Afstande
Fra Hamburg og retur ca.1.800 km.
Frøslev/Puttgarden til Hamburg og retur ca. 340 km.
Rostock - Lübeck - Hamburg og retur ca. 420 km.
Turen er beregnet til 2 uger
Ruten går ad motorvej via Hamburg, Hannover, Kassel og Frankfurt til den gamle universitetsby Heidelberg. Derefter videre ad motorvejen til kurbyen Baden-Baden, hvis kilder med helbredende virkning har været kendt helt tilbage til romertiden.
Ad smukke bjergveje til Freudenstadt
Fra Baden-Baden kører man ad Schwarzwalder Hochstrasse (vej 500), der er en smuk bjergvej med mange udsigtspunkter, til Freudenstadt. Eller man kører ad Schwarzwalder Tälerstrasse en smuk dalvej, som løber vestligt for og parallelt med Hochstrasse ned mod Freudenstadt, der er opført med retvinklede gader omkring Tysklands største markedsplads.
Fra Freudenstadt kører man videre ad Schwarzwalder Tälerstrasse til Wolfach og fortsætter mod Gutach. Nord for byen finder man Vogst-Bauernhof, Schwarzwalds frilandsmuseum med karakteristiske, kønne gårde fra hele Schwarzwald.
Freiburg med universitet, bymur og middelalderstemning
Herfra kører man til Freiburg, "De Grønnes by", Schwarzwalds hovedby, som både er universitetsby og sæde for ærkebiskoppen. Byen har en meget smuk domkirke med et højt tårn. Her skal man blot op ad 328 trin for at kunne nyde udsigten fra toppen. Den gamle bymur udgør grænsen til den bilfri indre bydel.
Fra Gutach kan man også køre over Triberg med vandfald, Furtwangen med et berømt urmuseum, åbent april-oktober, til Titisee, der ligger ved søen af samme navn.
Titisee by og sø

Titisee er et besøgt turistområde og herfra kan man også tage til Freiburg gennem Ravenna Schlucht, der er en fantastisk naturoplevelse og videre gennem Höllentall.
Både Titisee og Todtnau kan bruges som udgangspunkt for udflugter til Schluchsee, adskillige bjergtoppe med flot udsigt, til smukke dale, borge, kirker og klostre.
Via Rhinfaldet til Konstanz og Bodensøen
Turen fortsætter derefter via St. Blasien med sin imponerende kuppelkirke til Waldshut og videre ind i Schweiz til Schaffhausen med det berømte Rheinfall, det største vandfald i Europa.

Herfra til Konstanz, den største og mest betydende by ved Bodensøen, indeklemt mellem den schweiziske grænse og søbredden, charmerende, åben for strømninger udefra og med en vis international atmosfære. Herfra kan man tage færgen over Bodensøen til den fortryllende lille by Meersburg. Den nedre by ligger ved vandet, den krinkelkrogede øvre by med bindingsværkshuse på en bakke ovenfor. Over den lille by ruger - dystert og middelalderligt - det gamle slot Meersburg. Det lå her allerede i 600-tallet og er den ældste merovingiske kongeborg i Tyskland.
Er man til spændende museer er Friededrichshafen et besøg værd. Her ligger Zeppelinmuseet, hvis hovedattraktion er den 40 m lange, tro kopi af luftskibet Hindenburg.
Udlugter ved Bodensøen og på øerne
Både Konstanz og Meersburg er udgangspunkt for udflugter rundt om - eller bådture på søen. Desuden bør man opleve Überlingen med den middelalderlige bykerne. Unteruhldingen, hvor man efter arkæologiske fund har rekonstrueret en hel pælelandsby. Det vil sige hytter, der er bygget på pæle ude i vandet ved kysten. Her kan man studere, hvordan vores forfædre muligvis har levet for over 4.000 år siden. Selve fundene kan ses i et lille museum. Er man til en frisk cykeltur kan Bodenseeradweg anbefales.
Fra Konstanz er der kun nogle få kilometer til øen Mainau, hvor den svenske grev Bernadotte boede til sin død i 2004. Han omskabte øen til en vidt berømt blomsterhave med en million narcisser, hyacinter og tulipaner, 180 forskellige rododendronarter, 500 år gamle vilde roser og mere end 30.000 andre rosenarter.
Man kan også besøge øen Reichenau, den største af øerne i Bodensøen. 2/3 af øen er udlagt til grøntsagsdyrkning. I det milde klima kan man høste op til fire gange i året. I tørre perioder sørger sprinklere i hundredevis for den fornødne væde. Op til 1.250 kubikmeter Bodensøvand i timen - en tankfuld i minuttet - bliver spyet ud, når alle anlæg kører for fuldt tryk.
Man kører langs Bodensøen til Lindau og derefter via Memmingen til Ulm, hvor man kører ind på motorvejen, der følges via Würzburg, Fulda og Hannover til Hamburg.
Alternativ rute
Den alternative rute til Basel er taget med for dem, der ønsker at besøge den næststørste by i Schweiz. Her finder man landets største samling af kunst. Blandt andet indeholder kunstmuseet i Basel en af Europas mest betydningsfulde kunstsamlinger, og udstillingerne i byen er verdensberømte. Der er næsten ikke en måned, hvor der på det kunstneriske område ikke bydes på et eller andet usædvanligt. Ud over museerne er Basels Zoo interessant. Den er en af de bedste i verden.
Fra Basel fortsætter man langs med Rhinen på enten den tyske eller den schweizisk side af floden frem til Schaffhausen, hvor man kører mod Ulm.
| Sydtyskland |




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik















