De fleste, der bruger deres bil hver dag, vil næsten ikke kunne undgå at blive involveret i et færdselsuheld på den ene eller anden måde. For den enkelte bilist sker færdselsuheld dog heldigvis sjældent. Derfor er de fleste bilister også dårligt forberedt på situationen, når det en dag går galt. Man kan hurtigt komme i tvivl om, hvad man skal gøre og i hvilken rækkefølge. Ikke mindst hvis der er nogen der kommet alvorligt til skade og har brug for lægehjælp.

Hvis du involveres i et færdselsuheld bør du gøre følgende :

1. Undersøg skadede personer. Er nogen kommet til skade ved uheldet er det vigtigste naturligvis straks at undersøge, om de har brug for hjælp og at tilkalde hjælp. Politiet skal kontaktes, hvis:

  •    Der er sket ikke ubetydelig personskade. Hvis du ringer efter en ambulance kommer politiet normalt altid
  •    Der er sket materiel skade der skønnes at være på over 50.000 kroner
  •    Hvis modparten er et udenlandsk indregistreret køretøj
  •    Hvis der er forvoldt skade på ejendom, som man ikke kender ejeren af
  •    Hvis føreren af det skadevoldende køretøj flygter fra stedet uden at give sig til kende (flugtbilist)
  •    Hvis der er sket påkørsel af dyr, skal du ringe til Falck på telefon 70 10 20 30.
     

2. Begræns ulykken ved hurtigst muligt at fjerne køretøjerne og efterladenskaberne (glas, olie etc.) fra vejen. Aktiver havarilyset på bilen og sæt evt. advarselstrekant op hvis bilerne ikke straks kan fjernes fra vejen. Advarselstrekant opsættes 50 meter fra bilen på almindelige veje eller 100 meter bag bilen på motorveje. Hvis der er sket alvorlig personskade må bilerne dog kun fjernes hvis de er til direkte fare for andre.
 

3. Notér. Modpartens registreringsnummer. Navn, adresse og telefonnummer på føreren. Forsikringsselskab og policenummer (hvis vedkommende ved det) og evt. ejerens navn, adresse og telefonnummer.
 

4. Beskriv situationen i ord eller tegnet skitse og bed modparten om at skrive under på, at han/hun er enig i det beskrevne forløb. Dette er ikke et krav men en god ide for begge parter. Tag et foto af situationen med kameraet i mobiltelefonen inden køretøjerne flyttes (hvis det kan lade sig gøre uden at være til fare for trafikken). Det er unødvendigt at forsøge at afgøre på stedet, hvem der var skyld i uheldet. Dette vil forsikringsselskaberne skulle afgøre ud fra parternes beskrivelse af forløbet. Og forsikringsselskabernes vurdering vil være helt upåvirket af, om den ene part mener at den anden part har påtaget sig skylden for uheldet. Der er derfor ingen grund til at indlade sig på ophidset diskussion om dette på stedet.
 

5. Skaf vidner. Få navn, adresse og telefonnummer på samtlige vidner. Bed dem evt. om at skrive deres oplevelse af forløbet ned på stedet eller i det mindste samme dag.
 

Efter uheldet

Det er vigtigt at vide, hvad man skal gøre hvis uheldet er ude.Du skal rydde op efter ulykken. Løse dele og væsker skal fjernes eller dækkes med sand. Og du skal sørge for at din bil bliver fjernet, hvis den ikke kan køre videre. Hvis der er lækket væsker fra din bil, bør du ikke køre videre fra uheldsstedet. Hvis bilen havarerer, fordi den er ”kørt tør” efter en ulykke, vil du som regel ikke få denne skade dækket af din forsikring.

Hvis du mærker smerter ved eller umiddelbart efter uheldet bør du opsøge læge eller tage på skadestuen. Deres rapport skal bruges ved et eventuelt senere erstatningskrav. Uanset skyldfordeling efter et uheld vil du normalt altid kunne få erstatning for evt. personskader fra den anden parts ansvarsforsikring.

Vent med at køre, til du er klar igen. Gå en lille tur eller hvil lidt i bilen, hvis du er chokeret. Kør ikke videre, hvis du stadig er i chok.

Ring til en, som du kan snakke lidt med om det skete, eller som måske kan hente dig og køre dig videre.

Skriv ned, hvad der skete, mens det stadig står i frisk erindring. 

Hvis du er medlem af FDM kan du altid spørge FDM Rådgivning til råds