På FDMs repræsentantskabsmøde, der blev afholdt midt i maj, kunne foreningens formand, Bent Halkier, Hjørring, se tilbage på det forgangne år med stor tilfredshed. Det økonomiske resultat blev det bedste i foreningens historie med et overskud på 32,5 mio. kroner. Samtidig hæftede formanden sig ved, at der havde været stigende aktivitet, både i foreningen og på de forretningsmæssige områder.


Bent Halkier konstaterede, at FDM derved nu er i den positive situation, som han og bestyrelsen har arbejdet hen imod de seneste år, nemlig at foreningen kan udvise et årligt overskud på den pæne side af de 20 mio.


– Men overskuddet skal ikke blot lægges på egenkapitalen, sagde Bent Halkier. Vi skal bruge den økonomiske styrke til at udvikle og forbedre de eksisterende tilbud til gavn for medlemmerne og samtidig udvikle nye tilbud.


FDM vinder 80 procent af sagerne


Som eksempel på tiltag, der er blevet gjort mulige af en stærk økonomi, nævnte Bent Halkier, at FDM nu fører sager ved retten for medlemmer, der ikke kan opnå forlig med f.eks. en forhandler eller et værksted. Hvor FDM tidligere kun kunne give råd og vejledning, men måtte overlade det til medlemmerne selv at føre sagen videre ved retten, kan foreningens advokater nu føre sagen for medlemmet.


– I dag gennemfører vi omkring 40 retssager om året, hvoraf vi vinder ca. 80 procent, oplyste Bent Halkier.


Formanden kom i sin beretning også ind på en række af de andre nye fordele, der er blevet skabt for medlemmerne i løbet af 2010. Her fokuserede han især på investeringerne på internettet og på udviklingen af applikationer til iPhone og senere også smartphones.


– Jeg finder det vigtigt, at vi til stadighed udvikler FDM, og det gælder både inden for de tilbud, vi har i dag til vores medlemmer, og udvikling af nye tilbud, der er relevante for bevarelsen af medlemsskaren og for tiltrækning af nye medlemmer, sagde Bent Halkier og understregede, at FDMs succes kræver fortsat udvikling og gerne med et kraftigere tryk på speederen end hidtil.


Forbrugerprofilen skal styrkes


Efter formandens beretning gik ordet til FDMs administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen, der mere detaljeret fortalte om foreningens virke i det forgangne år. Også han hæftede sig ved, at en solid økonomi er en forudsætning for, at FDM kan udvikle sig, men kom også ind på foreningens rolle i samfundet:


– På det foreningsmæssige område arbejder vi målrettet på at styrke FDMs forbrugerprofil og profilen som bilisternes vagthund og talsmand. Vi varetager det enkelte medlems interesser i konkrete sager og formidler mest mulig relevant viden til medlemmerne og offentligheden. Samtidig arbejder vi aktivt med interessevaretagelsen på det generelle plan for at skabe bedre vilkår for bilisterne, sagde Thomas Møller Thomsen.


Han understregede, at FDMs kommercielle aktiviteter samtidig skal have et klart sigte i medlemmernes interesse:


– Vi arbejder målrettet på at skabe sunde virksomheder, der tilbyder medlemmer og kunder gode, relevante produkter på områder, der understøtter foreningens formål, sagde han. Strategien er, at forretningsområderne både profilmæssigt og økonomisk skal medvirke til at sikre bedre vilkår for FDMs medlemmer og øge rekrutteringen af nye medlemmer.


Registreringsafgift under pres


Thomas Møller Thomsen kom i sin beretning også ind på FDMs politiske arbejde og fremhævede her især arbejdet for at få omlagt de danske registreringsafgifter. Han henviste til, at afgifterne er under hårdt pres i disse år på grund af den øgede tendens til leasing af nye biler, og han kunne berette, at FDM gennem året har holdt mange møder med ledende politikere for at få dem til at indse, at tiden er mere end moden til en omlægning.

– Vores budskab til politikerne er, enkelt sagt, at når nu pengene under alle omstændigheder forsvinder ud af afgiftssystemet på grund af leasing, så gå dog i spidsen med et hornorkester, og lav afgiftssystemet om, sagde Thomas Møller Thomsen blandt andet.


– Men desværre tør ingen partier tage fat på afvikling af registreringsafgiften på denne side af et valg, konstaterede han.


Herefter gennemgik direktøren de enkelte aktivitetsområder i FDM og sluttede af med at konstatere, at det gode resultat i 2010 har medvirket til at konsolidere FDM og skabe mulighed for ny fremgang.


– En solid økonomi er forudsætningen for, at vi kan udvikle nye servicer og investere i fremtiden og ruste os bedre i den skærpede konkurrence på alle områder, konkluderede Thomas Møller Thomsen.


Det komplette referat af FDMs repræsentantskabsmøde kan læses på fdm.dk/om-fdm


Af Bo Christian Koch.

Foto Lise Dreistel