Munden er fyldt med smagen af blod, der pibler ud fra den flækkede læbe. Det er mørkt, og regnen pisker ned i ansigtet på Nikolaj. Han ligger på ryggen på en mark langs en øde landevej mellem Kjellerup og Rødkærsbro i Midtjylland. 72 meter fra ham ligger hans BMW 320 E30 fra 1987. Venstre fordør er næsten revet af. Han prøver desperat at trække vejret. I små, korte ryk får han luft ned i sin mørbankede krop. Det føles, som om han har fået et hårdt slag i maven. Det viser sig senere, at venstre lunge er klappet sammen.

Det er et kvarter siden, at han kom lidt for langt ud i rabatten, og højre bagdæk eksploderede. Han forsøgte at rette op, men mistede kontrollen over bilen, der krydsede den glatte vej og endte ude på marken til venstre. Taget blev presset ned, da den rullede rundt, og ruderne knustes, inden alt blev sort.

Nikolaj er overbevist om, at han vil blive kvalt, hvis han bliver liggende på ryggen. Han er overladt til sig selv i mørket og aner ikke, hvor lang tid han skal ligge og hive efter vejret. Han fryser og ligger og græder. Mobiltelefonen er faldet ud af lommen, så han har ingen tidsfornemmelse og ingen mulighed for at ringe efter hjælp. Han ligger og tænker på, om det virkelig skal være slut, fordi han ikke fik skiftet dæk på den lortebil?

Nej, fandeme nej. Med den venstre hånd begynder han at grave i jorden. Han skal finde en måde at få drejet kroppen på. Ellers vil han dø. Det er han sikker på.

Efter lidt tid får han fat i noget, der minder om en rod. Det virker, som om den er stærk nok til, at han kan hive til og få sig vendt. Kroppen har ikke mange smerter, men han forbereder sig på, at det kan komme til at gøre ondt. Han tager mod til sig og tæller til tre, inden han hiver til. Det giver et kæmpe knæk i ryggen. Lyden minder mest af alt om bobleplast, der bliver vredet. Det er formentlig det knæk, der gør, at han i dag er lam fra livet og nedefter.

Selvmordstanker

Nikolaj er kommet over på maven, og vejrtrækningen bliver markant bedre. Til hans held er der stadig lys i den ene forlygte på bilen. Klokken er tre om natten, og der er ingen trafik. Men pludselig kommer der en lastbil, der stopper. Chaufføren går hen til bilen, og Nikolaj råber om hjælp. Da han kommer nærmere, udbryder han „Scheiße”. Nikolaj kan ikke tysk, og chaufføren kan ikke finde ud af at ringe efter hjælp. Det gør til gengæld to andre, der kommer til stedet kort efter. De lægger også en jakke over ham, så han kan få varmen.

Da ambulancen når frem, kan han ikke mærke sine ben. Han bliver spændt fast på en båre, får drop og husker ikke turen til Viborg Sygehus. Da han vågner igen, er hans forældre kommet. Deres blikke rammer hinanden, og han bliver ramt af skyldfølelse, så tårerne begynder at trille ned ad hans kinder. De har altid belært ham om, at bilkørsel og spiritus ikke fungerer sammen. Hans mor græder også.

Senere på natten kommer en læge ind på stuen. Han fortæller, at Nikolaj ikke vil komme til at gå igen. Nikolaj bliver stiktosset og hiver fat i alt i nærheden og kyler det rundt i lokalet, inden han bryder helt sammen. Næste dag skal han til Aarhus for at opereres i ryggen, så han kan blive stabiliseret og komme op at sidde igen.

Efter tre dage på intensivafdelingen kredser tankerne omkring selvmord. For hvem vil være venner med én, der sidder i kørestol? Hvordan skal han finde en kæreste? Han har ikke lyst til at være her mere. Han fortæller om sine tanker til sin mor og lillesøster, der begge bliver chokerede og bryder grædende sammen. Det bliver vendepunktet for Nikolaj. Han er trods alt ikke død, og han kan se, hvor såret hans familie bliver. Nu skal det negative vendes til noget positivt. Du kan godt sætte dig hen og kukkelure i et hjørne resten af dit liv, men det får du ikke noget ud af. Nu tager du eddermame dig selv i nakken.

8-9 genstande i blodet

På hospitalet er det første gang, han rigtig får talt med sin to år yngre søster om ulykken, siden de skiltes den fatale aften. De havde siddet sammen med nogle venner i søsterens lejlighed i Rødkærsbro for at varme op til en fredag aften i byen. Nikolaj fik vodka og cola og øl og havde fået fire-fem genstande, da han ville køre nogle venner til fadølsfest i Kjellerup 10 km derfra.

Hans søster prøvede at stoppe ham og truede med at tage nøglerne fra ham. Men han følte sig frisk nok til at køre og kunne næsten ikke mærke, at han havde fået alkohol. Han har prøvet at køre endnu mere beruset før, så han bad søsteren passe sig selv. Hun vidste, at han ville blive rigtig sur, hvis hun prøvede at tage nøglen fra ham, så hun lod ham køre, selvom hun protesterede højlydt.

Nikolaj kørte forbi det lokale værtshus for at samle sine fire venner op, og han nåede samtidig at få en Smirnoff Ice, inden turen gik til Kjellerup. Men fadølsfesten var kedelig, så han kørte tre af vennerne hjem igen, inden han igen kørte tilbage til Kjellerup for at hente den sidste. På det tidspunkt havde han fået otte-ni genstande, da han satte sig bag rattet. Selvom han altid plejer at tage sele på, undlod han det på den sidste tur i sin BMW. Han havde en promille på 0,91, da han kørte galt den 14. september 2007. Da var han 18 år.

Fartdjævel bag rattet

De næste uger får han talt med sin søster om hendes skyldfølelse. Han forklarer hende, at det udelukkende er hans egen skyld, da han ville have kørt alligevel, uanset hvad hun havde sagt eller gjort. Når han først har bestemt sig for noget, kan andre ikke stoppe ham. Ingen skal bestemme over ham. Han bebrejder ikke andre end sig selv og er bare glad for, at uskyldige ikke blev involveret i ulykken.

Han var nemlig ikke et af Guds bedste børn bag et rat. Allerede på den første dag, han havde kørekort, var der alt for meget fart på bilen gennem et sving, så den mistede grebet på vejen og kørte ud på en mark. Nikolaj var sin egen herre og troede, at han havde erfaring som en racerkører. Han havde fart i blodet, og af de tre biler, han nåede at eje, havde den næste større motor end den forrige. Speedernålen bevægede sig ofte over det tilladte, og han vakte opsigt ved at brænde gummi af.

Da ulykken skete, var bagdækkene så slidte, at de ikke havde mønster, og der stak ståltråde ud af dem. Men Nikolaj var ligeglad, for han havde bedre ting at bruge sine penge på end nye dæk. Blandt andet øl, som han indimellem drak, mens han racede på vejene.

I dag er det gået op for ham, at man ikke er alene, når man kører i sin bil. Ens pårørende er også med på køreturen, selvom de ikke fysisk sidder i bilen. For sker der noget, bliver de kede af det, og det påvirker også deres liv.

Forældrene er en kæmpe hjælp i den svære periode. Hvis han har det dårligt, kan han altid ringe efter dem, og de kommer for at snakke og støtte. Vennerne kommer også forbi, og det gør ham rigtig glad. De får snakket tingene igennem. Det viser sig, at den sidste ven, som Nikolaj var på vej for at hente, var taget hjem i seng. Så den fatale køretur var faktisk unødvendig.

Tilbage til livet

De næste knap tre år bliver ét langt forløb med op- og nedture. Genoptræningen går, som den skal, men tryksår, der tager flere måneder om at hele, sætter ham tilbage adskillige gange undervejs. Han skal forholde sig helt i ro, så de muskler, som han har bygget op i armene, så han selv kan løfte sig ud af kørestolen, forsvinder. Hver gang skal han starte forfra.

Men i dag er Nikolaj 100 procent selvhjulpen og bor med sin kæreste, Stine, i Bjerringbro. Han er førtidspensionist, men håber at få et skånejob. Hver tirsdag træner han kørestolsbasket med holdkammeraterne i Viborg Dunkers, og han er med på U25-landsholdet. Han har generhvervet sit kørekort og kører selv til træning i sin nye bil, hvor han styrer speeder og bremser med hænderne. Indimellem bliver det også til en tur i byen med vennerne, der er flinke til at tage ved, hvis kørestolen skal løftes nogle trin op.

Nikolaj er glad for sit liv, som det er i dag. Det har været en lang kamp at komme dertil. Han føler, at han har fået en chance til, og den vil han ikke spilde. Han tager det med et smil på læben og kan lave jokes med, at han er handicappet. Nikolajs holdning til bilkørsel er ændret, og han ser sit „tidligere liv” i et helt andet perspektiv.

Ingen er udødelig

Naturligvis fortryder han bittert, at han satte sig ind i bilen og ignorerede al fornuft, men ulykken har samtidig været en øjenåbner. Omvæltningerne har gjort ham klogere, og han er helt sikker på, at hans liv var gået i en helt forkert retning, hvis han havde fortsat med at leve på kanten.

Han er efterhånden blevet vant til, at folk kigger efter ham, fordi han sidder i kørestol. Alligevel kan han godt blive ærgerlig, når sladderen kører i lokalsamfundet, og andre åbenbart synes, at han har fortjent sin skæbne, fordi han tidligere opførte sig som en rod. Det er lige hårdt nok, og det påvirker også familien.

Nikolaj er ikke den eneste, der kan lære noget af den barske oplevelse. Som en af Rådet for Sikker Trafiks ambassadører tager han ud på skoler for at fortælle om konsekvenserne af sin alvorlige ulykke.

Han begynder sine foredrag med at fortælle om sit liv som rådden, ung trafikant. Det bliver til anekdoter om spritkørsel på scooter og om dengang, han ikke engang kan huske, hvordan han kom hjem fra byen i sin bil. Han havde ikke penge til en taxa, og der kom jo alligevel aldrig noget politi på de øde veje på landet. Desuden sker det kun for naboen. Det rammer aldrig én selv. De mange kampagner var han også fuldstændig ligeglad med dengang. Han var udødelig, og der ville ikke ske ham noget.

Han forklarer også eleverne, at han i dag er mere end lykkelig for, at han nåede at sætte sine kammerater af, inden ulykken skete. Det ville ikke være til at holde ud at vågne op næste dag og finde ud af, at man måske havde taget en andens liv.

De fleste lytter og lærer, men enkelte kommer bagefter og siger, at det ikke kan ske for dem. Sådan tænkte Nikolaj jo også selv, da han var ung. Han håber bare, at de bliver klogere, inden de selv kører galt.