Dyyyyyyyyt! 
Den gennemtrængende, nærmest insisterende lyd af et bilhorn trykket i bund bryder stilheden på stadion. Sekundet efter høres ærgerlige udbrud fra flere af bilisterne i nærheden. En enkelt bander ligefrem højlydt: „Jävla!” 


Årsagen er ikke endnu en kluddermikkel i trafikken. Signalet fra hornet betyder derimod, at aftenens bilbingo er godt i gang, og at gevinsten denne gang er gået til en anden.


Vi befinder os i skånske Fjälkinge, knap 160 km fra Rådhuspladsen i København. Og manden med hornet i bund er bare en blandt et par hundrede bilister, som denne aften har fundet vej ad en snoet grussti gennem en lille skov for at nå frem til Vanneberga IF’s idrætsanlæg. Det er sommer, det er tirsdag, og det er tid til bilbingo. 


Bingo i blodet


Vi er på fodboldbanen, men raske drenge på grønsværen er denne aften erstattet af biler i alle tænkelige størrelser, farver og faconer. De holder parkeret side om side i lange rækker og fylder mere end halvdelen af banen. En af bilisterne er 32-årige Johan Fridvall. Han er vokset op med bingo. Som barn tilbragte han utallige timer i røgfyldte bingo-
haller i selskab med sin mor, der fortsat er en ivrig bingospiller:


– Om sommeren spiller min mor bilbingo fire gange om ugen. Og når hun ikke er ude for at spille, får hun lov at passe børnene, og så tager vi selv af sted. I dag har vi kørt 7,5 mil (75 km, red.) for at være med, så til tider kører vi ganske langt for at spille, konstaterer Johan Fridvall.


Han er taget til bilbingo med sin kæreste og et jævnaldrende vennepar. Og mens de venter på, at spillet går i gang, sætter de sig godt til rette ved siden af bilen:


– Vi gør det til en udflugt. Vi har stole og tæpper med, så vi kan sidde uden for bilen, inden spillet går i gang. Så drikker vi en kop kaffe og har lidt slik med, siger han.


Johan Fridvall og hans venner er ikke de eneste, der ophøjer bingoaftenerne til en regulær udflugt. Billedet er det samme overalt på stadion. Straks håndbremsen er trukket, afsløres det, hvorfor bilen er en uundværlig makker til spilleaftenerne. Fra bugnende bagagerum og fyldte bagsæder fremtrylles klapborde, køletasker, campingstole, madpakker, termokander og småkager. Enkelte har sågar deres hunde med.


Hånden på hornet


At det er kutyme for garvede gæster at ankomme til stadion i god tid, bekræfter Krister Fredericson. Han er en af grundlæggerne af Sveriges Bingoarrangörers Centralorganisation og har haft bingo som arbejdsområde i mere end 30 år.


– Bilbingo er en begivenhed, som ikke bare handler om at spille. Man ankommer i god tid og er forberedt. Man har termokander med kaffe med og tager sig tid til at tale med hinanden. Det sociale er absolut en stor del af det, forklarer Krister Fredericson. 


Da spillet skal til at begynde, sætter bingospillerne sig til rette i bilerne. Samtaler og latter forstummer, og stilheden indhyller stadion. Fællesskabet på banen er sat på pause. Nu er det alvor.


Tilfældige tal mellem 0 og 90 begynder at strømme ud fra et par store højttalere. Stemmen, der opremser tallene, tilhører en mand. Han udtaler hvert enkelt tal tydeligt. Og gentager det. Med fast stemme. Spillerne lytter til den næsten endeløse strøm af tal og lader deres øjne løbe rutineret ned over de fortrykte numre på spillepladerne. Koncentrationen i bilerne er tydelig, og mange spillere ænser formentlig end ikke duften af nyslået græs gennem nedrullede vinduer. Pludselig bliver der dyttet. Og efter det følger en øjeblikkelig summen af liv, samtale og spredte grin, men også ærgrelse over ikke at være den, der kunne give lyd fra sig.


Det handler om held


Krister Fredericson forstår udmærket, hvorfor mange bliver tiltrukket af at spille bingo:


– Stemningen til bingo er helt speciel. Mange sidder jo og venter på, at deres nummer bliver råbt op. Bingospillerne oplever, at de kan være ganske tæt på at vinde flere gange samme aften. Spiller man på heste, er det anderledes. Her skal man have forstand på det. Men til bingo har man ikke brug for kundskaber. Der er det kun held, som afgør, om man vinder, forklarer Krister Fredericson.


Og at man kan være heldig, kan 73-årige Maj-Britt Håkansson tale med om. Hun har spillet bingo i mere end 35 år og nyder at spille bilbingo hele sommeren. Her har der flere gange været brug for bilens horn:


– Jeg har vundet masser af gange. Mest små beløb. Men tre gange har jeg vundet 10.000 kroner. Det lyder måske af meget, men hvor er pengene nu?! spørger hun retorisk og slår opgivende ud med armene.


Den mobile dagligstue


Maj-Britt Håkansson har ingen passagerer i bilen denne aften, men det er lidt af en tilfældighed:


– Jeg har en datter på 48 år, som normalt er med. Så oftest har jeg følgeskab. Det er faktisk sjovere at køre til bilbingo, hvis man er to, bemærker hun.


Og fællesskabet i bilen er da også en af årsagerne til, at Johan Fridvall har valgt at have både kæreste og venner med:


– Man sidder for sig selv og kan godt tale lidt sammen, selvom spillet er i gang. Man behøver ikke at være helt så stille, som det forlanges, når man spiller i en bingohal.


At bilen fungerer som en slags mobil dagligstue for de fremmødte, ses tydeligt. Kaffekopperne står inden for rækkevidde, og mange spillere sidder mageligt tilbagelænet i forsædet, alt imens de ihærdigt krydser numre af på de indkøbte spilleplader. 


Flere ryger en cigaret eller en pibe tobak, mens de spiller – og dét uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt de øvrige spillere bliver generet af røgen.


Og ingen på stadion tager notits af, at børnene i enkelte biler måske sidder lidt uroligt på bagsædet. 


Farvel og på gensyn


På den måde er hver enkelt bil midlertidigt forvandlet til et lille, selvstændigt forsamlingshus, hvor de, der sidder i bilen, selv laver reglerne. Her har man frihed til at gøre det, man har lyst til. Ligesom hjemme i dagligstuen. Så længe man ikke generer de øvrige bingospillere på stadion, er alt tilladt. 


Så selvom man egentlig samles til bilbingo for at være fælles om en oplevelse, er det netop det personlige spillerum i hver enkelt bil, der er afgørende for, at alle bingospillerne ender med at få lige nøjagtig den aften, de allerhelst vil have.


„God kväll!” runger det fra højttaleren et par timer senere, da den sidste bingogevinst har fundet sin vinder. Spillerne starter straks motorerne, og bilerne kører i god ro og orden væk fra græstæppet, hvor duggen for længst er faldet. Denne aften kan hverken Johan Fridvall eller Maj-Britt Håkansson forlade stadion med en kontant gevinst i handskerummet. Alligevel er det næppe sidste gang, de er taget til bilbingo. For en dag må de komme. De rigtige tal.
Tekst og foto: Bente Egelund Jørgensen