Natten mellem 13. og 14. december sidste år havde firmaet Bakkegaard Thurø El-service på Thurø indbrud i en af sine firmabiler, og der blev bl.a. stjålet et Statoil-firmakort til at tanke brændstof. Tidligt om morgenen fik politiet besked, og Statoil blev også kontaktet for at få kortet spærret. Indehaveren fik at vide, at kortet ikke var blevet brugt, så han kunne ånde lettet op. Skaden var trods alt til at overse.
Ti dage senere var overraskelsen derfor stor, da Statoil sendte en opkrævning på 15.000 kr. for misbrug af firmakortet. Det viste sig, at tyvene havde kørt kortet igennem en enkelt gang for at teste det og senere på natten købt 566,89 liter diesel i tre omgange til 5.000 kr. pr. gang.
– Statoil påstod, at vi havde sløset ved at have pinkoden liggende sammen med kortet. Men det er en helt urimelig påstand, da koden var identisk med de sidste fire tal på bilens nummerplade. Systemet gjaldt alle vores biler, så vi netop ikke skulle have koden skrevet ned, forklarer indehaver Karsten Bakkegaard.
Statoil forklarede, at koden formentlig var blevet afluret, og der var intet håb om at finde tyvene, da stationen ikke er videoovervåget. Kortet har en generel købsbegrænsning på 8.000 kr., men Statoil nægter at dække tabet – eller dele af det – med henvisning til, at kortet lå i bilen. I kortbetingelserne står der nemlig, at „kortet skal opbevares forsvarligt, f.eks. i tegnebog eller i taske – aldrig i en efterladt bil og aldrig sammen med pinkoden”.
Svagheder i systemet
– Vi indrømmer gerne, at vi har begået en fejl ved at lade kortet ligge i bilen, men ikke sammen med pinkoden. Samtidig irriterer det mig at få en regning på 15.000 kr., når der er en begrænsning på 8.000 kr., som reelt ikke gælder. Desuden sagde Statoil jo, at kortet ikke var brugt. De giver folk en falsk tryghed, som deres system ikke kan leve op til, siger Karsten Bakkegaard.
Statoil har i en retssag i 2010 om et andet kortmisbrug forklaret, at forsøg på køb vil blive afvist, når begrænsningen er overskredet. Karsten Bakkegaards kort burde altså være spærret automatisk efter de to køb af diesel på i alt 10.000 kr., og inden de sidste 566,89 liter blev tanket.
– Men vi kan jo bevise, at det ikke er korrekt, da der blev købt for 15.000 kr. på vores kort, inden det blev spærret. Der er noget galt med deres system, og jeg frygter, at andre risikerer at opleve noget lignende i fremtiden, siger Karsten Bakkegaard.
Statoil afviser, at deres system skulle have en brist.
– Vores kortsystem kunne desværre ikke nå at registrere den næstsidste tankning, inden den sidste tankning gik i gang, fordi der kun gik et ganske kort øjeblik mellem tankningerne, forklarer Per Brinch, PR- og kommunikationsdirektør hos Statoil, der beklager, at Karsten Bakkegaard ikke fik besked om misbruget med det samme.
– Det er desværre en menneskelig fejl. Vi har to kortsystemer, og min kollega fik beklageligvis kun tjekket det ene. Alle fire transaktioner stod nemlig i det andet kortsystem.
Bakkegaard Thurø El-service har betalt de 15.000 kr., for når der er tale om et firmakort, hæfter kunden for hele beløbet. Reglerne for kort til private er anderledes.
– Det er ærgerligt med sager om kortmisbrug, men de opstår sædvanligvis, fordi kunden har opbevaret kortet i bilen og evt. sammen med pinkoden. Det er inkluderet i vores kortbestemmelser som ting, man ikke må gøre, forklarer Per Brinch.
Hos Bakkegaard Thurø El-service har hver medarbejder nu et personligt firmakort, der aldrig bliver efterladt i bilen, hverken når den er parkeret, på værksted eller låst af for natten.
Af Anders Wendt Jensen
Foto: Nils Lund Pedersen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
















