Afstande
Fra Newcastle og retur ca. 960 km
Den alternative rute - uden Isle of Skye ca. 1300 km
Fra Dover til Newcastle ca. 560 km
Fra Harwich til Newcastle ca. 480 km
Fra Sheerness til Newcastle ca. 510 km.
Turen er beregnet til 2-3 uger
Turens længde afhænger af, om man vælger at sejle fra Tyskland, Holland eller Frankrig eller vælger at køre via Eurotunnel mellem Calais og Folkstone til det sydlige England og derfra køre nordpå med en overnatning eller to undervejs til Skotland.
Newcastle og videre op til Edinburgh
Turforslaget starter i Newcastle og er lagt gennem lavlandets hjerte. Man passerer flere mindre byer, der blandt andet kan fremvise adskillige klostre og herresæder. Ved Melrose kan man besøge den berømte forfatter Sir Walter Scotts herregård, Abbotsford. Turen fortsætter derefter via Galashiels, centrum for den skotske tekstilindustri, til Edinburgh - Skotlands hovedstad.
Byen ligger helt ude ved kysten, og den regnes for at være en af verdens smukkeste. Højt over broen troner Edinburgh Castle, hvorfra man har en pragtfuld udsigt over byen og omegnen. Mest kendt er Edinburgh Castle for sit årlige Tattoo i august.
Læs mere på www.edintattoo.co.uk
Edinburgh kan desuden byde på utallige museer, kirker og monumenter.
Forbi Blair Castle og op i højlandet
Fra Edinburgh går turen via Perth gennem et vildt bjergterræn til Pitlochry, et af de kendteste feriesteder i Skotland. Stedets hovedattraktion er laksetrappen "Salmon Ladder". Her kan man gennem glasruder følge laksens færd.
Turen går til Blair Atholl med Blair Castle, hvis ejer, hertugen af Atholl, råder over Europas eneste private hær. Det smukke slot kan besøges og har flere interessante samlinger, der blandt andet omfatter møbler, porcelæn og våben.
Hvis vejret er til indendørs aktiviteter, er der mulighed for at besøge flere destillerier i området. Her ligger f.eks. verdens mindste destilleri, som samtidig har en fantastisk beliggenhed, se
Derfra køres via Aviemore - Skotlands mest moderne feriested, som både kan besøges sommer og vinter - til Inverness, som vil være et godt udgangspunkt for udflugter i området. I Inverness findes mange gode butikker, og her er også et spændende arbejdende værksted, hvor man fremstiller kilte. Det ligger lige ved siden af broen over Ness.
Loch Ness og Glasgow
Fra Inverness går turen sydpå langs Loch Ness til Fort William, der har fået sit navn fra det fort, som englænderne opførte her i 1655. Loch Ness 2000 Exhibition centre i Drumnadrochif fortæller om teorierne i forbindelse med søuhyret i Loch Ness.
Herfra fortsættes til Glasgow, Skotlands største by, der var Europæisk Kulturby i 1990. Blandt andet på grund af dette, kom der gang i restaurering og fornyelser i byens centrum samt et rigt kunst- og kulturliv inden for mange kunstarter.
Det kan også anbefales at tage ophold i det kønne område, The Trossachs, nord for byen og foretage dagsudflugter, sejlture eller vandreture i omegnen. Fra Glasgow fortsættes til Gretna Green, hvor man indtil 1940 kunne blive viet med blot et par vidner. Se museet i smedejern, der fortæller om de gamle smug-ægteskaber.

Northumberland og Hadrian's Wall
Derefter går turen tilbage til Newcastle. Ruten følger Hadrian's Wall, resterne af kejser Hadrians mur, der danner den mere eller mindre usynlige grænse mellem England og Skotland.
Alternativ rute langs Whiskytrail
Den alternative rute går via golfbyen St. Andrews til industribyen Dundee, hvor marmeladen blev opfundet, og videre nordpå til Aberdeen. I Dundee kan man besøge RRS Discovery, der blev brugt af Scott på hans Sydpolsekspedition i begyndelsen af 1900-tallet.
Fra Dundee går turen ad verdens eneste whiskyrute til blandt andet Dufftown, der er whiskyområdets hovedstad. Nogle af destillerierne kan besøges, og man har mulighed for at prøvesmage produktet.
Læs mere på www.maltwhiskytrail.com
Kører man uden campingvogn, kan man fra Inverness fortsætte ad 835 til den sydligste del af det skotske højland, der gemmer krystalklare søer, tørvemoser, græssende får og dybe bjergslugter. Her kan man bl.a. opleve Corricshallok Gorge, en 60 meter dyb kløft med en gyngende hængebro over.
Har man campingvogn med, fortsættes turen fra Inverness og sydpå langs Loch Ness og til Invergarry.
Isle of Skye
Er der tid, kan en udflugt til den mystiske Isle of Skye anbefales. Her er meget at se, men vær opmærksom på, at her er "langsomme veje". Landskabet er fantastisk smukt, og selvom vejret ofte er dårligt, er det ingen hindring for at nyde det. Man kan blandt andet se Dunvegan-slottet, hvor den 29. i rækken af klanhøvdinge byder velkommen. Ved Invergarry mødes de to ruter og følges ad til Newcastle.
Dette rundrejseforslag er tænkt som et supplement til Feriepakke 8094, som du kan købe i FDM netbutik.
| Skotland |
| Edinburgh |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik






