Pas og Schengen

Passet skal stadig med ved rejser til EU-lande uden for Norden, selvom Danmark i 2001 indtrådte i Schengenaftalen vedr. ophævelse af den indre grænsekontrol. Da Storbritannien og Irland ikke er med i Schengenaftalen, skal man altid vise pas i tolden i disse to lande. Til de øvrige Schengenlande syd for Danmark skal man kunne bevise sit statsborgerskab, hvilket betyder at passet skal medbringes! Passet skal vises ved de stikprøver, som myndighederne foretager og ved indlogering på hotel eller anden form for indkvartering.

Se kort over Schengenlandene

Pasfrihed i Norden

Der er fortsat pasfrihed for nordiske statsborgere ved ophold i de nordiske lande: Norge, Sverige, Finland og Island. Dog skal man i de nordiske lande altid være i besiddelse af gyldig legitimation; f.eks. kørekort, sygesikringsbevis eller lign. der kan påvise den pågældendes identitet.

Der er ikke krav om forevisning af billedlegitimation indenfor Norden. FDM mener dog stadig, at det er anbefalelsesværdigt at medbringe pas ved rejser i Norden, hvis man alligevel er i besiddelse af et - simpelthen fordi det er den letteste måde at legitimere sig selv og i yderste konsekvens være sikker på at undgå evt. bureaukratisk bøvl.

Børn og pas

Børn under 15 år kan i de fleste lande rejse indskrevet i forældrenes pas. Men kun hvis de allerede er indskrevet.  Børn født efter 2004 kan ikke længere indskrives i forældrenes pas, men skal have sit eget. Bemærk desuden, at enkelte lande har en lavere aldersgrænse. I Norden er der stadig pasfrihed for børn på samme måde som for voksne.

Lande hvor børn kan rejse indskrevet i forældrenes pas: 

  • Belgien
  • Cypern (børn under 13 år og kun i forældrenes pas)
  • Danmark
  • Estland (børn under 7 år og kun i forældrenes pas)
  • Finland
  • Frankrig
  • Grækenland (børn under 14 år)
  • Holland (kun i forældrenes pas)
  • Irland
  • Island
  • Italien
  • Japan
  • Kroatien
  • Letland (barnets fødselsattest skal medbringes)
  • Luxemburg
  • Malta
  • New Zealand
  • Norge
  • Polen
  • Portugal
  • Schweiz (kun i forældrenes pas)
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Storbritannien - England, Scotland, Wales og Nordirland (kun i forældrenes pas)
  • Sverige
  • Tjekkiet (kun i forældrenes pas)
  • Tyrkiet
  • Tyskland (navngivne børn under 10 år i forældrenes pas)
  • Ungarn (børn under 14 år og kun i forældrenes pas)
  • Østrig

I følgende lande skal børn altid have eget pas:

  • Australien
  • Bulgarien
  • Canada
  • Kina
  • Litauen
  • Thailand
  • USA

Indrejseregler for USA

Alle, der rejser til USA, skal elektronisk søge om indrejsetilladelse senest 72 timer inden planlagt afrejse. Systemet for rejsetilladelse hedder Electronic System for Travel Authorization (Esta)

Man skal forhåndsregistrere sig på nettet ved at udfylde et ansøgningsskema.

Efter skemaet er afsendt, modtager man inden 72 timer et ansøgningsnummer og et svar på, om man er blevet godkendt til indrejse i USA.

Indrejsetilladelsen er herefter gyldig i to år fra godkendelsesdatoen. Også små børn uden flybillet skal have en godkendt indrejsetilladelse.

Du kan forhåndsregistrere dig via dette link:

https://esta.cbp.dhs.gov

Formularen er på dansk og består af fire trin.

Pasregler for USA

Siden den 26. oktober 2004 har USA krævet, at dit pas skal være maskinlæsbart, hvis du ønsker at rejse ind i USA uden visum under det såkaldte Visa Waiver program. De amerikanske myndigheder stiller desuden krav om, at pas udstedt efter den 26. oktober 2006 skal være biometriske.

Dette gælder også for børn i alle aldre.

Alle danske pas, som er udstedt efter 1. marts 1997, er maskinlæsbare. Pas udstedt efter 1. august 2006 er biometriske og maskinlæsbare.

Et biometrisk pas indeholder en elektronisk chip, som har lagret indehaverens pasbillede sammen med de oplysninger, som i dag står på den side i dit pas, der viser dit pasbillede.

Skal du opholde dig i USA i mere end 90 dage, skal du søge visum.

Læs mere om visum på den Udenrigsministeriets Hjemmeside

Med fly til USA
Rejser du ind i USA med fly, skal du have returbillet eller en billet videre. Det gælder også for rejse med krydstogtsskib.

Regler for håndbagage
Fra november 2006 er der nye regler for, hvad man må medbringe i håndbagagen. Tjek reglerne inden afrejsen.

Københavns lufthavn

Udlændinge med dansk opholdstilladelse

Udlændinge med fast opholdstilladelse udstedt af et Schengenland, kan frit færdes i de andre Schengenlande i højst 3 måneder. Udlændinge skal medbringe opholdstilladelse og pas (og visum, hvis et sådan er påkrævet) og selv være i besiddelse af nødvendige økonomiske midler til ophold i rejselandene.

Der er meldepligt for udlændinge – og indrejselandet kan selv fastsætte, om udlændingen skal melde sig ved indrejsen eller inde i landet senest 3 arbejdsdage efter indrejsen. Overnatter man på hotel, campingplads eller lign. er det pågældende overnatningssted forpligtet til at registrere og videregive oplysningerne til de lokale myndigheder. Derfor gælder meldepligten kun, hvis man overnatter privat i landet. Kører man f.eks. transit gennem et land uden at overnatte, gælder meldepligten ikke.

Planlægger man at overnatte privat i et Schengenland, anbefales det derfor udlændinge, at de kontakter det pågældende lands repræsentation i Danmark inden rejsen for at få nærmere information om meldepligten i rejselandet. 

Læs mere på fdm.dk om kør selv-ferie: 

 

Rejsedokumenter til kør selv-ferien

Sektionen planlæg din kør selv-ferie