Hvad siger du til, at vi smider en funklende ny firmabil ind som en del af din løn?


Det lyder som et tilbud, man ikke kan afslå, og det får da også mange medlemmer til at kontakte FDM hvert år. Det korte svar er, at det afhænger af beskatnin­gen og dit kørselsmønster: Du skal sammenligne den skat, du skal betale af firmabilen, med de km-penge, du kan få ved at lægge privat bil til din arbejdskørsel. 


Før du finder lommeregneren frem, skal du gøre dig det klart, om sammenligningsgrundlaget er det samme. Ville du købe den samme bil, som du har mulighed for at få som firmabil?


Skat eller km-penge?


Hvis du vælger at tage imod en firmabil, bliver du årligt beskattet af 25 procent af bilens beregningsværdi op til 300.000 kr. og 20 procent af beløbet, der overskrider de 300.000 kr. Du bliver som minimum beskattet af en beregningsværdi på 160.000 kr. Derudover skal du også betale et miljøtillæg, der svarer til de grønne afgifter. 


Hvis du vælger at bruge din egen bil, kan du til gengæld få både befordringsfradrag og skattefri kørselsgodtgørelse. Befordringsfradraget er et skattefradrag for at køre til og fra arbejde og udgør 2 kr. pr. km før skat ud over de første 24 km pr. arbejdsdag og 1 kr. for hver km, du kører ud over 100 km.


Du kan få skattefri kørselsgodtgørelse, hvis du bruger din egen bil, mens du er på arbejde. Taksterne for kørselsgodtgørelse er 3,67 kr./km for de første 20.000 km årligt og 2 kr./km ud over 20.000 km. Så kørselsgodtgørelsen er bedre betalt end befordringsfradraget, fordi taksterne er højere og tilmed skattefri.


Kør privat i firmabilen


Men hvad skal du så vælge? En rigtig god tommelfingerregel siger, at jo flere kilometer du kører privat, jo bedre kan det betale sig at få firmabil. Grunden til det er, at du alene bliver beskattet af bilens beregningsværdi og ikke af brugen af den. 


Omvendt vil mange erhvervsmæssige kilometer tale for at lægge egen bil til, specielt hvis bilen er billig i drift. Dermed kan kørselsgodtgørelsen faktisk overstige de omkostninger, du har ved at benytte din egen bil. 


Ud over fordelingen af private og erhvervsmæssige kilometer er forskellen mellem bilens pris og bilens beskatningsgrundlag også afgørende for, om en firmabil er attraktiv for dig. De fleste firmabiler leases i dag, og leasingselskaber har ofte svaret væsentlig mindre i registreringsafgifter, end du som forbruger kan slippe af sted med. 


For at gøre valget lidt lettere for dig har FDM udviklet en firmabilsindikator på fdm.dk. Det er i beregningen forudsat, at firmabilen modsvares af en tilsvarende bruttolønsnedgang, så ordningen er provenuneutral for arbejdsgiveren. Hvis du kan få en firmabil uden at gå ned i løn, bør du i reglen sige „ja tak!”.