Afstande
Fra Hamburg og retur ca. 1.000 km.
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg og retur ca. 340 km.
Fra Rostock - Lübeck - Hamburg og retur ca. 420 km.
Turen er beregnet til 8-10 dage
Verden og Weserfloden
Fra Hamburg køres via Rotenburg til Verden. Hvor der er rig mulighed for at se heste.
Se mere på www.verden.de
Fra Verden følges Weserfloden sydpå til Minden. Lidt nord for byen krydses floden af Mittellandkanalen. 1998 blev en ny bro bygget, som giver større skibe adgang, så de kan sejle hele vejen til det tidligere Sovjetunionen.
Ældgamle Soest og grotter i Sauerland
Turen fortsætter ad hovedvej 61 gennem Bielefeld til Rheda - men motorvejen løber parallelt, hvis man er mere til den. Næste stop er Soest, en ældgammel by, vigtig for trafikken mellem Rhinen og Weser og stadig med en velbevaret, gammel bymidte.
Herfra sydpå ad vej 229 og snart er man i Sauerland, et lavt skovklædt bjerglandskab med flere kunstige søer til glæde for fritidsfolket. Her er ikke så mange danske turister endnu, området besøges mest af tyskere fra Ruhrdistriktet samt hollændere. I de mange huler og grotter er der fundet rester og spor efter mennesker og dyr fra istiden.
Bor man på vandrerhjem, er der i Altena mulighed for at blive indkvarteret på borgen, som var verdens første helårsåbne vandrerhjem, indviet i 1912.
Biggesee er først og fremmest vandreservoir for Ruhrområdet, men her kan man også nyde campinglivet og dertil alle former for vandsport.

Bad Berleburg og universitetsbyen Marburg
Så køres mod øst og enten via Schmallenberg til Bad Berleburg, hvor prinsesse Benedikte har sit hjem, eller også via Kirchhundem til Naturpark Rothaargebirge med dyre- og forlystelsespark.
Herefter til den gamle universitetsby Marburg med smukke bindingsværkshuse i den gamle bydel og en prægtig riddersal i slottet.
Kulisser fra brd. Grimms eventyr
Fra Marburg kan man køre gennem Hessisches Bergland. Først til Kirchhain, engang berygtet for hekseforfølgelse, og til Schwalmstadt, der siden 1971 har været fællesnavnet for Schwalms småbyer og landsbyer, der i dag optræder som navne på bydelene. Området er kendt for sine smukke dragter, gamle bindingsværkshuse og brødrene Grimms eventyr. Det menes helt bestemt, at "Rødhætte" stammer fra denne egn, og borgen Sababurg lidt nord for Münden har givetvis stået model til Torneroses slot. I dag er her hotel og restaurant.
Efter Felsberg krydses motorvejen, så til Melsungen med berømt bindingsværksrådhus og videre til Hessisch Lichtenau. Der bør være tid til en afstikker til Meissner-bjergmassivet og Kaufunger Wald, inden turen fortsætter til Kassel.
Alternativ rute 1 via Eder Stausee
Fra Marburg kan man også vælge at køre via Frankenberg til en af Europas største dæmninger, der stemmer vandet op i det kæmpemæssige vandreservoir Eder Stausee. Men her er også badestrand, sejlerskole, robådsudlejning, rundture på søen og på den sydlige bred en dyrepark med vilde dyr.
Videre over Bad Wildungen med helsebad og barokslot til Fritzlar, grundlagt allerede i 500-tallet. Her findes Tysklands formodentlig ældste rådhus fra 1274, foruden mange andre smukke bindingsværkshuse i middelalderlige stræder. Herfra ad motorvej til Kassel. Herfra er det hurtigt at køre ad motorvej 7 mod Hannover.
Alternativ rute 2 gennem Hameln
Væsentligt langsommere, men smukkere og absolut seværdigt, er det at følge Weserfloden nordpå via Münden (Hannoversch Münden), smukt beliggende, hvor floderne Fulda og Werra flyder sammen til Weser og med mere end 400 skønne bindingsværkshuse, til Hameln, der også er fyldt med overdådigt smukke bindingsværkshuse samt enkelte stenhuse i den såkaldte weserrenæssance. Mest berømt er byen dog for historien om rottefængeren, der først førte alle rotterne og senere, da man ikke ville give ham den lovede dusør, alle børnene ud af byen ved hjælp af sit fløjtespil. Hvert år gentager historien sig, når Rottefængerspillet opføres i Hameln.
Her forlades Weser, og man kører videre ad motortrafikvej mod Hannover, som passeres periferisk og siden ad motorvej til Hamburg.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik















