Den europæiske jury, der består af 59 motorjournalister fra 23 lande, har valgt, hvilke syv biler der er gået videre til finalen i kampen om at blive „Car of the Year 2012”. Og set med danske øjne er det et yderst interessant felt med både små økonomiske biler, biler med høj miljøprofil, biler med enestående indbygget sikkerhed og biler med køreglæde og livsstil som vigtigste karakter. Der er dermed lagt op til en forrygende dyst, hvor det nærmest er umuligt at forudsige udfaldet.

Motors repræsentant i juryen havde selv fem af de syv udvalgte biler på sin stemmeseddel, men ikke Range Rover Evoque og Citroën DS5. I stedet havde Søren W. Rasmussen indstillet Hyundai i40 og Kia Picanto.

– Jeg er begejstret for både Citroën DS5 og Range Rover Evoque, men som en særlig dansk vinkel på afstemningen havde jeg valgt at give de to koreanske bilmærker en chance for at komme med.

Søren W. Rasmussen tør endnu ikke pege på en samlet vinder i feltet, men påpeger, at Opel Ampera nyligt er kåret til „Årets Bil i Danmark 2012”. Vinderen offentliggøres i forbindelse med åbningen af biludstillingen i Genève den 5. marts.

Læs hele artiklen med de syv kandidater ved at klikke på "Hent artiklen som PDF" i boksen "Sådan så det ud i Motor".