Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Danmark er et af verdens dyreste lande at være bilejer i. En nylig gennemført undersøgelse (se side 6) bekræfter Danmarks ubestridte førsteplads i EU, når det drejer sig om at afgiftsbelægge bilejerskab og bilkørsel. Og en bekræftelse af førstepladsen kræver ikke målfoto: Med en samlet beskatning af en gennemsnitsbil på 210.922 kr. i en 12-årig levetid ligger vi 40 procent over den nærmeste konkurrent.
Staten tager godt for sig fra registreringsafgift over ejerafgift til afgifter på brændstof og forsikring. Hertil har vi også Europas højeste moms. Selv på noget så basalt som nummerplader tjener staten gode penge. FDM har tidligere påvist, at nummerplader i Danmark er væsentlig dyrere end i andre lande i Europa, og at prisen for et sæt nummerplader langt overstiger de faktiske omkostninger til produktion, administration og distribution af pladerne.
Én ting er så, at bilen, der for langt de fleste danskere ikke er en luksus, men en nødvendighed for at kunne passe sit arbejde og få hverdagen til at hænge sammen for familien, er blevet et så yndet beskatningsobjekt for politikerne, når samfundsøkonomien skal hænge sammen.
Mindst lige så alvorligt er de uheldige konsekvenser af den måde, som det danske samfund afgiftsbelægger bilisme på. Som afgifterne er skruet sammen i dag, er de nemlig både til skade for trafiksikkerheden og for miljøet. Konsekvensen er nemlig, at danskerne kører i ældre biler, som hverken sikkerhedsmæssigt eller miljømæssigt rummer den samme teknologi som nye biler. Og meget af det udstyr, som kunne forbedre sikkerheden i nye biler, bliver belagt med afgifter, så det aldrig vinder udbredelse i Danmark.
Der er således argumenter nok for at sætte sig til bordet og se på beskatningen af bilisme i Danmark, men tilsyneladende mangler der politisk mod. Selvom man måtte være af den holdning, at det er ganske rimeligt, at bilisterne særskilt bidrager med 40 mia. kr. til statskassen hvert år, er der nok at tage fat på.
Et første naturligt skridt ville være at omlægge afgifterne fra en anskaffelsesafgift til en brugsafgift, hvor man lader dem, der bruger infrastrukturen mest, bidrage mest. Og hvis man samtidig belønnede ekstra sikkerhedsudstyr og mindre forurenende biler frem for at straffe dem med afgifter, var man kommet et godt stykke i den rigtige retning. Endda uden at man havde bragt sin europarekord i beskatning af bilisme i fare.
Måske vi endda hen ad vejen får nogle politikere, som ikke betragter bilen som en urimelig luksus, men som en nødvendighed i et dynamisk samfund, og som dermed også tør lette den samlede beskatning af bilisme.
Thomas Møller Thomsen, adm. direktør




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik













