Flot metallak, godt med benplads, bagagerummets størrelse og mageligt ekstraudstyr glemmer vi sjældent at kontrollere, når vi køber bil. Det skal forhandleren nok sørge for, når han gennemgår bilens fortræffeligheder. En mindre sexet del af bilen – nemlig hovedstøtten – får til gengæld ikke den opmærksomhed, den fortjener. Det oplevede familien Hansen, da de investerede i en Toyota Auris. 


– Vi har købt Toyota flere gange og har ikke tidligere oplevet problemer med, at hovedstøtten ikke kan hæves tilstrækkelig højt, så vi tænkte ikke på at kontrollere det, da vi prøvekørte bilen. Toyota er jo kendt for at være et sikkert mærke, så vi skænkede det ikke en tanke, forklarer Carl-Christian Hansen. 


Men det viste sig, at hovedstøtterne på bagsædet ikke kan justeres højt nok til hans 14-årige søn, der måler 1,70 meter. Den nye bilejer henvendte sig derfor til Toyota, men der er desværre ikke noget at gøre. Der findes ikke højere hovedstøtter til bagsædet i en Auris.


– Det er en væsentlig brist i deres produkt, og derfor er det et forhold, som potentielle købere skal huske at undersøge og forholde sig til, mener en ærgerlig Carl-Christian Hansen. 


Udbredt problem


Der er god grund til at sætte gode hovedstøtter højt på ønskelisten, når man vælger bil. Hver tredje tilskadekomne i trafikulykker med bil har ifølge Rådet for Sikker Trafik symptomer på piskesmæld – og andelen er stigende. Og da piskesmæld oftest opstår ved påkørsler, hvor den skadedes bil holder stille eller kører langsomt, er det svært selv at undvige skaderne.


Selvom risikoen for skader er stor, og piskesmældsskader årligt koster danske forsikringsselskaber omkring en mia. kroner i erstatning, er utilstrækkelige hovedstøtter et udbredt problem. I adskillige bilmodeller kan man ikke få hovedstøtten op i den rigtige højde, og det gælder både på bagsædet og på forsædet. Hovedstøtten sidder først korrekt, når toppen flugter med toppen af hovedet.

.– Der er mange bilfabrikker, der overser, at højden på hovedstøtten også skal passe til de mennesker, der køber bilerne. I Danmark er der jo mange høje mennesker, men det er der ikke altid taget højde for, forklarer Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på Motor.


– Det betyder jo, at mange må gå på kompromis med sikkerheden, så derfor er det ekstra vigtigt, at man også husker at kontrollere hovedstøttens højde, når man prøvekører inden købet af en ny bil. 


Undgå piskesmæld


Men det er ikke kun bilfabrikanterne, der skal gøre en indsats mod piskesmældsulykker. Som bilist er man selv ansvarlig for de sidste vigtige centimeter, der giver den optimale sikring mod skaderne. Og der dumper bilisterne. Selvom hovedstøtten kan indstilles højt nok, er der mange, der ikke får den sat op i den rette position. I trafikken ser man endda mange, hvor hovedstøtten er trykket helt ned, så toppen sidder ud for nakken.


Der er en grund til, at FDM og andre organisationer med fokus på trafiksikkerhed konsekvent kalder det for en hovedstøtte og ikke en nakkestøtte. Det er nemlig hovedet, der skal støttes, og ikke kun nakken.


– Det kan give alvorlige skader på nakken, hvis man bliver påkørt, og hovedet ikke støttes. Men det tager ikke mere end ti sekunder at hæve sin hovedstøtte til den korrekte højde, så det er helt horribelt, at folk kører med hovedstøtten alt for lavt, siger Susan Stick, formand for Whiplashforeningen, der er interesseorganisation for piskesmældsramte og pårørende.


– Folk tænker ikke over konsekvenserne, men mange får det virkelig dårligt efter et piskesmæld. I flere tilfælde kræver det adskillige ugers sygdom, og omkring ti procent får varige mén, forklarer Susan Stick.


Rådet for Sikker Trafik oplyser, at 6.000 personer hvert år får konstateret en piskesmældsskade. Men mange kommer ikke i behandling, og derfor er tallet sandsynligvis højere.

Tekst og foto: Anders Wendt Jensen