Afstande på kør-selv-ferien til Wien, Burgenland og Salzkammergut
Fra Hamburg (A1/A7) og retur ca. 2.400 km
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg (A1/A7) og retur ca. 340 km
Fra Rostock og retur ca. 2.425 km
Fra Sassnitz via Stralsund til Rostock og retur ca. 250 km.
Fra Rostock via Prag og Linz til Wien 1.050 km.
Turen er beregnet til 2-3 uger. Den kan gøres på 12-14 dage, hvis man gør opholdet i Wien kort.
Ruten går ad motorvej gennem Tyskland via Hamburg, Hannover, Bamberg, Nürnberg, Regensburg og Passau. Herfra følger man Donau, så godt det lader sig gøre, til Wien.
Byer langs Donau
Linz, der ligger på begge sider af Donau, er en betydelig industri- og handelsby med en stor Donau-frihavn. Fra Linz kører man via Mauthausen, hvis koncentrationslejr er en uhyggelig påmindelse om 2. verdenskrigs rædsler. Derefter videre langs Donau gennem småbyer og forbi valfartskirken Maria Taferl. Som en anden pilgrim kan man gå hele vejen op til kirken.
Borge i Wachauområdet
Det imponerende Stift Melk, et af Europas skønneste barokklostre, er beliggende i Wachau-området. Dette område hører til et af Østrigs smukkeste landskaber. Her findes vinmarker på skråningerne, slotte, borge og borgruiner, som f.eks. Dürnstein, hvor Richard Løvehjerte sad i fangenskab. Nogle af Østrigs bedste vine kommer fra dette område.
Det smukke og klassiske Wien
En af Europas smukkeste hovedstæder er Wien. Her kan man betages af de mange imponerende slotte og monumentalbygninger, spadsere i parkerne, lytte til musik og nyde wienerstemning i Grinzing over et glas køligt hvidvin.
Læs mere om Wien på www.wien.at
Fra Wien går turen gennem et andet af Østrigs vindistrikter Burgenland, hvor østrigsk og ungarsk kultur mødes.
Nusiedler See
Tag en afstikker til Østrigs største sø, den store steppesø, Neusiedler See. Oplev det rige fugleliv, den flade puszta-slette og det middelhavsagtige klima.
Man kan besøge Rust hvor næsten hvert hus i den gamle bydel har en storkerede på tagryggen med ynglende storke. Selve søen er tumleplads for svømmere, sejlere og surfere. Det er om vinteren, man høster sivene omkring søen. De bruges til et af Burgenlands smukke vartegn: de stråtækte huse.
Eisenstadt
I Eisenstadt, hovedbyen i Burgenland, beherskes bybilledet af den ungarske fyrsteslægt Esterházy smukke slot. 2 gange om ugen afholdes marked på Hauptplatz tirsdag og fredag 6-12. Her sælger de lokale bønder deres produkter.
Fra Wiener Neustadt køres over Semmeringpasset (985 m) og ind i landsdelen Steiermark, som man ofte forbinder med berømte kursteder og yndede vintersportssteder.
The Sound of Music i Salzkammergut
Man fortsætter fra Leoben over St. Michael, videre mod Liezen og ind i Salzkammergut, hvor skovklædte bjerge, søer og idylliske småbyer hensætter én i "The Sound of Music"-stemning. Komponisten Franz Lehar levede i Bad Ischl i næsten halvdelen af sit liv og komponerede mange af de iørefaldende melodier her.
Læs mere på www.salzkammergut.at
Man passerer Wolfgang See med byen St. Wolfgang, som er kendt fra operetten "Sommer i Tyrol". I den lille by Oberndorf skrev kirkens kapellan og organist for mere end 150 år siden tekst og musik til "Stille Nacht, Heilige Nacht", vor egen "Glade Jul, dejlige Jul".
Udflugter i Salzkammergut
Der kan foretages utallige udflugter i det spændende og smukke Salzkammergut både over og under jorden. Der er saltminer, ishuler, kobberminer, bjergbaner, sejlture, og der er også rige muligheder for en aktiv ferie. Mozarts fødeby, Salzburg, er Østrigs fjerdestørste by. Er man interesseret i bygningskunst, findes her en mangfoldighed af klenodier, især fra barokkens tid.
Læs om Salzburg på www.salzburg.at
For at undgå kødannelserne på motorvejen omkring Rosenheim og München, kører man fra Salzburg nordpå over grænsen ved Freilassing og ad vej 20 langs floden Salzach, der danner grænsen mellem Østrig og Tyskland. Ca. seks kilometer fra Markt løber Innfloden sammen med Salzachfloden og fortsætter med at danne grænse. Turen fortsætter dog ad vej 20 mod nord til Straubing, hvor man igen kører ind på motorvejen. Denne følges forbi Regensburg, Würzburg og Hannover til Hamburg eller fra Nürnberg mod Hof, vest om Berlin til Rostock.
Alternative ruter fra Rostock
Sejler man til Rostock, går turen vest om Berlin og via Hof til Nürnberg, hvor man kører ind på ruten, eller man kører øst om Berlin og via Dresden, Prag, Ceské Budêjovice og til Linz, hvor man igen kommer ind på ruten.
Alternativ rute
Vil man køre en spændende vej og uden campingvogn, kan man fra Leoben køre ad vej 115 over Eisenerz, og ved Hieflau gennem Ennsdalen til Liezen. Man kommer over Präbichlpas til Polster og derfra ad "Eisenweg" (Jernvejen) forbi det kunstigt lavede rødbrune Erzberg. Slå et smut ned til den søgrønne Leopoldsteiner See.
Ved enden af Jernvejen ved Hieflau drejer man ind i "Gesäuse" langs Ennsfloden, der nærmest løber i slugter hen til Liezen. Ved Benediktinerklostret Admont er der den bedste udsigt over Ennsdalen.
Husk, at det obligatorisk at have motorvejsmærkater og sikkerhedsvest i bilen, nå du kører i Østrig. Du kan købe begge dele i FDM netbutik.
| Wien |
| Salzkammergut |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik





