Alle kender det. Man har købt et stykke tøj, der alligevel ikke er det rigtige. Der er intet i vejen med det, men man har bare fortrudt. Heldigvis tilbyder mange forretninger, at man kan bytte varen eller returnere den igen. Ved nethandler er det endda et lovkrav.
Men den ekstra service har bilbranchen normalt ikke. Lovens udgangspunkt er nemlig, at et køb i en forretning er bindende, og man kan derfor ikke kræve at få ophævet købet, medmindre bilen har en mangel. Det får flere gange om måneden overraskede medlemmer til at henvende sig til FDM, fordi de hænger på en bil, som de har fortrudt, de har købt.
Et af medlemmerne er Frede Olsen, der i juni sidste år købte en brugt Toyota Corolla Verso for knap 259.000 kr. hos en Toyota-forhandler. I dagligdagen viste bilen sig at være for besværlig for Frede Olsen og hans hustru.
– Den havde et snørklet startsystem, så den gik ud flere gange, når vi holdt for rødt, hvor vi så havde tudende bilhorn bag os. Min hustru nægtede til sidst at køre bilen, så vi besluttede os for at skifte den efter et halvt år, forklarer Frede Olsen.
Han henvendte sig derfor til forhandleren, der tilbød at bytte Corolla Versoen med en Toyota Avensis af samme årgang, men med flere kilometer på tælleren. Frede Olsen endte med at tage imod tilbuddet, men det var ikke uden omkostninger. På de seks måneder havde ægteparret kørt 4.000 km, og det kom til at koste dem 20 kr. pr. kørt kilometer at fortryde købet.
– Jeg synes, det er en helt urimelig pris, men vi blev nødt til at få en bil, som min hustru kan køre, da jeg formentlig på et tidspunkt bliver afhængig af hendes kørsel, siger Frede Olsen.
Grundighed betaler sig
Advokat i FDM Lennart Fogh forklarer, at der desværre ikke er meget at stille op i den slags situationer.
– Der er ingen lovsikret fortrydelsesret, når man køber bil. Man skal se denne slags tilbagelevering som en helt ny handel mellem to parter. Kunden er ikke forpligtet til at følge forhandlerens oplæg, og man kan gå sin vej og finde en anden løsning.
Man kan f.eks. lade bilen indgå i en byttehandel hos en anden forhandler, der har en bedre forståelse og ønsker at overtage en kunde fra en konkurrent, eller man kan forsøge at sælge bilen privat.
– Man kan ofte få mere for bilen af en privat end hos en forhandler, og selvom det kan være forbundet med mere besvær at sælge bilen selv, kan tiden være givet godt ud, siger Lennart Fogh.
Ender man i en situation, hvor man fortryder, allerede inden bilen er leveret, skal man kontakte FDMs jurister, der kan give vejledning om reglerne. Aftalen er nemlig bindende, lige så snart man har underskrevet slutsedlen, også selvom man ikke når at få den leveret.
Det bedste er naturligvis helt at undgå problemet. Derfor er det vigtigt, at man prøvekører bilen grundigt, inden man vælger at skrive under.
– En bil er en kæmpe investering, så det er en god idé at prøve den i længere tid end blot en kort prøvetur, og det gælder om at prøve flere modeller, så man er sikker på at vælge den rigtige. Man prøver jo også en frakke og ser, om den passer i størrelse og model, inden man kører dankortet gennem terminalen ved disken, påpeger Lennart Fogh.
FDMs erfaringer viser, at mange kunder kun prøvekører én bil, inden de bestemmer sig, men tiden kan være givet godt ud, da grundig forberedelse gør, at man føler sig sikker i sin beslutning.
– Brug mere end blot en enkelt weekend på at vælge bil, og bliv så fortrolig med den som muligt, inden du skriver under på slutsedlen. Det kan ikke siges tit nok.
Af Anders Wendt Jensen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik















