Afstande på kør selv ferien til Alsace og Rheinland Pfalz
Fra Hamburg og retur ca. 1.650 km.
Fra Frøslev/Puttgarden til Hamburg og retur ca. 340 km.
Fra Rostock - Lübeck - Hamburg og retur ca. 420 km.
Fra Sassnitz - Stralsund - Rostock og retur ca. 250 km.
Turen er beregnet til 8-12 dage
Udturen køres ad motorvej fra Hamburg forbi Hannover, Frankfurt og Karlsruhe til afkørsel Appenweier. Herfra mod vest over Rhinen, grænsen mellem Tyskland og Frankrig til Strasbourg, hovedstaden i Alsace.
Grænseområdet ved Rhinen - Alsace
Alsace - på tysk Elsass - er Frankrigs omstridte grænseområde mellem Rhinen mod øst og den lille bjergkæde Vogeserne mod vest. På grund af de vekslende påvirkninger, skiftevis fransk og tysk kultur, ligner Alsace ikke nogen anden provins i Frankrig. Det officielle sprog er fransk, men tysk tales også overalt.
Alsace har meget at byde på. Storslået, fredfyldt natur veksler med bindingsværksidyl i de middelalderlige småbyer, hvor alle husene i de ældste kvarterer har kunstfærdigt udskårne træbalkoner, rige udsmykninger, buegange og vinduer med blyindfattede ruder.
Vinruten og de klassiske hvidvine
Følger man "Route du Vin" - Vinruten - kommer man gennem et landskab med vinbjerge og krinkelkrogede, små vinbyer.Det er karakteristisk for Alsace-vinene, at de hverken har navne efter distrikter eller slotte, men er opkaldt efter den drue, de er fremstillet af f.eks. Riesling, Sylvaner eller
Traminer.
Obernai er vores første stop på "Route du Vin" og en af de mest maleriske byer på hele ruten med gamle bygninger, springvand og blomstersmykkede pladser. Den mest spændende strækning begynder efter Chatenois, hvor en sidevej drejer op til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg, beliggende på toppen af et skovklædt bjerg.
Videre gennem idylliske byer som Ribeauville og Riquewihr med afstikkere til valfartsbyen Les Trois-Epis og Alsaces vinhovedstad, Colmar.
Ruten gennem Vogeserne til Deutsche Weinstrasse
Ved Cernay drejes ind på "Routes des Crêtes" (Vejen langs bjergkamme) anlagt som militærvej højt oppe i Vogeserne under Første Verdenskrig. Monumentet og slagmarken ved Harmannswillerkopf, hvor mere end 60.000 mand mistede livet, vidner om krigshandlingerne i 1915.
Ved Col de la Schlucht drejer ruten fra "Route des Crêtes" mod til Gérardmer og via St-Dié tilbage til Strasbourg.
Har man lyst til at fortsætte ad "Route de Crêtes", kører man via Le Bonhomme til Ste-Marie-aux-Mines, et paradis for vandreture i bjergene, og videre over Ville, Champs de Feu. Herfra videre til Schirmeck og dermed er man inde på ruten til Strasbourg.
På vejen til Wissembourg ved den fransk-tyske grænse kan man besøge et par af de gamle fæstningsborge. Derefter kører man ad "Deutsche Weinstrasse" (Den tyske vinvej) gennem alle Pfalzegnens vinbyer, der ligger som perler på en snor, med Neustadt som det maleriske midtpunkt.
Så er man igen på motorvejen, hvorfra man for afvekslingens skyld kan køre fra ved Giessen, køre over universitetsbyen Marburg og igen ud på motorvejen ved Kassel mod Hamburg.
Alternativ rute 1 - Rhinen og Lorelei
Den ene alternative rute går via Bremen og Köln til Koblenz og langs Rhinens mest kendte strækning Koblenz-Rüdesheim-Main. Fra Koblenz og til efter Rüdesheim er der ingen broer over Rhinen, men hist og her er der bilfærger. Man kan blandt andet beundre Lorelei-klippen fra den ene flodbred for derefter at sejle over til den modsatte bred og her beundre udsigten fra selve klippen.
I Rüdesheim ligger den kendte Drosselgaße med sine mange værtshuse og danserestauranter, fuld af lyd og livslyst.

Alternativ rute 2 - Moselfloden
Den anden alternative rute som hjemtur går fra Trier langs Moselfloden til Koblenz. Langs Mosel ligger der såvel borge som borgruiner, der er værd at kigge nærmere på. Man skal dog ikke være gangbesværet. Man kører gennem en meget smuk natur med vinbjerge og skønne, romantiske, idylliske vinbyer.
Både ved alternativ rute 1 og 2 kan man ved Koblenz se, hvor Rhinen og Mosel løber sammen. Byen er i øvrigt et godt udgangspunkt for ture både med bil og båd op og ned langs Rhinen, Mosel og Lahn, som støder til Rhinen lidt syd for byen.
I forbindelse med "Deutsche Weinstrasse" og turen langs Rhinen/Mosel kan man hos Tysk Turist Information rekvirere brochuren "Deutsche Winzerfeste" - de tyske vinhøstfester - der dækker vinfester fra april til og med november.
Rhinen i flammer
Fem gange i løbet af året er "Rhinen i flammer" dvs. oplyses dele af Rhinen og dens bredder af bengalsk belysning og illuminerede skibe sejler ud fra forskellige byer. Dagen afsluttes med festfyrværkeri. Dette foregår den første lørdag i maj, og den anden lørdag i juli, august og september og den tredje lørdag i september.
Vil du vide mere om Vinruterne i Alsace og i Rheinland Pfalz, kan du købe Feriepakke 8046 Alsace og den tyske vinvej i FDM netbutik.
Bestil gratis brochure over Alsaces Vinvej hos Ferieservice
| FDM |
|---|
| Ferieboliger i Alsace |
| Ferieboliger Rhein-Mosel-Franken |
| Overnatningshoteller undervejs |
Husk, at mange tyske byer har indført miljøzoner, der kræver en miljømærkat på bilen. Mærkaten kan købes hos FDM. Læs mere her:




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
















