Afstande på kør selv ferien til Prag og Tjekkiet
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg og retur ca. 340 km
Fra Hamburg og retur ca. 2.300 km
Fra Rostock og retur ca. 2.160 km
Turen er beregnet til 12-14 dage
Stop i Dresden på vej mod Tjekkiet
Fra Hamburg kører man ad motorvej via Berlin til Dresden. Næsten halvdelen af byen blev ødelagt under krigen. Man har genopbygget en del af den efter gamle tegninger, bl. a. Semperoperaen. Man har også et moderne islæt i beton - Prager Strasse - en fodgængerzone, der strækker sig fra hovedbanegården til Altmarkt.
Erzgebirge og Theresienstadt
Mellem Dresden og den tjekkiske grænse kører man gennem Erzgebirge og det område, der bliver kaldt "Sächsischer Schweiz" - Saksisk Schweiz. Det er et særpræget område med sandstensklipper. På vej mod Prag kan man besøge Terezin/Theresienstadt, hvor Tjekkoslovakiets største koncentrationslejr lå under krigen. Her afhentede Folke Bernadottes hvide busser før krigens afslutning over 400

danske fanger.
Fantastiske Prag
Prag har meget at byde på, og man kan gøre sit ophold her kort eller langt.
Tjekkiets hovedstad består af fem særprægede kvarterer: Staré Mesto, den gamle by, Malá Strana, Lillesiden, Nové Mesto, den nye by, Josefov, den jødiske bydel, og endelig Hradcany, borgområdet.
Fra Prag kan man bl.a. tage udflugter til slottet Konopiste og borgen Karlstejn. Den sidstnævnte kan man også gemme til senere på turen, hvor ruten går ganske få kilometer derfra.
Det tjekkiske/ bøhmiske paradis
Man fortsætter mod nordøst og kommer til naturparken "Cesky Ráj" - Det bøhmiske Paradis, der ligger mellem byerne Turnov, Zelezny Brod, Mnichovo Hradiste og Jicín. Det er et gammelt, vulkansk landskab, hvor den bløde sten er eroderet bort, og nu står de imponerende næsten lodrette basaltklipper tilbage. Det er et særpræget naturområde med skove, søer, slugter og utallige udsigtspunkter bl.a. "Prachovské Skály". Den ligger ca. tre kilometer fra Jijín.
Området er velegnet til kortere og længere vandreture. Turnov er halvædelstenenes by. De mest udbredte sten er granater.
Smetana, Litomysl og Olomouc
På vej mod Litomysl kan man - 16 km øst for Hradec-Králové - i Trebechovice se et usædvanligt, mekanisk dukkespil "Julenat". Spillet er flyttet til dagligdagen omkring år 1800. Det består af 2.000 figurer, hvoraf de 150 bevæger sig.
Litomysl er komponisten Bedrich Smetanas fødeby. Man kan besøge slotsmuseet og slottet, hvor komponistens far var brygmester. Der findes også et interessant kunstmuseum "Portmoneum" i byen.
Olomouc - bispernes og springvandenes by ligger på den flade og frugtbare Haná-slette, Tjekkiets kornkammer. Olomouc har mere end 80 fredede bygninger. Fra Olomouc fortsætter ruten mod syd til Brno, men man kan også fortsætte lidt østpå til Roznow pod Radhostem til det ældste frilandsmuseum i landet. Der er mere end 100 bygninger og museet er opdelt i tre afdelinger, "Mlynska dolina" - Mølledalen, "Valasská Dedina" - Landsbyen og Drev Mestecko - Træbyen.
Brno
Brno er Tjekkiets næststørste by. Nogle vil kalde den en industriby, men det strømmer til med turister. Den er en messeby, den har en motor- og en motorcykelbane, den har mange museer, en borg og et gammelt rådhus. Ca. 17 km øst for Brno besejrede Napoléon den forenede russisk-østrigske hær ved Slakov u Brna/ Austerlitz. Her kan man besøge slottet, hvor underskrivelsen af våbenstilstanden foregik. Selve slagmarken ligger 9 kilometer vest for byen. Der er opsat et mindesmærke.
Fra Brno fortsættes til Znojmo, kendt for sin vin og sine syltede agurker. Telc er usædvanligt velbevaret med mange fornemme renæssance-bygninger omkring torvet, og den korte side af pladsen afgrænses af slottet.
Fiskeri, hemmelige tunneller og Budovar
Derefter går turen vestpå langs Østrigs grænse og forbi landets største fiskeriområde, hvor der fanges karper fra karpedamme. Videre til Tabor, der er grundlagt af hussiterne. De byggede her et stort forsvarssystem med hemmelige gange under jorden. Det meste er lukket nu, men en del kan stadig beses.
Man kan nu smutte en tur sydpå til Ceske Budejovice, hvor budweiser-øllet stammer fra. Fra Tabor går turen videre via Orlik, hvor man har opstemmet "Smetanas Vlatava" - Moldau. Derefter til pilgrimsbyen Pribram og så til Zdice, hvor man kan dreje lidt mod øst og besøge borgen Karlstejn.
Mere øl i Plzen og tilbage til Tyskland
Turen fortsætter ind i den del af landet, der især er kendt for sine mange kurbyer og sin ølproduktion. Plzen er en af de ældste ølbryggerbyer, hvor man har brygget øl siden 1295. Man kan besøge eller køre igennem nogle af de mange kurbyer. Først Maria Lázne, så Frantiskovy Lázne for til sidst at besøge Karlovy Vary, før man igen forladet Tjekkiet og kører samme vej tilbage via Dresden og Berlin til Hamburg eller Rostock.
Alternativ rute
Kan man klare sig med et par kurbyer, drejer man ind mod Tyskland ved Lauterbach, fortsætte over Hof, Jena, Nordhausen og Harzen til Hamburg.
Vil du have mere viden om Prag og Tjekkiet kan du købe Feriepakke 8104 i FDM netbutik.
Læs mere om:
Prag: www.prag.dk
Husk, at der skal betales afgift for at køre på nogle af de tjekkiske motorveje. Mærkaten kan købes ved grænsen.
| Prag |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
















