Beskeden på den skriftlige aftale med DS Auto i Vanløse var klar: „Køber afmelder bilen inden for tre hverdage.” Men fem uger efter at Hans Peter Hagendam havde modtaget sin skrotpræmie, ringede politiet og fortalte, at hans „skrottede” bil var blevet stoppet i en razzia. Det viste sig, at den var blevet videresolgt.
– Nogle dage senere kørte jeg så på Jagtvej i København, hvor jeg blev overhalet af min skrottede bil, der havde buler på venstre bagdør. Jeg tænkte, at den kunne være omregistreret, men hos Skat viste det sig, at den stadig stod registreret i mit navn og tilsyneladende kørte rundt uden lovpligtig forsikring, da jeg havde afmeldt den, forklarer Hans Peter Hagendam.
Han endte med at få en regning på 55 kr. for de ekstra dages vægtafgift, inden bilen blev endeligt afmeldt. Han nåede også at få en parkeringsbøde, som parkeringsselskabet imidlertid frafaldt.
Jurist i FDM Helle Brasch mener, at det var billigt sluppet.
– Selvom hans forsikringsforhold ikke var blevet belastet, hvis en ny ejer havde været involveret i et uheld, giver den manglende afmelding hos Skat ekstraudgifter og en masse tidsrøvende besvær. Desuden risikerede han at hænge på både fartbøder og parkeringsbøder, mens bilen var registreret i hans navn.
Sådan undgår du svindel
For at sikre sig mod at ende i samme situation anbefaler hun, at man selv afmelde bilen, inden man afleverer den til skrot:
– Som regel tager autoophuggeren 250 kr. for at afmelde bilen hos Skat og indsende attesten for bilskrotning. Den udgift kan man spare og samtidig sikre sig mod svindel ved at gøre det selv.
Vælger du at gøre det selv, skal du give autoophuggeren registreringsattesten eller en blanket med en påtegning fra Skat om, at nummerpladerne er afleveret. Autoophuggeren udsteder en attest på bilskrotning, der underskrives af autoophuggeren og dig. For biler afmeldt efter den 30. juni 2002 er godtgørelsen 1.750 kr.
Efter adskillige forsøg er det ikke lykkedes Motor at komme i kontakt med DS Auto for at få at vide, hvorfor de videresolgte Hans Peter Hagendams skrottede bil. awj
Læs mere om skrotning af
biler blandt månedens links fra Motor