Der er travlhed i markerne i disse dage, hvor september lakker mod enden. Vinhøsten er på sit højeste, og de velnærede blåviolette druer bliver kappet fra rankerne med præcision og tempo. Med en rutineret armbevægelse lander klaserne i rummelige plastikkar. Drueplukkerne er i stand til at forene det til tider hårde arbejde med ivrig smalltalk og indimellem en rar latter.

Her fra toppen af et bakkedrag i Piemonte nær ved Barbaresco spadserer vinrankerne lukt nedad i let kurvede forløb, så det må kræve sin mand – eller kvinde, for dem er der faktisk flest af netop her i denne mark – at arbejde på de stejle skråninger.

Mekka for madentusiaster

Nebbiolo hedder de druer, som bliver plukket her. De er elsket af vældig mange over hele kloden. Nebbiolodruerne ender i dette distrikt som barbaresco-vin. De skal i modsætning til den mere kendte nabo, barolo, ikke lagre mere end et år på træfade.

Inde i Barbaresco – en vidunderlig middelalderlig lilleby – holder traktorer med ladvogne fyldt med kar i kø for at indveje høsten, og hen imod slutningen af eftermiddagen kan man mærke trætheden hos vinarbejderne melde sig.

En utålmodig og hvas bemærkning om, hvorfor det skal tage så lang tid at komme til, høres nu og da. Men da sidste vogn har afleveret sin ladning af høst, sænker roen sig, og så slutter man selvfølgelig af med et glas – vin, naturligvis.

Piemonte ligger i det nordvestlige hjørne af Italien, sådan cirka midtvejs imellem Alperne og Middelhavet. Et underskønt område at besøge, ikke mindst i sensommeren, hvor høsten er i fuld gang. Farverne i landskabet er sprøde, gyldne og mættede. Det er samtidig Italiens mest prominente vinområde, som igen og igen har høstet anerkendelser for udkommet på flasker. Særligt internationalt.

Navnet Piemonte er sammensat af piedi og monte – fod og bjerg – og det er præcist ramt. Ved foden af de vældige bjerge. På en klar dag – og dem er der en del af i efteråret – er det faktisk muligt at stå øverst på en af bjergkammene og se de uendeligt bølgende vinmarker i forgrunden og i baggrunden Alpernes snedækkede tinder som silhuet.

Storslået, intet mindre. Et besøg i Piemonte bør oplagt ligge i forbindelse med vinhøsten. Ellers i foråret, når de spinkle ranker begynder at bære grønt, og sneen stadig ligger lavt i Alperne. Men det er naturligvis omkring høst, at markerne bliver levende. Bogstavelig talt.

Videnskab og lidenskab

Skal man så være en feinschmecker udi vin for ikke at tabe ansigt over for dem med næsen i sky, som kan rulle de første 10 prominente druesorter og 15 mest anerkendte vinhuse ud af ærmet som den naturligste ting i verden? Nej, man behøver langtfra at være vinkender for at få adgangsbillet til Piemonte. Indrømmes skal det, at det i det mindste er en god idé, hvis man kan lide vin. For det handler ganske meget om her. Men det drejer sig også om mad – vældig meget.

Kompasset cirkler også om kultur – både om den aktuelle, men bestemt også om skønne middelalderbyer, som hver for sig har sine egne særkender. For nu at nævne bare én af dem lige nu: Asti – afgjort en hovedby i området, som er vært for det årligt tilbagevendende Palio di Asti – en folkefest i midten af september med hestevæddeløb igennem byens brostensbelagte stræder og med uendelig meget af regionens mad og drikke. Som vinby er Asti nok mest kendt for sin spumante.

Eller nævn Alba. Den har 20 af oprindeligt 100 tårne tilbage. En værdig konkurrent til San Gimignano ude i Toscana. Alba kan kalde sig for trøffelhovedstaden. Især den hvide trøffel er efterspurgt overalt, og italienerne rejser gerne mange hundrede kilometer for at investere i et kvantum af den. Men det er rigtig dyre varer, vi taler om. Et kilo af den hvide trøffel fra Alba koster tusinder af kroner på markedet.

Mekka for madentusiaster

Ostebyen Bra er endnu en seværdig stad med sine stemningsfyldte stræder og torve. I øvrigt med masser af spændende butikker, hvor de fleste forventeligt handler med mad i alle afskygninger.

Ikke langt herfra ligger den noget mindre Pollenzo. Nogle vil mene, den mest er kendt for sin borg, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Andre fremhæver byens status som centrum for slowfoodbevægelsen. Denne efterhånden globale bevægelse startede i 1989 bl.a. som et modtræk til fastfoodkædernes fremmarch. Pollenzo er for nogle madentusiaster nærmest at betragte som en pilgrimsby. I 2004 åbnede her sågar et universitet for gastronomisk videnskab.

Dusinvis af små landsbyer ligger drysset ud over hele Piemonte. Faktisk er dem, som har lagt navn til vinområderne, nogle af de virkelig kønne og interessante. Barolo, f.eks.

Her bor såmænd ikke flere end omkring 800 borgere. Den ligger smukt i 300 meters højde og er domineret af byens borg, Castello Falletti. Herinde er alle barolovinene udstillet, og man kan både smage på dem og købe dem.

Barolo har lagt navn til hele vindistriktet, men klassifikationen dækker over 10 andre byer. Hele distriktet omfatter 1.400 hektar vinmarker fordelt på 1.200 individuelle bønder. Så det giver sig selv, at mangfoldigheden er kolossal.

Hvor lang tid bør et besøg i Piemonte vare? Jo, tre-fire dage vil yde regionen en rimelig retfærdighed. Man kan også lade badevægten bestemme! Med den overflod af vin og mad, man konstant bliver bombarderet med, er det uundgåeligt, at der ryger nogle kilo på. Så kan man selvfølgelig kompensere ved at sætte sig som mål dagligt at løbe en gang op og ned ad de stejle vinmarker i Barbaresco. Det kan muligvis nivellere forholdet nogenlunde imellem indtag og forbrænding af kalorier.