Ren eldrift i byen til kortere ture og hybridbil med benzinmotor, når turen er længere. Det er i grove træk den løsning, som Toyota inden længe vil tilbyde europæiske købere. 
Populært sagt har man taget den nuværende Toyota Prius og forsynet den med et genopladeligt batteri, der via en almindelig stikkontakt på halvanden time kan oplades til at give en rækkevidde på 20 km på ren eldrift.
Toyota har netop påbegyndt et forsøg, der over hele verden tæller 600 håndbyggede Toyota Prius Plug-in Hybrid. Alene i Europa skal 200 stk. ud at rulle for at skaffe viden om, hvordan teknikken opfører sig langt fra Toyotas laboratorier. I Danmark skal to biler afprøves af blandt andre århusvirksomheden NRGi.
Motor har kørt Prius som opladningshybrid, og det var en positiv køreoplevelse, når bilen alene kører med elmotoren. Faktisk er bilen så lydløs i ren batteri-mode, at cyklister og fodgængere meget sent opdager den. Det kræver lidt ekstra opmærksomhed fra føreren.


100 km/t. på ren strøm


Bilen trækker fornuftigt på ren strøm, og har du brug for lidt flere kræfter, starter benzinmotoren på et splitsekund og hjælper med at drive bilen, der er omkring 70 kg tungere end en sædvanlig Toyota Prius. 
Benzinmotoren på 1.8 liter kobler lige så hurtigt fra igen, det øjeblik du løfter speederen en anelse, og det er muligt at køre på ren strøm med hastigheder på op til 100 km/t.
Med Prius Plug-in Hybrid skifter Toyota batteriteknologi. Plug-in-versionen har litium-batterier til forskel fra de 2,3 mio. hybridbiler med nikkel-metal-hydrid-batterier, som Toyota har solgt siden 1997. Nu er batteriet delt i to: den rene el-del, som man kan lade op og køre omkring 20 km med, og som er forbeholdt opladning via stikkontakten, og den del, der oplades af bilen, når man kører. Det betyder, at bilen senest efter 20 km slår over på hybrid-drift med brug af benzinmotoren, og så kan man først køre på elmotoren alene, når bilen igen har stået til opladning. 
Af Jens Høy