Selvom turen hen til svigermor kun tager en lille halv times tid, læsser Flemming Borg tingene ind i familiens „store bil”, den grønne VW Passat. Der er mere plads, og den er trods alt nyere og mere behagelig at køre i. Hans hustru, Jonna, synes, det er helt fint at fravælge deres 20 år gamle, grå VW Golf, som hun så ofte kører i til arbejde. Hun tager de få skridt ud til bilen, mens Flemming låser døren i deres røde murstenshus i den lille by Frøstrup i Thy. 


De når begge at blive flygtigt våde af regnen, inden de sætter sig ind i bilen for at køre hen til Jonnas mor. De næste par timer skal der fjernes støv og nullermænd i anledning af julen. Der bliver også tid til kaffe og småkager, mens tre af de fire lys i adventskransen brænder. Det er søndag den 13. december 2009.


 

Druk og ræs

Klokken er omkring 15, da to kammerater på 19 og 20 år går forbi en bil, hvor nøglen sidder i tændingen. Bilen holder få meter fra Pizza og Stjernegrill på Lille Torv i Thisted. Ejeren af pizzeriaet skal lige ind efter nogle pizzaer, inden han igen skal levere mad et sted i byen. Fristelsen er for stor for den 19-årige, og sammen med kammeraten hopper han ind i den bordeauxrøde Peugeot 406 og ræser ud af byen. 


De kører forbi Shell på Thisted Kystvej og tanker for 400 kr., inden de smutter fra regningen. Udflugten i den stjålne bil bringer dem videre godt 20 kilometer mod nord til Hanstholm. Der går flere timer med at drikke øl, inden de kører tilbage mod Thisted igen og fortsætter ud af byen mod syd.


Den sikre død


Mørket er faldet på, og det regner stadig, da Flemming og Jonna gør klar til at sige farvel. Klokken er ved at være 17.15, og de ser frem til at komme hjem. Deres døtre på 18 og 20 år er på Fyn, hvor den ældste bor, så der er lagt op til en hyggelig aften alene. Flemming sidder bag rattet, da de kører nordpå mod Thisted. Snakken falder på regnen og de lave temperaturer. Mon vejene bliver isglatte? 


De drejer som sædvanlig ind på Åsvej langs Thisted Bredning. Landevejen er nogenlunde lige, med marker på begge sider. I det fjerne kan de se en modkørende i gang med en hasarderet overhaling af 5-6 biler. Bilen kører mindst 120 km/t. og bliver ved med at holde sig i Flemming og Jonnas vejbane. Flemming blinker med forlygterne for at få den modkørende til at trække ind, men han reagerer ikke.


„Det her går ikke. Er der en overkørsel i grøften?” spørger Flemming sin hustru. Regnen og den modkørendes lygter gør, at Jonna ikke kan se noget. Flemming tager chancen og begynder at trække ud mod rabatten. Han tænker på døtrene. Skal de hjem til Frøstrup og pynte juletræ, eller kommer de hjem til to kister?


Jonna er hundrede procent sikker på, at de ikke overlever. De har ingen chance. Bilen kommer lige imod dem med høj fart. Den forsøger at trække ind, men begynder at skride med bagenden, der har retning mod Flemming og Jonnas Passat. Hun sætter sig tilbage i sædet, trækker benene til sig og siger „Tak for alt” til sin mand. Hvis han overlever, skal han vide, at hun har sagt tak. Hun sætter hænderne for brystet og lukker øjnene. Hun vil ikke se, hvordan hun kommer til at dø.


Ringer selv 112

Der er helt stille. Motorhjelmen er krøllet, og der er damp og røglugt i kabinen. Passaten holder i grøften, og motoren er gået ud. Den forreste venstre side af bilen er trykket ind. Jonna vågner ved nogle mærkelige lyde i kabinen. Det er hende selv, der sidder og jamrer. Hun har ondt overalt og prøver at kigge over på sin mand, men hun kan ikke dreje hovedet. Det gør vanvittig ondt i nakken. Blikket falder ned på hendes højre arm. Det ser ikke godt ud. Den udløste airbag ligger i hendes skød, og hun undrer sig over, hvorfor nogen har smidt et lagen dér. Måske er det til at tørre blod med?


Flemming vågner også ved Jonnas klagelyde. Han kan se, at to af knoglerne i hendes arm ikke sidder, som de skal. Først spørger han til hendes ben og ryg, som efter omstændighederne har det fint. Det er værre med nakken, og hun kan næsten ikke få luft og har en trykken for brystet. 


Han åbner døren, og et hængsel knækker af. En flok mennesker står undrende og glor på ham: „Er I levende?” spørger de. Tilskuerne er fuldstændig paralyserede, og ingen af dem har ringet 112. Flemming, der er ansat som flymekaniker i forsvaret, har selv ydet førstehjælp og tænker rationelt. Mens han stadig har et øje på Jonna, ringer han 112 og giver sin telefon til en kvinde, der snakker med dem. Han beder en anden om at samle alle værdier fra bilen, så de kan komme med i ambulancen. Huset vil være ribbet, hvis nogen finder husnøglen og deres fjernbetjening til garageporten, er han sikker på. Flemming når også at ringe til de nærmeste i familien samt noget familie på Fyn, som kontakter børnene. De skal ikke se far og mors bil i et nyhedsindslag uden forklaring.


Kompliceret brud

Billederne af den smadrede bil ligger allerede på nettet samme aften, da Flemming og Jonna ligger på hver sin båre på skadestuen på Thisted Hospital. De ligger ved siden af hinanden, men adskilt af et stort gardin. De har begge krave på nakken og kan ikke kommunikere, men de kan høre hinanden. Jonna er hårdest medtaget, så de tager hende først. Flemming aner ikke, hvordan det går med hende. De er jo nærmest kørt direkte ind i en mur med 70 km/t. Det kan godt være, knoglerne holder, men hvad med milten, leveren, nyrerne og de andre organer?


Jonna tænker også på Flemming. Hun er sygeplejerske og har oplevet folk gå rundt og opføre sig helt normalt efter en ulykke, hvorefter de falder om p.g.a. den hårde påvirkning. Måske han har slået hovedet? Men det har han ikke. Faktisk må han oplyse Jonnas CPR-nummer, da hun vrøvler i forsøget på at remse tallene op. Jonna bliver indlagt med et kompliceret brud på armen, der skal opereres dagen efter. Lægen fortæller Flemming, at han snart vil blive udskrevet, men at han får sit livs værste tømmermænd. Han er godt forslået og vil være øm i flere måneder. 


Lægerne fortæller dem også, at havde de ikke været i så god fysisk form, ville de have taget mere skade af påvirkningen. Sammen med bilens sikkerhedsudstyr og Passatens solide og moderne konstruktion hjalp det, at de havde trænet muskulaturen med ugentlige besøg i fitnesscenteret. Flemming får fat i sine naboer, der skal tage imod ham derhjemme, hvor han ikke må være alene. Mutters alene er til gengæld Jonna, da hun tilbringer natten på hospitalet uden mulighed for at snakke med nogen. 


Sen reaktion

Klokken nærmer sig midnat, og Flemming sidder i taxaen på vej hjem. Han bemærker, at taxachaufføren ikke har sele på, og spørger ham, om han ikke har tænkt sig at bruge den. „Jeg kører bedst uden,” svarer chaufføren, der ikke lader sig påvirke af Flemmings historie om færdselsuheldet nogle timer forinden.


Et familiemedlem fra Fyn kører døtrene hjem fra Odense, og efter en kort tur på hospitalet hos Jonna er de hjemme i Frøstrup for at sove. Flemming har endnu ikke reageret på ulykken, men klokken 3 om natten tager han pludselig sig selv i at stå foran spejlet og barbere sig – han skal jo se godt ud, når han skal hente Jonna. Ulykken kører rundt i hovedet på ham. Hvorfor var der ingen, der hjalp dem på stedet? Folk stod bare og gloede. Han er ikke i tvivl om, at de har lignet to døde nikkedukker, men man skal da gå hen og åbne døren for at se efter. Der var stadig tænding på bilen, så der kunne lige så godt være gået ild i hele lortet. Han er også klar over, at havde de valgt at køre i deres Golf 2 fra 1990, der ikke har airbags, ville de begge være døde. 


Biltyven går fri

Næste dag kører Flemming til hospitalet for at hente Jonna. Hun er blevet opereret og har fået sat skruer i armen, men er ellers ved godt mod. Men humøret rutsjer ned igen, da de finder ud af, at den modkørende er blevet løsladt og ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør. Politiets jurist vurderer, at der ikke er nok til en varetægtsfængsling, selvom han har stjålet en bil og brændstof, kørt hasarderet, været beruset med en målt promille på 0,66 og er skyld i ulykken. Personskaderne er ikke store nok. Flemming og Jonna er „kun” lettere kvæstede.


Den 19-årige er trods sin unge alder en gammel kending af det lokale politi. Mindre end halvandet år før ulykken fik han frakendt sit kørekort i tre et halvt år og må slet ikke køre bil. Dengang stjal han også en bil, ræsede af sted med 129 km/t. og kørte ud over en mark og videre ind i et hus. Han havde sniffet lightergas og havde hallucinationer. Straffen blev en bøde på 20.000 kr., og han afsonede 14 dages fængsel. 


Politiet er også frustreret over, at de må lade ham gå. Dagen efter ulykken er han fri og kan igen være til fare for andre. De havde hellere set ham fængslet, men loven siger noget andet. Hans eneste ar efter ulykken er et flækket øjenbryn.


Må selv fjerne bilvrag

Flemming vil gerne se bilen igen. Politiet forklarer ham, at hvis han ikke selv har fjernet den, så står den på ulykkesstedet. Når den ikke er til gene for trafikken, er det ejerens ansvar at få den fjernet. „Så er det heldigt, vi ikke døde, for så havde den da fået lov at stå der længe,” tænker han.


Det er vigtigt for børnene at få set bilen, og først da går det op for dem, hvor galt det kunne være gået. Hvad der før var reduceret til mors brækkede arm, er nu meget håndgribeligt med vraget af bilen, som har taget familien med på mange kør selv-ferier sydpå. 


Konsekvenserne af ulykken bliver også mere synlige i de efterfølgende dage, hvor især Jonna bliver blå og sort mange steder på kroppen. Flemming snakker med en terapeut nogle gange og får sovepiller i en uges tid. De snakker om ulykken med hinanden og med familien, gode venner og kolleger, der lægger ører til den samme historie igen og igen. De får også købt en ny bil. Selvom børnene snart flytter hjemmefra, og de slet ikke har brug for så stor en bil, vælger de en Passat igen. De er ligeglade med kromlister og andet pynt. Fokus ligger på sikkerhedsudstyret, for de er enige om, at en ordentlig bil er den bedste livsforsikring.


Aldrig det samme igen

Flemming og Jonna er sygemeldt de første seks uger efter ulykken, og lægen siger, at de ikke må arbejde. Alligevel bliver de kontaktet af kommunen, der spørger, hvornår de kan begynde at arbejde på fuld tid igen. Det slår hårdt. De er uden skyld i, at de bliver ramt af en beruset biltyv, og føler sig bagefter sat i bås med folk, der ikke gider arbejde. 


Ægteparret begynder at trappe op på arbejdsmængden, og i marts er de tilbage på fuld tid. Men de har stadig mén efter sammenstødet. Flemming går til genoptræning med sit knæ og sin hånd, og Jonna siger konsekvent goddag med venstre hånd, da den højre stadig er øm og en smule skæv. Hun har problemer med at skære salat, dreje nøglen i låsen og stort set alle andre småting. De oplever begge at blive meget trætte, men er efterhånden ved at være oppe på samme niveau som før ulykken. Der kan dog komme et efterspil, hvis Flemming og Jonna får varige mén.


Hverken Flemming eller Jonna har problemer med at køre forbi det sted, hvor ulykken skete. De er dog blevet mere forsigtige og opmærksomme, når de kører til og fra arbejde i Aalborg. Deres Golf 2 skal snart sælges, så der kommer en ny og mere sikker bil i garagen. 


Selvom det snart er et år siden, Flemming og Jonna blev kørt af landevejen, minder de stadig hinanden om, at de har været heldige, og at de skal huske at leve livet. Hækken kan godt vente med at blive klippet, hvis de har lyst til at tage på et weekendophold. Spontaniteten er blomstret i skyggen af ulykken. De undgår også at tænke for meget på biltyven. Han skal for en dommer senere på året og er anklaget for 24 kriminelle forhold. Heriblandt biltyveriet og ulykken. Det nytter ikke noget at være bitter, men det er trælst at stå og fumle med en skruetrækker ude i garagen eller tabe grillstarteren på græsplænen, fordi hånden ikke kan lukke om den.


Af Anders Wendt Jensen



Artiklen er skrevet ud fra interviews med Flemming og Jonna Borg, Kaj Højland fra Peugeot i Thisted og politiassistent Michael Corvenius Nilsen fra Thisted Politi.