Mannheim - Heidelberg - Sinsheim

Kurfyrstens imponerende barokpalads i MannheimBorgruten begynder i Mannheim, hvor Kurfysten Carl Philipp i 1720 begyndte opførelsen af Tysklands største barok-palads. Som nyt hjemsted for Kurfyrsten og regeringen blev Mannheim en af tidens vigtigste byer, hvilket resulterede i flere nybyggerier. I dag benytter Mannheim Universitet langt de fleste af de over 400 værelser i Kurfyrstens gamle palads. En af de næste perler på borgruten er det verdensberømte Heidelberg slot ca. en halv times kørsel fra Mannheim. Slottet var i fem århundreder hjemsted for områdets kurfyrster, hvilket slottets forskelligartede arkitektur bærer præg af. I slottet afspejles historiske begivenheder lige fra renæssancen til ødelæggelserne under trediveårskrigen, den efterfølgende genopbygning og slottets endeligt under krigen mellem Frankrig og Pfalz. I dag anvendes slottet primært til fester og kulturelle begivenheder. Efter endnu godt en times kørsel på borgruten når man byen Sinsheim med Steinsberg slot, der kan dateres tilbage til den tidlige middelalder. Slottet ligger på en 333 m høj bjergtop med en fantastisk udsigt over landskabet, og besøgende, der er interesserede i slottets turbulente historie, kan med fordel deltage i en af de guidede omvisninger.

Sinsheim - Bad Wimpfen - Heilbron - Schwäbisch Hall

Det karakteristiske tårn på Staufer Paldset i Bad WimpfenUmiddelbart efter Sinsheim ligger endnu en af Borgrutens spektakulære slotte i byen Bad Wimpfen, hvor man finder det største befæstede Staufer Palads nord for Alperne. Paladset blev bygget i slutningen af det 12. århundrede af en af Tysklands mest betydningfulde slægter, Stauferslægten, der bl.a. inkludrerer Frederick I Barbarossa, og som i perioder regerede store dele af Europa. Paladsets imponerende silhuet kan beundres på lang afstand, og hver søndag er der kl. 14 guidede ture på det fascinerende slot. Omkring 20 minutters kørsel fra Bad Wimpfen ligger Heilbronn, hvor man bl.a. kan se Kirchhausen Slot, som ligger omgivet af vandgrave. Slottet er opført mellem 1570 og 1576 på ordre af Heinrich von Bogenhausen fra den tyske ridderorden. Næste stop er Schwäbisch Hall en lille time fra Heilbronn. Her ligger det imponerende Grosscomburg Kloster og skuer ud over floden Kocher. Det omfattende fæstningslignende kompleks med mure, tårne, kapeller og bygninger er opført gennem tiderne i forskellige arkitektoniske stilarter, og langs det 460 m lange brystværn, er der en vidunderlig udsigt over byen.

Schwäbisch Hall - Rothenburg - Ansbach - Nürnberg

Kaiserburg i Nürnberg var i middelalderen en af Tysklands vigtigste kejserpaladserEn lille times køretur fra Schwäbisch Hall ligger den unikke middelalderby Rothenburg ob der Tauer. Byen er opstået i ca. 970 omkring Rothenburg slottet ved Tauberfloden. I 1356 blev slottet ødelagt af jordskælv, og da det stod klart, at det ikke var til at genopbygge, fik byens beboere lov til at benytte stenene til at opføre offentlige bygninger. Af selve slottet er kun slotsporten fra det 12. århundrede, det gamle tårn og den idylliske slotshave bevaret. Fra Rothenburg går turen til Ansbach, hvor man finder et af hertugdømmet Frankens vigtigste arkitektoniske bygningsværker. I det 16. århundrede voksede det imponerede renæssanceslot frem fra et mindre slot, og facaden og gårdspladsen blev fra 1705 - 1716 renoveret i den stil, som slottet fremstår i dag. Blandt de største attraktioner er slottets toetages riddersal, spejlkabinettet samt en flisebelagt sal med ca. 2800 fliser. En lille time fra Ansbach ligger endnu en af Borgrutens interessante byer, Nürnberg, med byens varetegn Kaiserburg Nürnberg. Borgen blev i middelaldereren betragtet som en af de vigtigste befæstede kejserpaladser, og mellem 1050 og 1571 boede alle tyske kejsere og konger i det tysk-romerske rige i kortere eller længere tid på borgen.

Nürnberg - Fränkische Schweiz - Bamberg - Coburg

Prinsebiskoppernes prangende slot i BambergUmiddelbart efter Nürnberg kører man ind i nationalparken Fränkische Schweiz med romantiske floder, bizarre klippeformationer, fortryllende huler og ikke mindst middelalderlige slotte. F.eks. kejserpaladset i Forchheim, som bl.a. er kendt for sine kalkmalerier fra det 14. århundrede. Efter en tur rundt i nationalparken går turen til Bamberg, hvis gamle bydel er på UNESCOs liste over verdenskulurarv. Her ligger også det gamle Altenburg Slot på en bakketop, hvorfra der er et fantastisk udsyn over byen. I Bamberg findes også prinsebiskoppernes imponerende residens, som blev bygget ad to omgange i hhv. 1602 og 1695. De over 40 pragtfulde værelser med dyrebare møbler fra det 17. og 18. århundrede er et levende bevis på prinsebiskoppernes behov for at udståle magt og elegance. En lille times kørsel fra Bamberg kommer man til Coburg, der kan prale af ikke mindre end fire prægtige hertugslotte. Bl.a. Coburg Slot, der er blandt de største og bedst bevarede middelalderslotte i Tyskland. Slottet var i århundreder opholdssted for forskellige regenter og vært for højtstående personligheder, herunder først og fremmest Martin Luther, der fandt tilflugt her i næsten seks måneder i 1530.

Coburg - Kronach - Kulmbach - Bayreuth

Det gamle slot i BayreuthLidt over en halv times kørsel fra Coburg tårner Rosenberg Fort sig op over byen Kronach. Med et areal på 23,6 ha anses Rosenberg Fort for at være det største befæstnings-anlæg i Tyskland. Den næsten helt symmetriske befæstning har udviklet sig gennem århundreder, og de forskellige stadier af byggeriet er tydeligt genkendelige. Fra Kronach går turen til Kulmbach, hvor man finder endnu et af Tysklands imponerende fæstningsværker, Plassenburg Slot. Fra 1338 til 1791 tilhørte slottet Hohenzollern-familien, og på forbilledlig vis kombineres her egenskaberne ved en defensiv fæstning med et elegant paladsbyggeri. Næste stop på borgruten er Bayreuth, hvor fire fantastiske slotte pryder byen. Bayreuths gamle slot er oprindelig fra det 13. århundrede, men blev redesignet i det 16. og 17. århundrede og genopbygget igen i 1950'erne efter ødelæggelser pådraget under Anden Verdenskrig. Slotskirken indeholder sarkofagerne af Markgreve Friedrich og Markgrevinde Wilhelmine, som var dominerende personligheder i 1700-tallets Bayreuth. De boede på Bayreuth nye slot, som blev opført i 1753 og er smukt eksempel på tidens rokokobyggeri.

Bayreuth - Kynzvart - Krivoklat - Prag

Borgruten ender i Prag, som opstod omkring slottet HradschinEfter Bayreuth fortsætter Borgruten ind i Tjekkiet, hvor der venter flere prægtige og interessante slotte. Bl.a. det smukke Kynzvart Slot, der i 1800-tallet blev ombygget i den elegante klassike wienerstil, som slottet i dag fremstår i. Slottets imponerende bibliotek indeholder mere end 12000 titler, heriblandt en unik del af det gamle testamente, der kan dateres tilbage til det 8. århundrede. Endnu et imponerende slot på den tjekkiske del af Borgruten er Krivoklat Slot. Slotttet er formegentlig opført på denne side af 1230 og er under forskellige herredømmer blevet udvidet og moderniseret. Under Wladislaw Jagellos regeringstid blev slottet restaureret i sengotisk stil og blev et af de mest pragfulde residenser på denne tid. Borgruten slutter i Tjekkiets smukke hovedstad Prag, hvis historie begynder med opførelsen Hradschin-slottet i slutningen af det 9. århundrede. Legenden siger, at på dette sted forudsagde den bøhmiske hertuginde Libuse Prags storhed og berømmelse. I dag er slottet stadig Prags varetegn og hjemsted for adskillige kunstværker. Men alene den fantastiske udsigt over byen, gør det værd at lægge vejen ud omkring det betydningsfulde slot.

Ovenstående er blot en udsnit af Borgrutens mange seværdigheder. 

Læs meget mere om de enkelte borge og slotte på www.burgenstrasse.de

Eller bestil brochure om Borgruten (på engelsk) hos FDM Ferieservice

Se også her, hvilke feriemuligheder FDM Travel har i Tyskland

Og se her FDM Travels udbud i Tjekkiet