Vi kender den nye lysteknologi fra hjemmet, hvor lysdioderne – eller LED-lygterne, som de også kaldes – er ved at overtage glødepærens rolle som kilden til lyset i husets lamper. I bilverdenen er den nye teknologi også ved at brede sit lys ud, og det åbner for en helt ny verden af muligheder for de bildesignere og ingeniører, der skal gøre bilerne mere sikre.
I første omgang har vi bilejere allerede stiftet bekendtskab med den nye teknologi ved baglygter, nummerpladelys, kørelyslygter og inde i bilen, hvor kabinelyset gør nat til dag. Men det er kun begyndelsen, for typisk er der her blot foretaget en erstatning af glødepærerne med det formål at sænke strømforbruget og undgå problemer med pærer, der springer, da LED-lygterne ofte holder hele bilens levetid.
Motor har allerede prøvet den nuværende generation af LED-forlygter i bl.a. Audi A6 og den nye BMW 6-serie. Her kan der f.eks. blændes ned for lyskeglen, når en modkørende bil nærmer sig. Men nu har Audi præsenteret den kommende generation af LED-lygter, der er konstrueret på en helt anden måde, end vi er vant til.
Lygten tilpasser sig vejen
Et eksempel på det er baglygter, der kan variere lysstyrken, alt efter hvor god sigtbarheden er. Eller forlygter, hvor lyskeglen er sammensat af lyset fra en hel kæde af små lysdioder, så det er muligt at tænde og slukke hver diode individuelt. Dermed kan lyskeglens form tilpasse sig eksempelvis vejens forløb og afstanden til de forankørende eller modkørende.
I praksis foregår det ved et samarbejde mellem forlygten, et kamera i forruden og signalet fra det indbyggede navigationsanlæg i bilen, der kender vejens forløb. På den måde har man hele tiden det maksimale lys på bilen, uden at det generer andre.
Hertil åbner de nye lygter mulighed for, at designerne kan forme bilens front på en anden måde, idet LED-lygterne ikke har behov for samme plads som dem, vi er vant til. Det vil også give det enkelte bilmærke en designprofil i mørke!
I Danmark kommer vi desværre ikke til at se meget til den nye LED-teknologi. For bare forlygterne pålægges en afgift, så de kommer til at koste 66.000 kr. til eksempelvis en A6, da staten skal have omkring 47.000 kr. i afgift for systemet. Sikke en lyseslukker!