Hvor man hidtil har været glad for, at GPS’en har fundet vej for en, så kan de nyeste apparater også sørge for, at man slipper for at sidde i kø. Navigon og TomTom har allerede modeller på markedet, som hjælper med avancerede trafik- og kømeldinger, og nu kommer Garmin med deres nülink 2390.

Teknikken er stadig relativ ny, og det er ikke alle køer på motorvejen, som er med i systemet. Men i takt med at systemet bliver udbredt, forbedres chancerne for at undgå at holde i kø. Under vores testperiode oplevede vi flere gange advarsler mod kø og blev tilbudt alternativ rute for at komme hurtigere frem. Alternativt kan man få at vide, hvor lang tid man skal spilde i køen – et plaster på såret.

Nyt i 2390 er, at Krak leverer livesøgning på adresser, og det virker upåklageligt. Garmin har tidligere brugt Google, men er gået bort fra dem, da data ikke var pålidelige.

Betjeningen er blevet bedre end tidligere, da man kan skræddersy startskærmen til ens behov. Dertil kommer, at stemmestyringen virker ganske fortrinligt, især når man vælger at stave by og vejnavn.

Et kritikpunkt er vejvisningen, når man skal af motorvejsnettet. Her vises små billeder af den reelle afkørsel, men billedet er meget småt, og skriften på skiltene er for lille til sikker aflæsning under kørslen. Til gengæld er ruteberegningen hurtig, og den vælger den optimale vej.

Klart en af de bedste GPS’er på markedet sammen med TomTom GO 1000.

Af Karsten Meyland Lemche

FDMs netbutik forhandler GPS  - se de gode tilbud her

Forhandler: garmin.dk