Vinteren har lagt sin kolde og klamme hånd på Danmark, og op til jul er det særlig slemt med glatte veje, som selv ikke saltet kan tø blot en smule op. Bilerne kører i piruetter, inden de ender i snedyngerne, og lastbiler holder på tværs og blokerer for resten af trafikken. Trafikradioen bliver helt forpustet af at advare om de farlige forhold, men alligevel går det gang på gang galt.
Autoredder Frank Jensen ved, at det bliver en travl dag her tre døgn før juleaftensmorgen. Klokken er på den tidlige side af 7, da han kontrollerer redningskøretøjet for sprinklervæske, og Motor har taget de lange underhylere på for at være med på en vinterdag med FDM vejhjælp. Assistancerne styres af Dansk Autohjælp, der har 46 stationer over hele landet, og udgangspunktet for turen er stationen i Køge, der er den femtestørste med 30 ansatte og 14 køretøjer. Vi når lige at hilse på en kollega, der er kommet hjem efter en lang nat stort set uden pauser. Meldingerne om nødstedte bilister tikker kontinuerligt ind på stationen, så det er bare om at komme af sted.
Første stop er en bilist, der ikke engang er nået hjemmefra. Varevognens ene forhjul er fladt, og den vil ikke rokke sig ud af parkeringspladsens snedriver. Det er dog intet problem for Frank at trække den fri, og få minutter senere er han i gang med den hånddrevne donkraft for at skifte hjulet. Små 20 kolde minutter efter er den uheldige bilist på vej videre med et smil på læben og et ønske om en glædelig jul.
– Uanset hvor længe folk har været strandet i deres biler, eller hvor meget bilen har taget skade, er folk altid glade for at se os. Vi er ofte de første, der kommer og hjælper dem i en presset situation, og der er ingen sure miner. Det er en af grundene til, at jeg er glad for det her job, siger Frank Jensen, mens han er i gang med at rapportere hjem til stationen og dermed afslutte opgaven på den lille computer i bilen.
Alle vejhjælpens køretøjer er forsynet med GPS, så stationen kan hele tiden følge med og sende den nærmeste vogn hen til den nødstedte bilist, der dermed undgår for lang ventetid. Abonnerer man på FDM vejhjælp, koster hver assistance 100 kr., hvis hjælpen vel at mærke er fremme inden for en time – ellers skal man ikke betale.
De næste par bilister, vi kommer til hjælp, har maksimalt ventet knap tre kvarter, og de skal alle have pumpet liv i et batteri, der er gået død i nattefrosten. Det er starthjælp, fritrækning, bugsering og hjulskift, der topper listen over assistancer i vintermånederne.
Skift batteri og vis respekt
Flade batterier er dagens hyppigste grund til, at folk ringer efter vejhjælp. Men der kunne spares meget tid og ærgrelser, hvis folk blot huskede at skifte dem jævnligt.
– Det er en god idé at skifte batteriet, når det er tre-fire år gammelt. Det gælder sådan set både på gamle og nye biler. Batterierne på de nye biler er nemlig kun dimensioneret til lige at kunne holde elektronikken i gang, så der skal ikke meget til, før de hakker i det og ikke har strøm nok til at drive motoren i gang, påpeger Frank Jensen.
Batteriets kapacitet falder generelt i takt med lavere temperaturer, og samtidig kræver vinterhalvårets kuldegrader et ekstra stort strømforbrug til lys, elruder, sædevarme, aircondition, vinduesviskere m.m. Derfor bør man lade batteriet op en gang om måneden – især hvis man kun kører korte ture, hvor batteriet ikke når at blive ladet op.
Frank Jensen er nu godt i gang med sin arbejdsdag, der er lige så uforudsigelig som et gammelt bilbatteri.
– Jeg ved aldrig, hvordan min dag bliver, da opgaverne løbende kommer ind, mens jeg kører. Det er et uforudsigeligt job, hvor jeg samtidig får lov til at hjælpe andre og møde nye mennesker.
Omvendt kan han godt blive træt, når bilisterne ikke viser hensyn.
– Hvis jeg skal skifte dæk på en bil på motorvejen eller i nødsporet, suser bilisterne lige forbi uden at sætte farten ned. Der er ingen respekt for vores arbejde, og det sker tit, at nogle kører ind i de kegler, vi sætter op for at spærre af. Indimellem er de så tæt på, at de snitter sidespejlet på vores køretøj, fortæller Frank Jensen, inden trafikradioen igen bryder ind med meldinger om store forsinkelser, aflyste køreprøver og spejlglatte motorveje.
Spritny Focus på grillen
Næste bil, der skal have assistance, er en ny Ford Focus, der blot har 150 km på tælleren. Alligevel er motoren helt død, da ejeren i Køge prøver at starte den. Problemet kan ikke løses på stedet, og Frank må aktivere „grillen” eller „brillen”, som er nogle af kaldenavnene for den bom, der sidder bag på redningskøretøjet til at bugsere biler. Den strandede bils to forhjul bliver spændt fast og hæves fra jorden, inden der sættes ekstra baglygter på. Den uheldige bilejer er med på bagsædet, da vi triller af sted med bilen til Roskilde.
– Det er helt sikkert den yngste bil, jeg har været med til at bugsere, siger Frank Jensen med et skævt smil.
Han sætter redningskøretøjet i gang, og tre kvarter senere står bilen hos forhandleren. Det var sjette assistance på en vagt, der strækker sig over 12 timer og formentlig bliver længere, hvis ellers Frank selv ønsker det. Der er nemlig nok at lave.
– Det går galt, fordi vejret tilsyneladende altid kommer bag på bilisterne. Men man kan gøre meget selv for at undgå en tur i grøften eller at køre ind i medtrafikanter. Tag hjemmefra i god tid, og hold afstand til bilerne foran, så der er tid til at reagere og bremse. Det kan ikke siges tit nok, da der altid er nogle, der glemmer at køre efter forholdene. Og så skal man også lige huske at være opmærksom og følge trafikken. Flere af dem, jeg trækker fri, fortæller, at de har haft alt for travlt med at snakke i mobiltelefon.
Kattegrus eller vejhjælp
Det er ikke tilfældet med den sidste bilist, som Motor kommer med ud at hjælpe. Han kom til at køre fast på en lille markvej, da han blev passeret af en anden bil, som blot fortsatte uden at hjælpe. Han prøvede selv at komme fri med det resultat, at hjulene gravede sig endnu dybere ned i sneen.
– Hvis man kører fast i sneen, kan man prøve at lægge sine måtter under hjulene, så de måske tager fat. Et andet råd er at have en pose med kattegrus med i bagagerummet, så man kan strø lidt under hjulene for at få bedre greb og måske komme fri på egen hånd, siger autoredderen.
På få minutter får han trukket bilen fri, mens den frysende bilist ser til. Endnu en gang er der glade miner og et „Mange tak for hjælpen” til Frank, der kvitterer med et „Det var så lidt”.
Men det er mere end kun „lidt” for en bilist, der sidder uhjælpeligt fast i sneen. Her kan frelseren i kansasdragt være med til at redde hele dagen.
En stor del af dagen er også gået, da Motor takker af. Frank er dog ikke færdig med at hjælpe bilisterne. Der er stadig mange, der skal have hjælp, så han tager nogle flere timer for sammen med kollegerne at komme gennem bunken af opkald.
Advarslerne om „sort is” og svære forhold på vejene lyder stadig i radioen, men der er tilsyneladende nogle, der ikke lytter ...
Tekst og foto: Anders Wendt Jensen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik














