Afstande på kør-selv-ferien til Vorarlberg, Deutsche Alpenstrasse og Romantische Strasse
Fra Hamburg (A1/A7) og retur ca. 2.100 km.
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg (A1/A7) og retur ca. 340 km
Fra Rostock - Lübeck - Hamburg (A1/A7) og retur ca. 420 km.
Turen er beregnet til 2 uger
Bodensøen og Bregenz
Ruten går ad motorvej gennem Tyskland via Hamburg, Hannover, Würzburg, Ulm samt Pfändertunnelen til Østrig. Første feriestop er Bregenz, der er hovedbyen i Vorarlberg, Østrigs vestligste og mindste forbundsland, når man undtager Wien.
Bregenz ligger smukt ved Bodensøens østlige bred. Byen består af en nyere, nedre del samt en øvre del, middelalderbyen. Søpromenaden fører til søtribunen, der er bygget ud i søen, og her opføres hvert år Bregenzer Festspiele.
Se mere om festspillene på www.bregenzerfestspiele.com
Med svævebane når man det 1.064 meter høje Pfänder, hvorfra der er flot udsigt over søen og til de omkringliggende bjerge.
Bludenz og Montafondal
Turen fortsætter sydpå til Feldkirch, en gammel fæstningsby med middelalderlig charme. Er man frimærkeentusiast går vejen herfra til postmuseet i hovedstaden Vaduz i det lille fyrstedømme Liechtenstein. Tilbage i Feldkirch køres mod Bludenz, måske med en afstikker ind i Grosses Walsertal.
Fra Bludenz kører man ind i den dejlige, og af høje bjerge omgivne, Montafondal. Klimatisk ligger den ideelt, hvilket betyder masser af sol og varme om sommeren og uanede vintersports muligheder. Dalen er ca. 40 km lang, følger floden Ill gennem 12 byer og har ikke mindre end 10 sidedale. Bjergverdenen er fantastisk med højder over 3.000 meter og med søer i 2.000 meters højde. På vandreture gennem dalens skove, græsgange og bjerge med en righoldig planteverden kan man udover kvæget møde hjorte, gemser og murmeldyr. Også den sjældne stenbuk har sit hjem her i højderne.
Silvretta Hochalpenstrasse
Ved Partenen kører man ind på Silvretta Hochalpenstrasse, hvor der skal betales maut, et mindre gebyr, for at benytte vejen. Den fører med en maximal stigningsprocent på 14 % gennem 32 kurver over vejens højeste punkt Bieler Höhe (2.036) forbi den gevaldige opdæmmede sø Silvretta-Stausee i forbindelse med Vorarlberger Illkraftwerke ind i Paznauntal. Undervejs kan man gøre ophold og beundre alpeverdenen med dens tinder og gletschere. Den fem meter brede vej er kun åben fra maj til oktober.
Kørsel med campingvogn på Silvretta Hoch-alpenstrasse er strengt forbudt. Kører man med campingvogn, kan man altså kun køre en del af turen, for eksempel fra Bludenz til Gaschurn. Her må man derefter vende om. Den alternative rute går derfor fra Bludenz ad den gamle handelsvej i Klosterdalen, gennem Arlberg-tunnelen til Landeck. Kører man uden campingvogn, er turen over passet værd at overveje.
Imst, Füssen og Romantishce Strasse
Turen fortsætter via Imst, over Fernpass (1.210), der er uden problemer, bortset fra eventuel trafik, gennem Lermoos-tunnel til Reutte. Man kan tage en udflugt til Tysklands højeste bjerg Zugspitze (2.964) fra Ehrwald i Østrig. Fra Reutte kan man køre over grænsen til Füssen, bese byen og gøre udflugter til det berømte Neuschwanstein og Hohenschwangau, for derefter at fortsætte ad Romantische Strasse til Augsburg.
Se mere om ruten på www.romantischestrasse.com
Alpevejen
Rundrejseforslaget følger en strækning af Deutsche Alpenstrasse, der går fra Bregenz ved Bodensee til Berchtesgaden. Læs mere om ruten på www.deutschealpenstrasse.de
Der skal afsættes god tid dels på grund af trafik, men især fordi der bør være tid til at nyde den dejlige natur, besøge klostre og slotte, og beundre de maleriske byer. Fra Reutte kan man fortsætte ad bjergvejen, via Ammersattel (1.115 m.) køre til Linderhof, det yndefulde rokokoslot, der er bygget med Trianon i Versailles som forbillede.
Fra Füssen kører man ca. 20 km nordpå og drejer fra ved Steingaden til den berømte valfartskirke i Wies. Videre til Oberammergau, hvor passionsspillene finder sted hvert tiende år. Fra Garmisch-Partenkirchen er der igen mulighed for udflugt til Zugspitze. Har man campingvogn på slæb, kører man direkte til München.
Uden campingvogn kan man fortsætte ad Deutsche Alpenstrasse - måske med en afstikker til violinbyen Mittenwald - til Tegernsee, og herfra via Bad Tölz til München.
München og Augsburg
Efter ophold i München, hvor man efter tid og lyst kan besøge bl.a. Nymphenburg, Deutsches Museum og Residenz - kræver helst ½ dag - kører man videre til Augsburg, der blev grundlagt for 2.000 år siden. Byen har verdens ældste socialbyggeri, opført af købmandsfamilien Fugger i begyndelsen af 1500-tallet. Huslejen i Fuggerei er stadig 0,88 € (ca. 6,50 kr.) om året, som dengang.
Læs mere om byen på www.fuggerei.com
Herfra fortsætter man nordpå ad Romantische Strasse. Romantikken skyldes ikke naturen, men derimod perlerækken af middelalderbyer, hvoraf Rothenburg ob der Tauber med sin helt intakte bymur er den mest berømte. Fra Würzburg går det direkte hjemad via Hannover og Hamburg.
Husk, at det i Østrig er påkrævet at have motorvejsmærkater og en sikkerhedsvest i bilen. Begge dele kan du købe i FDM netbutik.
| Sydtyskland |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik







