Forberedelser til vintercamping

Vintercamping kan være rigtig hyggeligt, når du har forberedt dig godt. Foto: Billedbank

Vintercamping bliver mere og mere udbredt i både Danmark og Europa. Har du lyst til at tage din campingvogn med på vinterferie, får du her gode råd til, hvordan du sikrer dig en god vintersæson med din campingvogn.

Med campingvogn på vinterferie

Camping er ikke bare solhat og badesko. Det bliver mere og mere udbredt at tage på vintercamping, og udover en hyggelig ferieform tæt på naturen, så får du med vintercamping mulighed for at udnytte din campingvogn hele året. En succesfuld vinterferie i campingvognen kræver dog lidt forberedelse.

Forbered vognen på frost og kulde

De fleste moderne campingvogne er godt isolerede og kan sagtens benyttes om vinteren. Har du oven i købet en vogn med centralvarme, er du godt hjulpet. Alligevel skal du sørge for at give vognen et vintertjek, inden du begiver dig ud i vinterkulden. Det indebærer fx at smøre støtteben og næsehjul, så det ikke fryser fast. Det er også en god ide at lufte vognen godt ud, så den er helt tør. Du skal også kontrollere varmeanlægget, og 3-4 dage inden afrejse skal vognen varmes godt op for at undgå, at der dannes kondens.

Frostsikring af vandanlægget

For at undgå frostskader er det desuden vigtigt, at alle vandrør og tanke er isolerede. Vandslanger og vandbeholdere skal bygges eller flyttes ind i vognen, og allerhelst skal varmeslanger ligge sammen med vandslanger, vandtanke og toilet. Husk også at hælde antifrostvæske i spildevandstanken. Det kan desuden være en god idé at skille afløbssystemet under vognen ad, så vand fra køkken og toilet løber direkte fra de enkelte afløbsrør og ned i en spand. På den måde undgår du, at der ligger vand og fryser til i afløbssystemet under vognen.

Gas og el som varmekilde

Når du camperer om vinteren, kan du risikere, at temperaturen kommer ned under minus 20 grader. I sådanne tilfælde kommer du langt med en gasovn, men det er ikke nødvendigvis nok. Et blæsevarmeanlæg er et godt supplement, da det fordeler varmen i vognen bedre. Det kan også være en god idé at få monteret såkaldte WL-ventiler på varmeslangerne på blæsevarmeanlægget, da disse ventiler kan retningsbestemme luften. Truma blæservarme kan også suppleres med Ultra Heat - en elektronisk varmer, der kan installeres bag gasovnen. Endelig er elektrisk gulvvarme en mulighed. Det fås blandt andet som en folie, der rulles ud over gulvet og tapes fast. Et almindeligt gulvtæppe kan dog også være en udmærket og noget billigere løsning.

Som tommelfingerregel bruger man ca. 150 g gas pr. time om vinteren, og generelt koster det ca. det dobbelte at opvarme med el, medmindre el-forbrug er inkluderet i prisen på pladsen. Hvis man ikke vil have gas med hjemmefra, skal man medbringe et regulatorkit, der passer til det pågældende lands flasker. På visse pladser i udlandet kan man desuden få sin vogn koblet til en fast gasforsyning.

LÆS MERE: El og gas på campingturen

Vinterfortelt og pløkker

Udover at forberede vognen på vinterkulde, er det vigtigt at have det rigtige udstyr med sig på vintercamping. F.eks. en skovl til at fjerne sne omkring telt og vogn, så sneen ikke blokerer for ventilationen under vognen. Du skal også medbringe stærke pløkker, f.eks. Tarzan-pløkker, da det kan være svært at sætte almindelige pløkker i den frosne jord. Desuden vil et vinterfortelt være en god anskaffelse, da det er designet til sne og kulde. På skiferien vil forteltet kunne bruges til opbevaring af ski og støvler, og så fungerer teltet fint som varmesluse. Slår du teltet op i snevejr, kan et godt lag sne på græskanten få teltet til at slutte helt tæt.

Pak og kør rigtigt

Skal man have skitøj og skiudstyr med sig på campingturen, vejer det godt til, og campingvognen bliver hurtigt tung. Man skal derfor huske at fjerne sommerudstyret og pakke vognen med omtanke for ikke at køre med unødig last. De tunge ting skal altid pakkes nederst, og kugletrykket skal ligge mellem 50 og 75 kg.

Vintercamping indebærer ofte kørsel på glatte veje, så det er vigtigt at kontrollere bremser og dæk – herunder at tjekke dæktrykket. Det anbefales at have samme type dæk på bil og campingvogn, og i vintersæsonen er vinterdæk til både bil og campingvogn et must. Medbring også snekæder og vær opmærksom på, at de kan være obligatoriske i nogle lande.

LÆS MERE: Sådan pakker du campingvognen

LÆS MERE: Regler for vinterdæk i andre lande

Når du er på vintercamping

Når du camperer ude i kulden, bør du hæve kabler fra jorden og lægge en træklods under støtteben, så du undgår, at det fryser fast. Endelig kan du montere forlængerrør på skorstenen for at undgå, at den bliver dækket af sne eller fryser til. Husk også, at der skal være god udluftning og luftcirkulation, bl.a. for at undgå kondens, men også af sikkerhedshensyn. Manglende ventilation kan medføre iltmangel eller i værste fald kulilteforgiftning. Så hold alle ventilationshuller åbne og tjek, at de ikke er dækket til med sne. Man kan evt. montere et gardin eller forhæng foran taglugen, så man undgår, at der kommer fygesne derfra, når man lufter ud.

Gode råd:

  • Sommer som vinter skal bremserne kontrolleres. Tjek, at håndbremsen kan holde vognen
  • Kontroller campingvognens lys og lygter
  • Tilkoblingskuglen skal være ren, så slingrestabilisatoren har effekt.
  • Fyld ikke vandtanken op – det kan medføre frostsprængning
  • Vandrør og tanke skal være isolerede
  • Medbring en varmeblæser.
  • Varmen skal cirkulere rundt i hele vognen, og der skal luftes ud jævnligt
  • Medbring ekstra gas, hvis du ikke er helt sikker på, at det kan købes på destinationen. Forbrugets størrelse kan godt snyde især førstegangs vintercampister.
  • Tjek hjemmefra, om din forsikring dækker hele året.

Husk også at tjekke nationale regler for kørsel med vinterdæk, pigdæk og snekæder i udlandet

Husk at medbringe:

  • Startkabler
  • Snekæder
  • Skovl
  • Tarzan-pløkker til fortelt
  • Kiler
  • Slæbetorv
  • Lommelygter

LÆS MERE: 12 gode vinterråd til campister

LÆS MERE: Flere gode råd til campingferien her

Gå ikke glip af bilviden og gode tilbud

Få bilnyheder, gode råd om vedligeholdelse af bilen samt aktuelle tilbud fra FDM.

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <p> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd><span><div><br />
  • Internal paths in double quotes, written as "internal:node/99", for example, are replaced with the appropriate absolute URL or relative path.
  • Filter for image paths to CDN URLs

Yderligere information om inddataformater

FDM netbutik

Stort udvalg af bil- og campingudstyr