Afstande på kør-selv-ferien til Slovakiet, Bratislava og Prag
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg og retur ca. 340 km
Fra Hamburg og retur ca. 2.715 km
Fra Rostock og retur ca. 2.580 km
Fra Hamburg via Polen og retur ca. 2.645 km
Fra Rostock via Polen og retur ca. 2.505 km
Turen er beregnet til 2-3 uger
Fra Hamburg via Berlin til Dresden. Derfra over grænsen Hrensko til Liberec. Videre gennem Tjekkiet til Zilina i Slovakiet. Det er et vigtigt trafikknudepunkt, men en ikke særlig spændende by, bortset fra middelaldermarkedspladsen.
Naturskønne områder
Fra Zilina går turen rundt om Mala Fatra, den slovakiske "Robin Hood", Juraj Jánosiks hjemegn, nu en af de smukkeste nationalparker. En godbid for naturelskere med mulighed for lange vandreture (angivet i timer og ikke i kilometer) med spændende slugter, vandfald og rigt dyreliv.
Byen Martin var i sidste del af 1800-tallet Slovakiets kulturcentrum og nationens uofficielle hovedstad. Syd for denne ligger området Vel'ká Fatra med de smukke dale som Gaderská Dolina og Jasenská Dolina, der er meget populære vandreområder.

Aktiviteter i Tatrabjergene
Turen fortsætter videre mod øst via Ruzomberok til "Vysoké Tatry - Høje Tatra. Et alpint bjergområde på 260 kvadratkilometer. Her kan man vandre i bjergene i det meste af området. Stary Smokovec er udgangspunkt både for bjergvandring og bjergcykling. Der er i det hele taget rig mulighed for friluftsaktiviteter. Både i Stary Smokovec og i Tatranska Lomnica er der mange, meget statelige ældre hoteller fra tiden før 2. Verdenskrig, da det velstående Europa tog på vinterferie her.
Man forlader de høje bjerge, og på vejen passerer man Kezmanok. Kig engang på den lyserøde og grønne kirke, som er den danske arkitekt Teophilius Hansens værk.
Længere mod øst
Man fortsætter via Poprad til den fredede by Levoca. Den var fra 1291 den officielle hovedstad i den ungarske provins "Zips", der dog var domineret af en tysktalende befolkning.
Man når frem til Kosice, der har et tydeligt ungarsk præg i kunst, kultur og gastronomi. Lige syd for byen dyrkes en tokaj-lignende vin. Byen har flere hyggelige vinstuer, hvor man til levende musik kan nyde et glas vin og evt. prøve den slovakiske champagne.
Dette bjergområde er landets mest besøgte, og her gemmer sig nationalparker, afmærkede vandrestier, bjergsøer og uberørt natur. Man kan slå sig ned i en af byerne og derfra foretage udflugter, vandreture i bjergene eller besøge nogle af de mange grotter og huler.
Vandfald og klipper i Slovensky Ráj
Turen går videre til området ved nationalparken Slovensky Ráj - et vildt naturområde med klippeformationer, vandfald, småsøer og huler, hvoraf den kendteste er ishulen Dobsinska l'adová jaskyna.
Ved sølvbyen Banská-Bystrica er man på vej ud af området "Nizke Tatry" - Nedre Tatra. Siden middelalderen har man udvundet sølv, guld og kobber i området.
Zvolen - tidligere Altsohl - har et imponerende slot, der nu er slovakisk nationalgalleri med gotisk kunst, og hvor træloftet i riddersalen, er en attraktion.
Nordpå via Bratislava, Prag og Dresden
Ved Nitra kører man gennem vinmarker. Man kan jo stoppe og smage på den lokale drue, eventuelt fra toppen af Zopor, hvortil man kommer med stolelift.
Man er nu nået frem til Slovakiets hovedstad Bratislava. Herfra går turen rask ad motorvej til Prag, eller gennem Prag og Erzgebirge med "Sächsische Schweiz" til Dresden. Næsten halvdelen af byen blev ødelagt under krigen. Man har genopbygget en del af den efter gamle tegninger, bl. a. Semperoperaen. Man har også et moderne islæt i beton - Prager Strasse - en fodgængerzone der strækker sig fra hovedbanegården til Altmarkt.
Fra Dresden fortsætter man via Berlin til Hamburg eller Rostock.
Alternativ rute 1
Fra Bratislava kører man nordpå til Trnava. Der kaldes "det slovakiske Rom" på grund af de mange kirker.
Videre langs Vah-floden, hvor man passerer flere borgruiner. Borgen i Trencín er dog hel og en af Slovakiets bedst bevarede fæstningsværker. Der er en pragtfuld udsigt ud over byen og det omliggende landskab.
Man fortsætter frem til Zilina, hvor man kan køre via Tjekkiet samme vej som på udturen, eller man kan vælge at køre gennem Polen hjem.
Alternativ rute 2
Fra Hamburg via Berlin og Cottbus. Derefter ind i Polen og via Wroclaw, Opole, Ostrava til Zilina.
Vil du have mere viden om kør-selv-ferien til Slovakiet, Bratislava og Prag kan du købe Feriepakke 8104 i FDMs Netbutik.
Gå til FDM netbutik
Husk, at man skal have en mærkat for at måtte køre på motorvejene såvel i Tjekkiet som i Slovakiet. Mærkaterne sælges ved grænsen.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik





