Visse værksteder og forhandlere tager stadig alt for høje strafrenter, når bilejere ikke betaler regningen til tiden eller ikke ønsker at betale på grund af uenigheder. De såkaldte morarenter opkræves, når betaling ikke sker rettidigt, og størrelsen reguleres to gange om året ud fra Nationalbankens udlånsrente (se boks). Den årlige morarentesats for første halvår af 2011 er 8,05 procent. Problemet er blot, at nogle værksteder og forhandlere ikke overholder renteloven og opkræver alt for høje morarenter.


FDMs juridiske afdeling har igen gennemgået en række tilfældigt udvalgte regninger – i denne omgang ca. 40 – og i mange tilfælde var morarenten for høj. Der er ikke tale om en videnskabelig undersøgelse, men en stikprøve, og i det værste tilfælde var rentesatsen på tre procent pr. påbegyndt måned, hvilket svarer til en årlig effektiv rente på ca. 42 procent – altså ca. 34 procentpoint højere, end loven tillader.


– Det ser uskyldigt ud, når der står med småt, at der opkræves tre procent i rente om måneden ved for sen betaling. Men når det tilladte er ca. 0,6 procent om måneden, er det en grov overtrædelse, der oven i købet kan koste bilejeren mange penge, siger advokat i FDMs juridiske afdeling Lennart Fogh.


Gentagne lovovertrædelser


Den aktuelle gennemgang er en opfølgning på en tidligere undersøgelse fra slutningen af 2009, da 250 regninger blev gennemgået. Også dengang tog en lang række værksteder og forhandlere for høje morarenter. På den baggrund skrev Forbrugerombudsmanden efterfølgende til brancheorganisationerne DAF (Danmarks Automobilforhandler Forening), Bilbranchen og CAD (Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark) og bad dem få deres medlemmer til at efterleve loven. Men det har tilsyneladende ikke haft fuld effekt.


– Aktørerne i branchen har nu haft mere end et år til at rette ind, men der er ikke sket nok. Det gælder både blandt organiserede virksomheder og frie forhandlere og værksteder, forklarer Lennart Fogh.


FDM har nu mistet tålmodigheden med de virksomheder, der overtræder loven og snyder kunderne. 


– Vi har igen valgt at kontakte Forbrugerombudsmanden for at påpege ulovlighederne. Overtrædelse af reglerne kan i sidste ende være strafbart, påpeger Lennart Fogh. 


Virksomheder retter ind


Blandt de virksomheder, der tager høje strafrenter, er den landsdækkende bilforhandlerkæde Ejner Hessel A/S, der beregner to procent pr. påbegyndt måned. Direktør Bjarne Hessel er klar over, at virksomheden bryder loven.


– I vores faktureringssystem har vi angivet samme morarentesats til vores privatkunder som til vores erhvervskunder. Det er en fejl, men vi har haft tekniske problemer med at lave det om. Det bliver rettet fra næste måned, lyder forklaringen fra Bjarne Hessel, der ikke ved, hvor lang tid virksomheden har angivet ulovligt høje renter på fakturaen.


Kofoed & Thomsen, Peugeot i Hillerød og Lynge, tager også to procent pr. påbegyndt måned, både på regninger fra 2010, 2009 og 2007. Men efter Motors henvendelse er der nu rettet på den årelange ulovlige praksis.


- Vi har nu undersøgt sagen, og vi må konstatere, at vi fejlagtigt har opkrævet en for høj rente, hvilket vi naturligvis har rettet allerede nu. Til gengæld har vi samtidig konstateret, at vi burde have opkrævet et rykkergebyr på 100 kr. for hver udsendte rykker - dog maksimalt tre, så det har vi naturligvis ændret i sammen moment, siger virksomhedens økonomichef Jørn Egebjerg Jensen..


Er du blevet opkrævet for høje morarenter, skal du kontakte firmaet eller FDMs juridiske rådgivning på tlf. 70 13 30 40.


Af Anders Wendt Jensen