Afstande på kør-selv-ferien til Nordkapp vi Sverige
Fra Helsingborg retur ca. 4.960 km
Fra Göteborg retur ca. 5.000 km
Fra Karasjok - Kirkenes - Tanabru - Lakselv ca. 700 km.
Turen er beregnet til 3-4 uger
Mod Nordkapp op gennem Sverige
Udturen gennem Sverige er den nemmeste rute til Nordkapp. Så ved man, hvor mange dage der er til rådighed i Lappland og til hjemturen gennem Norge.
Fra Hälsingborg ad E4 via Jönköping til Örebro, fra Göteborg køres ad E20 til Örebro. Herfra via Falun, hvor der er adgang til de gamle kobberminer og derefter til Rättvik. Den berømte maler Carl Larssons kunstnerhjem, som nu er museum, ligger 14 km sydøst for Falun i Sundborn.
Videre langs Siljansøen, der er centrum for den gamle, velbevarede bondekultur i Dalarna til Östersund ved Storsjön. Fra områdets vældige skove flådes hvert forår store mængder tømmer ned ad elvene til savværkerne ved kysten. Vejen mellem Östersund og Arvidsjaur kan være temmelig medtaget på grund af den tunge lastvognstrafik med tømmer.
På vej mod nord er der fine muligheder for en afstikker til den uberørte vildmark ad gode bilveje og ad tydeligt afmærkede vandrestier. Elve og søer er et eldorado for lystfiskere.
Polarcirklen og samerne i Jokkmokk
Lige syd for Jokkmokk passeres Polarcirklen. Jokkmokk, i dag en moderne by, er kendt for samernes store marked og kirkefest, der afholdes i februar. Det har været afholdt uafbrudt siden 1605.
Størstedelen af Lappland består af vildmark med ganske lidt skov, hovedsagelig fjeldbirk. Mod vest bliver fjeldene stadig højere og kulminerer i Sveriges højeste top Kebnekaise på 2.111 m. Fra fjeldene og de mange langstrakte søer strømmer elvene mod øst og syd.

Finnmarksvidda og Samiske Samlinger
Ved Karesuando krydses Könkämäeno elven,og de næste ca. 100 km kører man i finsk Lappland. Herefter gennem Finnmarksvidda, der er samernes land og det tyndest befolkede område i Norge. Se de Samiske Samlinger i Karasjok - samernes hovedstad. Sejl en tur på elven eller aflæg måske et besøg i guldgraverlejren. Hvis man har lyst til en anderledes overnatning, ligger der 6 km fra Karasjok fantastiske tømmerhytter.
Nu kan man køre direkte til Lakselv og Nordkapp, eller den ca. 700 km længere tur via Finland til Kirkenes og rundt Nordkalotten til Lakselv. I Kirkenes kan man på vejskiltet læse, at der er dobbelt så langt til Rom som til Oslo.
Lakselv til Nordkapp
Fra Lakselv kan man nu køre hele vejen op til Nordkapp. Overfarten til Honningvåg tager 45 min., men der kan være lange ventetider. Det er flottest at besøge Nordkapp om natten, hvor man kan se hele midnatssolens skive fra 12/5-1/8.
Besøg Nordkapp
Tilbage på fastlandet fra Nordkapp til Skaidi med en afstikker til Hammerfest, der er Europas nordligst beliggende by og et vigtigt fiskericenter. Ved Kvalsund passeres Norges længste hængebro.
Alta Fjord, Tromsø og Lofoten
Videre ad E6 til Alta, hvor Hjemmeluft med de mange helleristninger og oldtidbopladser i bunden af Alta Fjord er værd at se. Ved Nordkjosbotn kan man tage en afstikker til Tromsø ad en strækning med enestående naturscenerier. Fra Tromsø udgik Roald Admundsens og mange andres arktiske ekspeditioner.
Er der også tid og lyst til at aflægge Lofoten et besøg, kan man f.eks. fra Narvik tage til Harstad, skønt beliggende på Hinnøya - Norges største ø. Ved midsommertid afholdes her Nord-Norge Festival og i juli International Fiske Festival.
Sydover via Narvik, Bodö og Svartisen
Narvik er udskibningshavn for den svenske jernmalm. Tidligere var jernbanen eneste forbindelsesled, men i 1984 åbnedes Nordkalottvägen mellem Narvik og Kiruna.
Vil man hjem gennem Sverige, så benyt denne vej, der har et smukt og varieret landskab fra fantastiske klippeformationer til sølandskab ved Torneträsk. Har man ikke besøgt en af de svenske nationalparker på opturen,er en oplagt mulighed Abisko.
Lige syd for Narvik sejler man fra Skarsberget til Bognes (25 min) og forsætter ad E6 mod Fauske gennem et fantastisk naturlandskab. Undervejs passeres Kråkmo gård, hvor den store norske digter Knut Hamsun skrev Segelfoss By og påbegyndte Markens Grøde.
Fra Fauske kører man til Bodö. Byen blev voldsomt bombarderet af tyskere i 1940, så i dag er det en helt moderne by.
Polarcirkelstøtten ved E6 markerer 66,33 nordlig bredde, og her kan man bl.a. købe sit polarcertifikat. På vej sydover skimtes nu og da Svartisen, Norges næststørste isbræ. Om sommeren arrangeres ture med fører til og på bræen og bådsejlads over Svartisvatnet.
Trondheim, Gudbrandsdalen og Oslo
På vej mod Trondheim kører man langs Namselven, berømt for godt laksefiskeri. Ved Verdal, lav evt. en afstikker til Stiklesta. På friluftscenen med plads til 5.000 vises her i slutningen af juli de historiske »Olsokspil« med 300 medvirkende. Se også kirken, der rejstes over Olav den Hellige, som faldt her i 1030.
I Trondheim kan man se Nidarosdomen med det berømte drengekor, de mange gamle maleriske bygninger samt flere interessante museer.
Fortsæt nu ad E6 over Dovrefjell og ned gennem Gudbrandsdalen til Lillehammer for at se frilandsmuseet Maihaugen, og derfra videre til Oslo. Man kan afrunde den lange rejse til Nordkapp med at sejle fra Oslo, eller køre videre sydpå over Svinesundbroen, grænsen mellem Norge og Sverige for derefter at sejle fra Göteborg eller Helsingborg.
Vil du have mere viden om kør-selv-ferien til Nordkapp via Sverige, kan du købe Feriepakke 8034 i FDM netbutik.
Bestil brochuren 'Finnmark Reiseguide" hos Ferieservice
| Sverige |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik













