Normalt er det blot Danish Touringcar Championship, der står øverst på plakaten, når sæsonen skydes i gang på FDM Jyllandsringen. Blot i gåseøjne, for siden klassens start i 1999 har Danish Touringcar Championship været kransekagen i dansk bilsport. Men i år er programmet endnu mere omfangsrigt.
Den svenske pendant til DTC – Swedish Touring Car Championship – har også meldt sin ankomst, for nu er der lagt op til landskamp. De to lande afvikler hvert sit nationale mesterskab, men derudover har man nu også indført motorsportens pendant til arvefjendeopgøret i Fælledparken. Det er Scandinavian Touring Car Cup – et mesterskab de to lande imellem.
Over fire weekender i løbet af sommeren vil de bedste racerkørere fra Danmark, Sverige og en række andre lande kæmpe hårdt og indædt om at kunne krone sig med titlen som Skandinaviens bedste. Første gang kommer det altså til at ske på FDM Jyllandsringen i den sidste weekend af april.
Vi kan forvente os et gensyn med en række af de tidligere mestre som Jan Magnussen og Jason Watt, men de får kamp til stregen. Fra Sverige ankommer bl.a. Volvo-fabrikkens fabriksteam samt det stærke Flash Engineering, der har haft en stor indflydelse på det svenske mesterskab i de sidste mange år. Men det bliver nu, at vi på FDM Jyllandsringen skal finde ud af, hvem der er bedst. Er det de blågule eller de rødhvide farver, som dominerer, når årets første racerweekend er omme…?
Første opgør i Scandinavian Touring Car Cup bliver naturligvis hovedattraktionen ved Åbningsløbet, men der er meget andet på plakaten.
Vi kommer naturligvis til at kunne opleve danske topklasser som Yokohama Cup, Formel Ford og Renault DTC Light Cup – klasser, der er velkendt for sit gode og tætte race. Men der bliver mere end det.
Den skandinaviske Porsche Carrera Cup starter også sin sæson på FDM Jyllandsringen. Det er en klasse for helt identiske Porsche 911 GT3 Cup-modeller, og selv om der er tale om en mærkeklasse, bliver det langt fra kedeligt. Bilerne har 420 hestekræfter, og det bliver derfor i sidste ende evnerne bag rattet, der er afgørende i en klasse, der sidste år havde den svenske prins Carl Philip blandt sine deltagere.
Endnu et nordisk felt kommer man til at opleve i sportsvognsklassen. Her er det de bedste kørere fra den danske Peugeot Spider Cup, der skal i kamp mod de bedste fra den svenske Radical Cup. En kamp og to løb, der meget ligner det, man hver år oplever på Le Mans.
Som FDM medlem får du 30 kr. i rabat på indgangen. Husk derfor dit medlemskort, vis det ved indgangen på dagen. Max. 2 personer pr. medlemskab. Børn under 12 år er gratis.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik







