Newyorkerne indtog Brooklyn og Queens, pariserne de ydre arrondissementer, berlinerne de gamle østbydele som Prenzlauer Berg – og københavnerne genopdagede Nørrebro og Vesterbro. De fleste storbyer har triste og forfaldne arbejderkvarterer, hvis oprindelige beboere for længst er rykket andre steder hen. Tilbage står så disse spøgelseskvarterer, indtil opfindsomme og idérige og kreative sjæle indtager dem.


I London hedder den genopstandne bydel East End. Egentlig ikke en hverken køn eller eksotisk bydel, sådan objektivt set, men med fantasi og ildhu kan der ske ganske meget. Og det er overgået East End, som ligger i den østligste del af det indre London nord for Themsen. Det er måske i dag det mest sprudlende og sprælske af Londons kvarterer, og det er blevet særdeles hipt at bo i.


Vi er i det kvarter fuld af historie. Det var her, seriemorderen Jack the Ripper huserede i slutningen af 1800-tallet. Og det er de gode, gamle cockneyers domæne. Cockney er en fællesbetegnelse for de personer, som er født inden for hørevidde af The Bow Bells. Klokkerne i St. Mary-le-Bow-kirken, som ligger nede i Cheapside i City. Betegnelsen cockney bruges også om den særlige dialekt, de taler, og som kan give alle andre store udfordringer med at forstå, hvad der bliver sagt.


Skæve oplevelser


Det er nu ikke sprogforbistring, der er skyld i, at vi efter et par timers slentren ned ad Brick Lane – East Ends hovedåre – ikke er nået særlig langt. Denne herlige slendrian kan alene tilskrives de mange „skæve” oplevelser, der hele tiden dukker op. 


Overalt er der finurlige butikker og usædvanlige caféer med deres lige så anderledes gæster. Der er talløse gallerier, som udstiller værker af de kunstnere, som måske er hotte om fem år. For ikke at glemme de spændende restauranter, som har indrettet sig i gamle lagerbygninger, som ellers stod for nedrivning. Det er bare om at træde ind i oplevelserne og blive en del af dem. 


Der er plads til initiativ og virkelyst. Frisørmesteren har fundet sin niche og tilbyder herreklip for 10 pund, inklusive myntete og hårvask i mynte, hvad det så skulle gøre godt for. Blomstersælgeren vil gerne finde et nyt publikum ved at sælge økologiske blomster. Jo, her er der plads til nicher.


Noget af det mest spændende ved området er de mange forskellige mennesketyper, som befolker bydelen. I frokosttiden er der de habitklædte forretningsfolk nede fra City, som tydeligvis finder behag i at spise en sandwich på en parkbænk og indsnuse en mere afslappet og farverig atmosfære end i de grå kontorlandskaber, de har forladt for en stund. 


De excentriske sjæle er der også en del af. Deres flamboyante påklædning oser langt væk af, at her har vi at gøre med folk, som arbejder i kreative erhverv – typisk inden for reklame, PR, design, kunst o.s.v. Og så er East Ends mange etniske folkeslag med til at sætte kulør på dagligdagen. Det gælder helt særligt mange fra det østlige Indien og Bangladesh, og derfor kaldes især området omkring Brick Lane i folkemunde for Banglatown. Også ganske mange sorte fra De Caribiske Øer har adresse her. En gryderet med masser af spændende og eksotiske ingredienser.


Banebrydende kunst


East End har dog ikke helt kappet rødderne til det gamle London. De typiske engelske pubber er der heldigvis stadig plads til i East End, så ikke alt ender i moderne, „anderledes” interiør og udsmykning. Vi snupper en pint på en af de traditionelle pubber nær ved Weavers Fields-parken og får samlet energi til den videre udforskning af East End. 


De næste timer er afsat til museumsbesøg, først i Whitechapel-museet, som i 2009 gennemgik en omfattende renovering, men som stadig har en af byens største samlinger af moderne kunst, dernæst i White Cube på Hoxton Square med dets tit grænseoverskridende kunst. 


Markedsdag hver dag


Nærved ligger andre større og mindre gallerier i Shoreditch-området. Kunst behøver i øvrigt ikke være begrænset til at befinde sig bag mure og facader. I East End kan man faktisk nyde rigtig graffitikunst på husgavlene. Her får man meget hurtigt et indblik i spændvidden i graffiti fra regulær hærværk til værker, som har en idé og nogle gange ligefrem en sprudlende kunstnerisk kvalitet – helt uagtet om man så bryder sig om udtryksformen eller ej.


Besøger man East End på en søndag, bør man afse nogle timer til et par af de mange markeder, som bydelen har. Nogle af de mest kendte er det overdækkede Spitalfields, som bugner med mad og eksotiske krydderier, Petticoat Lane med dets tøj og Columbia Road Market, som med sine talrige blomster altid er en fryd for øjet. Og så må vi forresten ikke glemme formiddagsmarkedet på Brick Lane, som er en blandet landhandel af godt og skidt, men altid er værd at opleve. 


Når nu tre dage er gået med at indsnuse East Ends skæve og alternative attraktioner, vil det være synd ikke også lige at snuppe en enkelt af storbyens klassiske seværdigheder. Vi er jo lige nord for Themsen, og et kvarters vandring i sydlig retning ligger en af Londons største seværdigheder, The Tower, både med broen og det enorme fæstningsværk, som blev påbegyndt i 1078 af Vilhelm Erobreren og færdiggjort i 1285 under Edward I. 


Komplekset er så stort, at mindre end tre timer ikke vil yde et besøg retfærdighed. Skal kronjuvelerne beses, skal man nemlig regne med ikke at være den eneste, som har fået den idé: Alene køen derind er så lang, at en time går med at vente.


Bagefter kan man passende flygte tilbage til det moderne East End, hvor tiden går sin skæve gang – mod bedre tider. 


Tekst og foto: Jens Henrik Nybo