Den svære samtale

Nogle af de første tegn på, at 63-årige Kaj Dahl er ved at miste evnen til at køre bil, viser sig på en tur til Berlin. Den pensionerede folkeskolelærer og ungdomsskoleinspektør i Aarhus har været vant til at sidde med en stor administration og bevare overblikket med et øje på hver finger. På samme måde er bilferierne sydpå altid planlagt til mindste detalje, så der ikke er unødvendige svinkeærinder på turen. Men det er anderledes på vej til Berlin i 2002.


– Det var meget tilfældigt, hvilken retning han valgte, og vi kørte indimellem i ring. Han prøvede sig frem i stedet for at have en fornemmelse for ruten, som han altid havde på vores tidligere ture. Fornemmelsen for at finde vej var blevet dårligere, fortæller sønnen Christian, der dengang ikke kunne overtage rattet, da han endnu ikke havde kørekort. 


Kaj Dahls hustru, Henny, begyndte også at bemærke problemer med hans bilkørsel.


– Han fik en tendens til at køre ind mod midten af kørebanen, og jeg sagde flere gange til ham, at han skulle køre ud i siden af vejen, for der kom jo modgående trafik.


Sådan var det ikke på alle køreture, og det var svært at vide for de pårørende, hvornår det var tid til at gribe ind og stoppe bilkørslen helt.


– Jeg tænkte, at det ikke kunne vare længe, før han skulle stoppe med at køre bil, og vi snakkede ofte om, hvornår det blev aktuelt, husker Christian. 


Svært at sige stop


De overvejelser er det ikke kun familien Dahl, der oplever, og mange flere pårørende kommer til at forholde sig til problemet fremover. Antallet af ældre bilister er nemlig stigende. I dag udgør andelen af danskere over 65 år ca. 15 procent af befolkningen, men i 2030 vil en fjerdedel af os være 65 år eller ældre. Samtidig går der længere tid, inden vi stopper med at køre bil.


– Mange af de bilister, der fik kørekort i opsvinget i 50’erne og 60’erne, er vant til at bruge bilen og vil fastholde at køre bil så længe som muligt. Det bliver ikke let at få de næste generationer ud af bilen, så der vil helt sikkert opstå tvivl hos pårørende og konflikter om, hvornår det er en god idé at stoppe bilkørslen, forklarer Kirsten Dyrborg, socialrådgiver i Ældre Sagen.


Hun får dagligt spørgsmål fra pårørende og ældre om bilkørsel. Men der er ikke nogen facitliste for, hvornår det er tid til at lægge bilnøglerne fra sig. For mens unge fysiologisk set er ret ens, er der stor forskel på ældre mennesker, hvor f.eks. demens, hjerte-kar-sygdomme, parkinson, gigt m.m. kan have indflydelse på bilkørslen.


– Man skal have fornyet sit kørekort første gang som 70-årig, men det er blot en fastsat grænse. Den siger ikke noget om folks evne til at køre bil. Det drejer sig ikke om alderen, men folks helbred og de køremæssige færdigheder, og de fleste ældre kører jo godt, fordi de tilpasser sig forholdene ud fra egne evner, siger Kirsten Dyrborg.


Føles som overgreb


Selvom Kaj Dahls køremæssige færdigheder er blevet ringere, har hustruen Henny ingen problemer med at være passager i bilen, da de en septemberaften i 2004 skal til et arrangement om demens på Skejby Sygehus. Men da de drejer ud ad Randersvej i Aarhus, ender de i den modsatrettede kørebane og er et kort øjeblik spøgelsesbilister. Heldigvis er der ingen trafik, og Kaj får vendt bilen, og de når helskindet derud.


– Dagen efter ringede jeg til min læge og fortalte om situationerne i trafikken. Han sagde, at min mand ikke måtte køre bil længere, og det måtte jeg prøve at forklare ham – ellers skulle han nok gøre det, fortæller Henny Dahl.


Hun har ikke selv kørekort, så hendes mand har altid kørt deres bil – uden nogensinde at forårsage skader eller køre galt. Hun følte det som et overgreb at bede ham stoppe bilkørslen.


– Det er helt naturligt at opdrage børn. Men det er et overgreb på et voksent menneske, når du skal til at begrænse en persons frihed. Det var ikke rart, men jeg forklarede ham, at det var efter lægens råd. „Nå, ja,” sagde han så. „Det havde jeg nok på fornemmelsen.” Så han tog det faktisk pænt.


Kaj Dahls forringede orienteringssans og evner bag rattet viste sig senere at skyldes Alzheimers sygdom, som efter mange undersøgelser blev diagnosticeret i sommeren 2005.


Nødvendigt at være hård


Bagefter var familien ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. 


– Man kan vælge at se det som et overgreb, men man kan også vælge, at se det, som at man beskytter vedkommende. Både fordi de kan gøre skade på sig selv, og fordi de kan gøre skade på andre. Der er selvfølgelig noget stolthed i at kunne køre bil og styre det selv. Men hvis man ikke kan køre bil mere, så skal man heller ikke have lov til det. Der er jo en grund til, at man skal have kørekort. Det var synd for ham, og det var ærgerligt, men der var altså en grund til det, siger sønnen Christian.
S

ygdommens udvikling gjorde det svært at vide, hvornår den endelige beslutning skulle tages.


– Det strakte sig over et langt forløb, hvor vi ikke nødvendigvis vidste, hvor galt det stod til. Vi fik gode råd af fagpersoner, men det er op til de pårørende selv at sige stop. Jeg vidste, at det skulle ske, og så måtte vi se, hvor langt det kunne bære. Men jeg har da presset på for, at min mor, der havde det sidste ord, skulle tage beslutningen. Måske burde det også have været noget tidligere, end hun egentlig gjorde.
Bilen blev derefter flyttet hen til andre i familien, så den ikke stod som en fristelse, inden den blev solgt. Der var også en risiko for, at han glemte, at han ikke måtte køre bil

.
– Sygdommen rammer hjernen forskelligt. Nogle kan slet ikke se, at de er syge, og benægter det. Men han vidste godt, at han var syg – han vidste bare ikke, hvad det indebar, forklarer sønnen om sin far, der i dag er 72 år og bor på plejehjem.


Ømtåleligt emne


Selvom situationen var svær for familien Dahl, gik det nogenlunde smertefrit at stoppe bilkørslen. Men det er ikke i alle tilfælde, at det går så relativt nemt. Erfaringerne fra Ældre Sagen er nemlig, at der er tale om et svært og ømtåleligt område

.
– Bilen bliver brugt til en masse praktiske ting og til at pleje sociale kontakter. Den er en kæmpe frihed, og det er en omfattende ændring pludselig at miste evnen til at køre bil. Man rører ved noget essentielt i folks liv, når man sætter spørgsmålstegn ved, om de bør blive ved med at køre bil, forklarer socialrådgiver Kirsten Dyrborg. 
Derfor skal man være indstillet på, at det kan give modstand, når man som pårørende lufter sin tvivl om, hvorvidt det ældre eller syge familiemedlem stadig er i stand til at køre bil. 


– Man skal virkelig vise medfølelse og kunne sætte sig i den andens sted og være klar over, at det bliver meget svært. Man skal ikke sige til folk, at de er for gamle til at køre bil, men derimod noget i retning af: Har du overvejet, hvad der skal ske, når du ikke længere kan køre bil? Desuden skal man være konkret, når man giver råd til ældre. Forklar dem, hvorfor du synes, de ikke skal køre mere. Sig f.eks., at du er bekymret, fordi personen ikke har overholdt vigepligten eller har kørt over for rødt, forklarer Kirsten Dyrborg.


Selvom det ikke falder heldigt ud, er indsatsen ikke nødvendigvis forgæves.


– Man risikerer, at de siger „Hvordan kan du gøre det mod mig?”. Men selvom reaktionen er voldsom, og man tilsyneladende ikke har hjulpet, vil man alligevel have sået et frø, og folk vil måske tænke, at man nok alligevel har ret.


Er man i tvivl, om vedkommende stadig er i stand til at køre, kan man som kompromis foreslå et genopfriskningskursus for bilister eller nogle rutinetimer hos en kørelærer, så man kan få en faglig og uvildig vurdering af køreevnerne. Det kan give noget af trygheden tilbage, både hos den ældre selv og hos familien.


I det hele taget er det vigtigt at tale om det og hjælpe med at træffe den rigtige beslutning.


– Man bliver gladere bagefter, hvis man selv tager beslutningen om at stoppe med at køre bil. Mister man derimod kørekortet efter et uheld eller skader, så er der større risiko for at blive deprimeret, siger Kirsten Dyrborg fra Ældre Sagen.

Tekst og foto: Anders Wendt Jensen


Tegn på at man skal stoppe med at køre bil


Hvis du er bekymret for, om din pårørende kører sikkert, og du overvejer at tage spørgsmålet om fortsat bilkørsel op, kan du tage udgangspunkt i følgende advarselstegn:



• Virker personen utryg ved at køre? 


• Bliver vedkommende let irriteret på de andre bilister? 


• Er der skrammer og mærker på bilen eller på hegn, garagedør o.l.? 


• Er der problemer med at orientere sig i kendte omgivelser? At tolke lyssignaler, vejskilte og markeringer på vejbanen? At placere sig i den rigtige vejbane? At finde den rigtige nedkørsel til motorveje? 


• Kommer personen ofte i risikofyldte situationer? 


• Dytter de andre bilister af personen? 


• Har vedkommende været involveret i uheld eller fået bøder for trafikforseelser?



Kilde: Ældre Sagen


GODE RÅD TIL 
ÆLDRE BILISTER


• Få kontrolleret dit syn jævnligt


• Vælg den rigtige bil i god tid


• Se dig grundigt for i vejkryds, og når 
du skal svinge


• Spørg lægen eller apoteket, om din 
medicin er trafikfarlig


• Hold rutinen ved lige – kør bil mindst 
en gang om ugen



Du skal stoppe med at køre bil, når …


• du selv føler dig for usikker til at køre


• lægen siger stop


• den motorsagkyndige eller politiet 
siger stop


• familien siger stop


• andre ikke vil køre med


Kilde: Rådet for Sikker Trafik


NÅR KØREKORTET SKAL FORNYES


Kørekortet er gyldigt, til du fylder 70 år, hvor det fornyes for maksimalt fire år. Er man fyldt 74 år ved næste fornyelse, fornyes kørekortet for to år ad gangen, og når man er fyldt 80 år, fornyes det for ét år ad gangen.


I forbindelse med fornyelse af kørekort skal der indhentes en lægeattest, som typisk udstedes af egen læge. Undersøgelsen skal indeholde en mindre såkaldt kognitiv test – af mange kaldet minidemenstest. Hvis lægen i lægeattesten anfører helbredsforhold, der kan påvirke køreevnen, kan kommunens borgerservice ikke forny kørekortet. 


Sagen overdrages til politiet, der kan indstille den pågældende til helbredsmæssig vejledende køretest. Politiet kan også forelægge sagen for embedslægen og Sundhedsstyrelsen, hvis ikke lægeattesten giver et godt nok grundlag til at træffe en beslutning. 


Kilde: Ældre Sagen

Læs om fornyelse af kørekort m.m. på fdm.dk/koerekort


SØRG FOR AT HAVE ALTERNATIVER KLAR


Når man tager noget fra folk, er det en god idé at sætte noget andet i stedet. Så se på, hvad bilen bruges til, og hvilke alternative muligheder der er for at komme omkring.
 


Når bilen bruges til at købe ind


• Er der et supermarked, der kan levere varer efter telefonisk bestilling? 


• Kan personen bestille varer via internettet?


• Kan hjemmehjælp eller pårørende være behjælpelige med at købe ind? 


• Er der frivillige organisationer i lokalområdet, der arrangerer indkøbsture?



Bruges bilen til familiebesøg og besøg hos venner og bekendte m.m.


• Hvordan er adgangen til offentlige transportmidler?


• Kan der ske tilmelding til handicaptransport hos f.eks. kommunen?


• Eksisterer der andre kørselsordninger i lokalområdet hos f.eks. frivillige organisationer? 


• Kan pårørende indbyrdes aftale at hente og bringe ved behov?


• Kan der evt. bevilges kørsel til læge, speciallæge og hospital?

Kilde: Ældre Sagen


VIGTIGT AT DELES OM BILKØRSLEN


Blandt nogle ægtepar er der tradition for, at manden kører langt de fleste kilometer, mens hustruen ofte ikke har lyst til eller får lov til at køre. Hvis hun pludselig står med en handicappet mand eller er blevet enke, har hun ikke mange chancer for at blive en duelig bilist. 


Er manden den eneste med kørekort, kan det betyde, at hustruen er mere tilbøjelig til at se igennem fingre med mandens aftagende kørefærdigheder og derfor påtager sig rollen som „co-driver”. Men den løsning holder ikke i en kritisk situation. Så det kan være en god idé at tage familiens rollefordeling som chauffør og passager op til drøftelse, mens begge er raske.


Kilde: Ældre Sagen