Brødrene Grimms eventyr

På Eventyrruten møder man bl.a. Rottefængeren fra Hameln Eventyrvejen i Hessen og Weserlandet er en 600 km lang turistrute i den vestlige del af Tyskland. Ruten løber langs Weserfloden fra Bremen til Hanau – eller omvendt, og på ruten kan man opleve en lang række seværdigheder, der refererer til brødrene Grimms liv og egnens berømte folkeeventyr. Det er oplagt at tage en afstikker til Eventyrvejen, hvis man kører på A7 mod Frankfurt og gerne vil lidt væk fra motorvejen. Eller man kan simpelthen holde sin ferie på Eventyrruten. 

Bremen – Stadsmusikanternes by

Ved rådhuset i Bremen poserer en statue af Grimms StadsmusikanterEventyrvejen begynder - eller slutter alt efter hvilken vej man kører – i Bremen, som er byen hvor et æsel, en hund, en kat og en hane i et af Grimms kendte eventyr vil forsøge sig som spillemænd. På markedspladsen ved byens pragtfulde rådhus kan man således finde en bronzestatue af de 4 berømte eventyrfigurer. Ved rådhuset vogter også statuen Roland, der er Bremens såvel som andres tyske byers beskytter af frihed, fred og retfærdighed. Det er desuden værd at besøge den prægtige domkirke St. Petri, den lille hyggelige gågade Böttcherstrasse og selvfølgelig havnen, der er hjertet i Bremen.

Hameln - Rottefængerbyen

I Hameln er husene smukt udsmykkedeSmå 150 km fra Bremen kommer man til byen Hameln, hvor sagnet fortæller, at en fløjtespillende rottefænger den 26. juni 1284 lokkede byens børn ud af byen med sit fortryllende fløjtespil, hvorefter de forsvandt. Hele byen er præget af sagnet, og bl.a. opføres der hver søndag kl. 12 fra midten af maj til midten af september Rottefængerspil på byens torv. Hamelns indre by er bebygget med smukke blomsterprydede bindingsværkshuse i stilen Weser-renæssance, og et eksempel på et af de smukkeste huse er Rattenfängerhaus i Osterstrasse, hvor man kan finde en indskrift med rottefængersagnet. Det mest bemærkelsesværdige hus er Hochzeitshaus på torvet, som på gavlen har et klokkespil, som kan ses hver dag kl. 13.05, 15.35 og 17.35.

Polle, Trendelburg og Sababurg – prinsessehistoriernes byer

Torneroseslottet SababurgCa. 30 km længere nede på ruten kommer man til byen Polle, som er Askepots hjemby. I denne lille landsby er der mulighed for at opleve ruinerne af det eventyrlige slot, hvor Askepot ifølge fortællingen var til bal. En times kørsel fra Askepots hjemby ligger byen Trendelburg, hvor Rapunzels tårn højt oppe på en bakketop skuer ud over landskabet. Her skulle hun ifølge Grimms eventyr have ladet sin lange fletning hænge ud, så prinsen kunne kravle op til hende. Yderligere 20 minutters kørsel fra Trendelburg ligger Slottet Sababurg, hvor Tornerose ifølge sagnet sov i 100 år. Slottet befinder sig i hjertet af den fantastiske eventyrskov Rheinhardswald mellem Göttingen og Kassel. 

Kassel – Eventyrvejens hjerte

Løvenborg Slot i Wilhelmshöhe parkNæste højdepunkt på ruten er Kassel, der ligger en lille times kørsel fra Torneroses slot. Det var her, at brødrene Grimm første gang hørte mange af de eventyr, som de senere begyndte at indsamle systematisk. På Brødrene Grimm Museet i Kassel kan man få et indblik i brødrenes liv og livsværk, og ellers byder byen på den smukke barokpark Wilhelmshöhe, der betragtes som Europas største bjergpark. Med både det smukke Wilhelmshöhe slot, den gamle neogotiske Løvenborg og de imponerende springvandsanlæg er parken Kassels perle og bestemt et besøg værd.

Schwalmstadt - Rødhætteland

I schwalm-regionen opstod historien om Rødhætte60 km fra Kassel kommer man til Schwalmstadt - hovedstaden i Schwalm-regionen, der i dag går under navnet Rødhætteland, da det var her, brødrene Grimm stødte på fortællingen om Rødhætte. I dag minder især regionens rød-hvide-sorte folkedragt om egnes berømte fortælling. I Schwalmstadt kan man nyde udsigten over floden til Knüll-bjergene, og derudover er det prægtige torv Treysa, fæstningen Ziegenhein og Schwalm-museet med kostbare folkedragter værd at besøge.

Steinau - Grimm-brødrenes barndomsby

Steinau slot i brødrene Grimms hjembyEndnu lidt over 100 km kørsel fra Schwalmstadt når man brødrende Grimms hjemby Steinau. Her boede brødrene som børn, og man kan stadig opleve den charme, som byen havde på Grimm-brødrenes tid, idet byen kun har forandret sig ganske lidt siden de to drenge legede i byens gader. I dag kan man besøge Brødrene Grimms hus, som indeholder en udstilling om brødrenes liv og arbejde. Desuden er det smukke renæssance-slot i byen værd at opleve. Også her er der løbende udstillinger om Grimm-brødrene og deres eventyr.

Hanau - Brødrene Grimms fødeby

Philipsruhe slot i HanauEventyrruten ender – eller begynder, hvis man vælger det – i brødrene Grimms fødeby Hanau, der ligger ca. en halv times kørsel fra Steinau. I Hanau er det værd at lægge vejen forbi markedspladsen, hvor det nationale mindesmærke over brødrene Grimm står, og hvor der jævnligt afholdes marked. Byen byder også på det prægtige Philipsruhe slot med historisk museum, og i amfiteatret ved slottet kan man fra maj til juli opleve Grimms eventyrverden i de årligt tilbagevendende festspil.

Mere information

Overstående er blot et udpluk af Eventyrvejens seværdigheder, og man har på ruten mulighed for mange flere oplevelser, der relaterer sig til Grimms berømte eventyr. 

Læs mere om Eventyrvejen her

Se også hvilke feriemuligheder FDM travel har i Tyskland