio. indbyggere bor i hovedstæderne, og når Estland er på størrelse med Danmark, og Letland halvanden gange Danmarks areal, kommer mange af landområderne til at fremstå ganske øde. Litauen er ligeledes halvanden gange Danmarks størrelse, men her bor „kun” en syvendedel af landets 3,4 mio. indbyggere i Vilnius.


På de strækninger, hvor der er mennesker og bebyggelse, er det typisk firkantede betonbygninger, der dominerer. Især i Polen har man forsøgt sig med pastelfarver for at pifte dem lidt op, men det fjerner ikke den umiskendelige østeuropæiske tristesse. Indimellem fremstår små træhuse helt idylliske, selvom enkelte er ganske faldefærdige. Længere nordpå møder man lange skovstrækninger, og der er flot langs kysten i Letland.


Højdepunkterne på vores rute er indiskutabelt Toruń og de baltiske hovedsæder, der alle er på UNESCO’s Verdensarvliste, hvor de pittoreske bymidter ligger som perler på en snor. Afstanden fra Vilnius i Litauen til Riga i Letland er kun 292 km, og fra Riga til Tallinn i Estland skal man kun bevæge sig 311 km. Det er nemt at følge skiltene og finde rundt, men husk alligevel et gammeldags vejkort, og stol ikke blindt på GPS’en. Vi havde fire apparater med, og kun sjældent fik vi angivet fire ens ruter til slutdestinationen. 


En smule forvirret kan man også blive, når det er tid til spisepause langs vejene. Rastepladserne er gode og har fine forhold, men de er ikke altid gearet til turister, der ikke kan det lokale sprog. Menukortet kan være særdeles svært at tyde, og uden for storbyerne er det langtfra alle, der taler engelsk. Hjælpsomheden fejler til gengæld ikke noget, og man bliver taget godt imod. 


Brug mindst to uger


Til gengæld skal man ikke regne med den store kulinariske oplevelse. Maden er ordinær, men til gengæld er den relativt billig. Det kan derfor være en god idé at opsøge hjemmesider og læse andres anbefalinger af restauranter, inden man træder indenfor.


Motors rute i det baltiske var kort, og to uger bør være minimum på en rundtur. Man kan endda overveje at lægge turen forbi Warszawa, og fra Tallinn kan man f.eks. også tilføje et syvende land ved at tage færgen til Helsinki i stedet for Stockholm. Vil man undgå Polen, er der færgerute fra Karlshamn i Sverige til Klaipėda i Litauen.


Uanset hvad man vælger, er det en helt fantastisk oplevelse at besøge seks så forskellige lande på en distance, der svarer til at køre til Paris og hjem igen. Selvom de reelt er vores nabolande, som Danmark historisk har haft megen kontakt med, så føles det eksotisk og pioneragtigt at rejse der. Det er i hvert fald et helt andet Europa end det, man er vant til, når man kører syd for grænsen, og det er hele oplevelsen værd i sig selv.


Find masser af inspiration og vigtig 
viden, før turen går til Baltikum, 
på FDM’s store temasite på fdm.dk/baltikum


Af Anders Wendt Jensen