Forbrugernes fokus på klima og miljø er steget markant de seneste år – og transportområdet er ingen undtagelse. Bevidstheden om, at bilkørsel påvirker miljøet, fylder massivt på den politiske dagsorden og i mediebilledet, og for forbrugerne er den grønne bølge hjulpet godt på vej af det faktum, at prisen på benzin og diesel har været støt stigende. At vælge en bil, der forbruger mindre brændstof, er altså ikke kun godt for miljøet, men også for tegnebogen. Bilbranchen har ikke været sen til at fornemme forbrugerens fokus, og anprisningerne af produkternes „grønne” egenskaber står ofte øverst i reklamen.
Der er ingen tvivl om, at miljøegenskaber flytter markedsandele hos en stor gruppe bilister. Som bilisternes forbrugerorganisation har FDM derfor også fokus på, om der er hold i de grønne anprisninger. Vi må desværre konstatere, at det ofte er vanskeligt at gennemskue, da detaljerne typisk brillerer ved deres fravær, under henvisning til at det er forretningshemmeligheder.
Der er dog også eksempler, hvor det lyser langt væk, at her har reklameafdelingen været lige smart nok. Mest grelt er det inden for de kommende elbiler. Zero emission (nul udledning) er blevet fast slagord og pryder endda seriebetegnelsen på visse fabrikater. Men faktum er, at det er noget vrøvl – det afhænger nemlig af de energikilder, der er brugt til at producere den strøm, elbilen kører på. Da de færreste har deres egen vindmølle i baghaven, giver nuludledning ikke mening i et land, hvor kul og naturgas stadig er de primære energikilder bag elproduktionen, og hvor intelligent styring af strømforbruget er forbeholdt erhvervslivet.
Også i den nærmest ideologiske kamp mellem individuel og kollektiv transport overdrives ofte den positive forskel, som tog og bus kan have for miljøet i forhold til bilen. Og selv statslige institutioner som DSB holder sig ikke tilbage med at overdrive budskabet – selvom de burde vide bedre. Netop på et teknisk kompliceret område som transport har markedsføringen en stor indflydelse på den generelle opfattelse i befolkningen af, hvad der er fakta. Breder en misopfattelse sig til den politiske verden, er der ligefrem risiko for, at politiske prioriteringer og lovgivning laves på et fordrejet grundlag.
FDM hilser Forbrugerombudsmandens nyudsendte vejledning i, hvordan markedsføringsloven skal opfattes på området miljø og etik, velkommen. Og vi håber, at den vil give anledning til, at der effektivt kan gøres op med grønvask i transportsektorens markedsføring.
Det tjener hverken forbrugerens eller miljøets interesse, at markedsføringen præges af overdrevne og misvisende „grønne” anprisninger. FDM vil holde godt øje med markedsføringen, og vi har en klar forventning om, at Forbrugerombudsmanden griber ind, hvis der stadig måtte være svage sjæle, der pryder sig med lånte fjer. Læs artikel på side 30.
Thomas Møller Thomsen Adm. direktør




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
















