Det starter i Metzingen ca. ti timers kørsel fra København eller Aarhus i Outletcity Metzingen lidt syd for Stuttgart: en by spækket med det ene mærkevareudsalg efter det andet. 


Det begyndte beskedent som en butik for de ansatte hos skrædderen og fabrikanten Hugo Boss og er i dag en magnet for kunder, der gerne vil klæde sig i eller have accessories fra en bestemt designer uden at betale fuld pris.


Ifølge tyske undersøgelser sparer man i snit 30 procent, og man kan være heldig at købe tøj, sko, kufferter, og hvad de har, til 70 procent under udsalgsprisen. Det er jo billigt, selvom det stadig er ret dyrt, og der er over 50 designermærkevarer at boltre sig i. Så hvis det er rigtigt, at sparet er tjent, kan man skabe sig en formue på en dag ved at shoppe Boss, Burberry, Calvin Klein, Esprit, Samsonite … 


Outletbyen modtager årligt tre millioner kunder fra 185 lande, så hvis du ikke er i dit es som tønde i en sild, så ankom tidligt, og anbring evt. børn i Kids Camp (fredage og lørdage). Så er der ro til at handle hurtigt.


Maraton på østrogen


Amerikanske studier viser, at mennesker stadig er præget af vores forfædres arbejdsdeling, hvor kvinder samlede planter, mens mændene jagede.


Kvinderne har altså fra urtiden lært at give sig god tid til at udvælge og sortere varerne, når de shopper, mens mænd går efter et hurtigt kill. 


Det er derfor, mænd lider, når shoppingen udvikler sig fra at være en quickie med indkøb af tre par underbukser, to skjorter og et lidt for fancy silkeslips til et østrogendrevet maratonmareridt i butik efter butik efter butik … Sådan i grove træk.


Heldigvis er der medicin mod alle lidelser. Og her er kuren en dosis testosteronstimulerende bilmuseer, der heldigvis ligger kun en kort køretur væk.


Når 125-års-fødselaren Mercedes-Benz har bygget sig et bilmuseum, er det ikke bare for at vise de fantastiske biler frem. Fabrikken ved, at alle bil­elskere beundrer dem. 


Museet handler mindst lige så meget om den historie og stolthed, som er det fundament, bilerne er bygget på. Mercedes-Benz kan som det eneste bilmærke i verden dokumentere hele bilindustriens historie fra dens begyndelse til i dag gennem sine egne produkter. Og det gør museet selvfølgelig en dyd ud af.


Museet er flottest indvendigt og er bygget bagvendt op. Gæsterne starter i toppen med de allerførste køretøjer, der er smagfuldt samlet i vægudstillinger og tableauer, hvor de dybe farvetoner fra læder, forgyldninger og ædeltræ leder tanken hen på svundne tider, hvor elfenben var cigaretrør og tangenter i et flygel, og drivhuseffekt en kær kilde til eksotiske frugter og blomster under kolde himmelstrøg. 


Herfra går det ned ad bakke – på den gode måde – mens man bevæger sig op gennem historien spredt ud over ni niveauer og et areal på 16.500 m2. Alle biler er ledsaget af tekster, der fortæller en lille historie om bilmodellen generelt eller lige den bil, man står og kigger på. På væggene fortæller plancher, hvad der rørte sig ude i verden, mens arbejderne på Mercedes-Benz byggede bilerne.


Museet udstiller 160 biler og over 1.500 genstande, der repræsenterer milepæle i bilfabrikkens – og nogle gange også Tysklands og verdens – historie. 


Er man bare en lille smule interesseret i historie og skønhed, kan også en bilblind sagtens spendere et par timer i den runde bygning.


Rendyrket schweinerei


Efter en dag fuld af statelig æstetik er det tid til et sceneskift. Så vi tager på verdens største svinemuseum, der meget passende ligger i Schlachthofstr – slagterigaden. Her hylder 800 m2 i flere etager grisen, dens væsen, dens historie og dens bidrag til det høje stadie, menneskeheden er på i dag. 


Tag det hele – figurer, tegninger, dukker, plancher, malerier, finurligt malede påskeæg og karikaturer og meget mere – med et smil, og afslut besøget med en middag i restauranten med gris på gaflen – så har man ligesom fået udstillingen ind under huden. Maden er god og rigelig, entréen er rimelig, og så kan man lige fordøje dagens indtryk, inden turen går videre til Porschemuseet.


Hvor Mercedes-Benz-museet er den brede udstilling for hele familien, er Porsches museum et skarpt dyk ind i bilelskerens sjælekammer. Her er vi ikke for at lære om vores samtid og begivenheder, der rystede verden. Her handler det om skønhed, performance og overlegen teknologi – the Porsche way. 


Hele bygningen er ud- og indvendigt et gennemtænkt set­up, der i sin udformning og kliniske lyssætning og farvevalg fremhæver bilernes enestående design.

Udstillingen består af 80 biler – alle køreklar – med 356, 550, 911 og 917 som de klarest lysende stjerner. Museet har også løbende særudstillinger, f.eks. Porsche i USA og Porsche i kunsten. 
Udstillingen er bygget op, så man kan bevæge sig enten kronologisk gennem Porsches historie eller gøre nedslag i små „øer” med forskellige temaer, der bl.a. fortæller, hvad der er drivkraften og idéen bag bilerne. 


BMW – fornuft og følelser


Det er måske at spænde buen, men når man alligevel er på langfart … BMW Museum i München ligger kun knap tre timers kørsel væk, og den oplevelse skal man ikke snyde sig selv for, så længe der er gummi på hjulene og brændstof i tanken.


BMW Museum føjer helt nye dimensioner til det at gå på bilmuseum. Der er biler, teknik, historie, shop og alt det, man kan forvente, men det forenes med en sansevækkende oplevelse, man ellers kun havde forventet at blive mødt af i kunstens verden. 


Velkomsten er en installation. Et tæppe af metalkugler, der skiftevis danner abstrakte former og naturtro gengivelser af designstudier af BMW-ikoner, og det organiske udtryk med vekslende motiver videreføres i interiøret med levende vægge af farveskiftende lysdioder.


Men kunsten har ikke vundet over logikken. De åbne etager spiller sammen, så man ved at hæve eller sænke blikket kan se en sammenhæng. Foran sig kan man have en racerudgave af en 3’er og i baggrunden – en etage nede – forstudier til samme bil i rå aluminium.


En tysker om halsen, øv


Museet er på imponerende 73.000 m2 og ligger lige ved siden af fabrikken og hovedkontoret med Det Olympiske Stadion som imponerende baggrundskulisse. Det er opdelt i syv huse med hvert sit tema: design, firmaet, motorcykler, teknologi, motorsport, brandet og serierne.


Syv huse, hvor man kan begynde at samle op, mens man samler indtryk. Mercedes, Porsche og BMW: biler fulde af historier om de europæiske civilisationers upolerede magtkampe og katastrofale krige, fred, banebrydende teknologi, nye kriser og velstand i samfundene. Næsten for stort til at kunne rummes, men hvor velkørende kunne man ikke være, hvis ikke man boede i et land med danske afgifter ... 


Det kan ikke undgå at fylde lidt i tankerne, mens ens 1.6­-liters-danskerbil højlydt og let forpustet æder kilometer nordpå mod grænsen. I det mindste har man fået det godt nok ret blanke silkeslips til en helt okay pris. Men helt ærligt: hellere en tysker i nøgleringen end en om halsen!


Af Eric Andersen