Morgendagens biler skal køre på vindmøllestrøm. Det er fortællingen, som igen og igen præsenteres i medierne.
Der skal ikke herske tvivl om, at el bliver en vigtig energiform i fremtidens biler – men i FDM tvivler vi på, at rene batteridrevne elbiler vil få en afgørende markedsandel i den nærmeste fremtid. De, der skal producere bilerne, tror på, at hver femte eller måske endda kun hver tiende nye bil om ti år er en elbil. Med da det årlige nyvognssalg kun udgør omkring fem procent af den samlede bilpark, er der lang vej, før elbilen vil bliver hvermandseje. Det betyder også, at elbilens betydning for biltrafikkens klimapåvirkning let kan overdrives – især fordi energikilderne bag el i Danmark de næste mange år vil handle mere om sort kul end om grønne, vedvarende kilder. Beretningen om elbilernes fortræffeligheder og rolle som den eneste løsning på at fremtidssikre individuel persontransport er derfor en sandhed med modifikationer – og en meget lang tidshorisont. Dermed ikke sagt, at vi skal opgive tanken om elbiler, men der er sideløbende behov for en satsning på andre teknologier med effekt for klimaet – også her og nu.
I FDM har vi lyttet til fortællingen om elbilerne, men modsat mange andre toneangivende aktører er vi ikke faldet om bag rattet af begejstring. Det har givetvis fået nogle til at opfatte FDM som bagstræberisk og måske endda som modstander af „fremskridtet”. Det er ikke tilfældet. FDM ser elbiler som en af en række meget seriøse bud på fremtidens transportløsninger, men vi tillader os at spørge ind til detaljerne og ikke mindst til de vilkår, som de fremtidige elbil-bilister kommer til at køre under.
Vi tillader os også at påpege, at hvis der reelt skal gøres noget ved bilernes miljøpåvirkning nu og ikke om 20 år, er der ingen vej uden om at se, hvad vi kan gøre ved de godt to millioner eksisterende biler på de danske veje. Og så skal vi fremme i stedet for at hæmme de mange alternativer til elbilerne.
Virkeligheden for de danske bilister er, at elbiler er særdeles dyre. Dels er priserne stadig meget høje set i forhold til det „bil”, man får for pengene. Ydermere vil afskrivningen for de første generationer af elbiler blive meget høj til ugunst for driftsøkonomien – sådan er det altid med en ny teknologi, hvor udviklingen går rygende hurtigt. Et andet forhold er anvendeligheden, for rækkevidden for rene elbiler er den største begrænsning. Det er muligt, at bilister i teorien vil kunne nøjes med en elbil til mange af turene, men hvad så med resten, når dagens tur runder 120 km?
Endelig er der også forbrugervilkårene. Hvad skal det koste at „løse billet” til elbilverdenens lyksaligheder? Hvem skal betale for vindmøller og infrastruktur, herunder et net af intelligente ladestandere og batteriskiftestationer, og bliver bilisterne blot sagesløse abonnenter i monopollignende virksomheders opfindsomme forretningsmodeller?
Svarene blæser i vinden. Elbilerne skal nok komme – når teknologien er moden. Et godt råd fra FDM er, at vi i Danmark ikke bør stirre os blinde på én teknologi og med afgifter forhindre udbredelse af alle andre. Så FDM vil følge udviklingen i de kommende år – også for elbilerne.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

