Italien. Fontænebrus og fristelser i Rom

Allerede efter to minutters slentren går det galt igen. Den romerske madfælde smækker, og vi bliver indfanget af et lille lokalt torvemarked på hjørnet af Via della Croce og Via Bocca di Leone, få skridt fra hotellet og endnu færre fra bådfontænen neden for Den Spanske Trappe, hvor turister fra alverdens lande fotograferer ikke mindst sig selv.


Så tæt ved det verdensberømte motiv, afbildet i enhver guidebog og på næsten alle sites om Rom, finder vi her det ægte lokale miljø med dets robuste og slidte charme, skabt af generationernes liv på stedet. Uforanderligt, ægte, hele essensen af Rom og måske hovedårsagen til byens ganske særlige charme.


Hvilken fryd for en livsnyder at se de sublime torvevarer nonchalant udstillet i slidte træ- eller plastikkasser. Hvor herligt at blive suget ind denne vicolo (en lille gyde) med dens intense stemning af handel og med endnu en fontæne rislende midt i det hele. Denne gang i skikkelse af en vandpost af jern med det romerske senats plombe og segl oven for tuden. SPQR – Senatet og det romerske folk. Værsgo, mine damer og herrer. En 2.000-årig hilsen fra antikken. Jo, der er stil over det her i den gamle tiberby.


Madglade turister smiler, for alle sanser formelig bombarderes med gastronomiske indtryk. Parmaskinker hænger på vagtparade under slagterens hvælvede loft, espressomaskinerne syder og sprutter inde i de mange barlokaler, madmumlen og småsmasken høres overalt, og aromaen er så tyk af tomat, urter, olivenolie, charcuteri og nybagt stenovnsbrød, at man næsten ikke kan se ud ad sine briller.


Når man får dem pudset igen, vil man opleve et festfyrværkeri af rødt, gult, grønt, violet og cremehvidt fra tomater, squash-blomster, bladselleri, salater, auberginer, artiskokker og romerske kål samt fra urter som basilikum, rosmarin, vild oregano og store bundter af tørret timian fra urtehaverne omkring Rom. 


Kunsten at improvisere


Alt er superfriskt og kørt herind i de tidlige morgentimer fra markerne og minilandbrugene nord, syd og øst for byen, hvor små bønder stadig overlever. Romerne fastholder stædigt deres kompromiløse satsen på kvalitetsråvarer, og deres smag er i grunden ganske enkel: De er altid tilfredse med det bedste.


Egentlig skulle denne vandring være begyndt oppe på den store ovale Piazza del Popolo. Det er den nordlige indgang til det historiske centrum med dets enorme og originale egyptiske obelisk. Men lige nu frister de snævre stræder, og vi gør det på ægte romersk manér. Lader os drive stille og roligt igennem en af byens mest charmerende gadestrækninger, mellem Den Spanske Trappe og Piazza del Popolo i trekanten ved hovedgaderne Via di Ripetta, Via del Corso og Via del Babuino. Pudsigt nok finder kun få turister herind. 


Prøv at zigzagge fra Via del Babuino og ind igennem sidegaderne Via Vittoria, Via dei Greci, Via S. Giacomo, Via Gesu e Maria og ikke mindst Via Margutta – det intime gamle kunstnerstræde, der løber parallelt med Via del Babuino neden for Borghesehaverne og det franske kunstakademi Villa Medici. De indtryk, I får herinde, glemmer I aldrig. Her er masser af småhandlende, chikke butikker, fristende kaffe- og vinbarer, kunst­ate­lierer og restauranter indrettet i pastelfarvede paladser fra 1700- og 1800-tallet.


Pludselig havner vi ude på Piazza del Popolo alligevel. Kontrasten er bombastisk. Et kæmperum åbner sig med blåt foroven og solgnistrende granit forneden. Det hele visuelt holdt sammen af giganten, den egyptiske obelisk, som står lige i midten, omringet af fire vagtløver, der spyer tykke vandstråler ud af deres åbne gab. Det bruser, bobler og fosser. Sollyset slår vejrmøller inde i alt det vand, og alverdens børn morer sig med at ride oven på løverne, så deres stolte forældre kan fotografere dem.


Den lille, gode frokosthule


For lidt siden lød middagskanonen ud fra Engelsborg, sådan som den gør hver dag året rundt klokken 12. Det er signalet til at organisere sig godt rent gastronomisk. Det er blevet tid til „il pranzo”, den hellige romerske frokost, som ingen livsnyder ønsker at gå glip af. De udtaler da også ordet pranzo med passende flæsk på stemmen.


Vi mærker allerede den begyndende sult, og jeg foreslår derfor, at vi forlader Piazza del Popolo og drysser ned ad Via di Ripetta, som begynder ovre ved Café Rosati og Ristorante Bolognese, til højre for Via del Corso, når vi har obelisken i ryggen. Via di Ripetta er en ægte romersk madgade, og få skridt nede finder vi Pizzeria/Ristorante Dal Pollarolo under ledelse af de sympatiske værter og fætre Alessandro og Tonino. De driver et hyggeligt og meget søgt spisested, hvor man kan få sig et måltid for en billig penge. Et par retter og en kande husets vin løber sjældent op i mere end 20 euro (små 150 kr.). Til gengæld er her travlt, og ofte må man vente en tid på at få et bord, medmindre man har været så fornuftig at reservere i forvejen (der er lukket torsdag).


Her i de to smalle sale lever den romerske frokosthygge i bedste velgående. Kunstnere, journalister og forfattere sidder tæt op ad politikere, embedsmænd og håndværkere, og lidt henne i måltidet, efter et par glas vin, begynder man at drille hinanden med politiske stikpiller eller hånende ord om naboens yndlingshold i fodbold. Kampen imellem Lazio- og Roma-fans er evig, ligesom byen selv. Romernes humor er kulsort og ofte morbid. De elsker at skændes, kun for to minutter senere at omfavne hinanden med ønskerne om et snarligt gensyn. Helst ved et godt bord.


Er det helt umuligt at komme ind på Dal Pollarolo, findes der en del andre gode trattoriaer og ristoranter lidt længere nede ad Via di Ripetta. F.eks. Gran Sasso, La Buca di Ripetta og Pizza Ré. Og bare rolig. Dér skændes publikum også. I skal nok få lokalkolorit.


Et kontroversielt museum


Efter frokost fortsætter vi ned ad Via di Ripetta og direkte hen til det meget omdiskuterede Museo dell’Ara Pacis, hvis hovedattraktion inde i den moderne stål-, glas- og betonkonstruktion er den verdensberømte antikke marmorblok med kejser Augustus og hans familie mejslet ind i materialet for 2.000 år siden. Helt ufattelig velbevaret står den der i sit moderne rum, beskyttet mod den skadelige bilos, og den virker så levende, at fantasien let får figurerne i bevægelse. Tænk at se togaklædte Augustus træde ud af sit marmor og ind i Roms myldrende trafik anno 2011!


Det store, kridhvide kompleks er skabt af den amerikanske arkitekt Richard Meier. Mange af romerne hader det, mens de fleste turister, ligesom jeg, finder kontrasten mellem modernitet og oldtid fascinerende og godt set af arkitekten.


Ude foran på museets lille piazza finder man også fontænefossen. Søjler af vand skyder op nedefra og overdøver trafikken ude på tiberboulevarden, som fræser af sted lige omme bag vestmuren. Også ned ad denne pibler vandet frem og skaber et evigt skiftende billede. Ara Pacis-museet ligger lige over for Augustus’ gravhøj for enden af Via di Ripetta og har åbent tirsdag-søndag 9-19.


Flere madfælder nær Pantheon


Vi fortsætter ligeud ned igennem Via della Scrofa, akkompagneret af murfontæners stille mumlen og ustandselige fristelser for gastronomiske lækkermunde. Se f.eks. madtemplet Antica Norcineria med alt inden for lufttørrede skinker, salamier, urøget bacon og andre umbriske specialiteter inden for charcuteri. Lidt længere henne ad gaden til venstre ligger i øvrigt endnu en fødevarefest i skikkelse af Volpettis forretning.


Ved Piazza San Luigi dei Francesi drejer vi ned ad Via delle Coppelle (Tøndemagernes Gade), der munder ud i et lille torv inde til venstre midtvejs på gadestrækningen. Dette er et af de mest poetiske hjørner af byen med sit eget marked i morgen- og formiddagstimerne.


Herinde ligger desuden et par andre gode spisesteder, Da Mario og Casa Coppelle. I sidstnævnte kan man se lige ind i det moderne køkken fra gaden. Begge holder lukket om søndagen.


Strejf lidt rundt her på selve piazzaen, men også i dens kønne omgivelser. Bemærk f.eks. den antikke søjle i Vicolo delle Coppelle på hjørnet til venstre, dér hvor strædet munder ud i Piazza Campo Marzio. Rom river næsten aldrig ned, men bygger ovenpå, så mange huse er rejst over antikke templer og søjlegange.


Ude for enden af Via delle Coppelle drejer vi til højre ned ad Via del Pantheon, passerer Ristorante Fortunato på venstre side og står snart på selve Piazza della Rotonda ved verdens mest velbevarede oldtidstempel, Pantheon.


Foran de 16 monumentale granitsøjler bølger et hav af mennesker, og fortovscaféerne på pladsen frister med kølige drinks og intens espressokaffe.


Det er et magisk sted, det her. I hele mit rejseliv har jeg frydet mig over denne lokalitet og jublet over dens blotte eksistens. Hver gang er oplevelsen som ny.


Lige grænseoverskridende, lige til hjertet. Stil jer ud ved fontænen under den lille obelisk midt på piazzaen. Lyt, se, sans, mærk. Det er Rom i essens, det her.


Af Anders Grøndahl