Gasdrevne biler var det store samtaleemne blandt danske bilister i perioden fra 1960 til 1990. Dengang var der gode økonomiske fordele ved at køre på gas, og længe før der var noget, der hed katalysator, blev gassen fremhævet som et meget rent brændstof. 


I slutningen af 1980’erne ændredes afgifterne, og det blev mere besværligt at flytte det kostbare tankanlæg fra bil til bil, og det aflivede gassen som bilbrændstof. I dag findes der kun en håndfuld danske tankstationer, der tilbyder gas til biler. Helt anderledes ser det ud i vores nærmeste nabolande. I både Sverige, Norge, Tyskland og det meste af EU satser man i øjeblikket kraftigt på at få bilisterne til at køre på gas. 


Bevæggrundene er ikke nødvendigvis de samme i alle lande, men grundlæggende løser brugen af gas som brændstof i biler to primære problemer: Det udskyder den kommende mangel på olie, og mængden af CO2 fra transportsektoren nedsættes her og nu. 


Den udvikling har fået flere af de helt store bilproducenter til at udvikle fabriksopbyggede gasbiler med motorer, der yder det samme, uanset om de kører på gas eller benzin, og som er lette at betjene og med en god brugsværdi. Der findes således en lang række biler på markedet, som kan køre på benzin i kombination med en af flere gastyper. De kan bare ikke købes i Danmark.


Flere slags gas


Da danskerne i sin tid kørte på gas, var der tale om gastypen LPG (liquefied petroleum gas) eller bedre kendt som autogas. Det er den samme gastype, man køber i flasker på tankstationer, og som benyttes til gasgrillen i haven eller som opvarmning i sommerhuset. 


Gassen er produceret ved de store olieraffinaderier, hvor den i princippet er et biprodukt, der altså opsamles og komprimeres til et tryk på mellem 4 og 14 bar. Når den afbrændes i en bil, reduceres udslippet af CO2 med mellem 10 og 15 procent i forhold til benzindrift på grund af gassens kemiske sammensætning.


Naturgas er en anden gastype, og det er den gasart, der sendes rundt i nedgravede rør i hele Danmark, og som hovedsageligt benyttes til boligopvarmning. Gassen stammer fra boringer i undergrunden, og efter rensning og klargøring sendes den ud til forbrugerne med et tryk på ca. 40 bar – i nogle tilfælde helt ned til 0,1 bar.

Skal denne gastype anvendes i biler, skal trykket dog være væsentlig højere – helt op mod 200 bar. Ved så højt et tryk ændres gasformen fra at være luftig til at blive flydende, og det er nødvendigt, hvis gassen skal bruges i en bilmotor. Denne gastype betegnes CNG (komprimeret naturgas). Det er naturligvis energimæssigt „dyrt” at øge trykket til 200 bar, men alligevel reduceres det samlede CO2-udslip med mellem 15 og 20 procent, alt efter om man sammenligner med en benzin- eller en dieselbil.


En tredje gastype er biogassen. Den kan i sidste ende have fuldstændig samme form som naturgassen, men den stammer fra forgasning af gødning, landbrugsaffald og lignende og byder på endog meget høje reduktioner af CO2-udslippet, idet man samtidig mindsker udslippet af den meget skadelige metangas. 


Biogas er – kommercielt set – endnu i sin udviklingsfase, men gastypen har et stort potentiale i et land som Danmark, hvor landbruget i høj grad kan levere de materialer, der skal til for at få volumenet i vejret. Og da biogas i princippet kan iblandes almindelig naturgas, kan man på sigt opnå CO2-reduktioner på op mod 50 procent ved en sammenblanding. Brugt direkte i bilmotoren vil gassen afhængigt af produktionsmetode have en reduktion af CO2-udslippet på mellem 85 og 100 procent – i nogle tilfælde endda mere, men det er en længere historie.


Bilerne skal have en ekstra tank


Skal man køre på gas, skal udgangspunktet være en benzinmotor af nyeste generation. Ventilerne i topstykket af motoren skal være forstærkede, da gassen ikke har nogen smørende egenskaber, og så skal bilen have en separat tank samt et separat indsprøjtningsanlæg.


Tidligere var sådanne modificeringer både dyre og noget kluntede at se på, og selve gastanken kunne let stjæle hele bagagerummet i bilen. Sådan er det ikke længere. Nu opbygges biler til gasbrug enten direkte på bilfabrikken eller af store ombyggere, som går yderst professionelt til værks. 


Er der tale om biler, der skal køre på LPG, anvender man en tank udformet som et reservehjul, der placeres i den brønd i bagagerummet, hvor reservehjulet skulle have ligget. Reservehjulet er erstattet af et lappekit, der placeres andetsteds i bilen. 


Selve påfyldningen foregår via en studs lige ved siden af påfyldningsstudsen til benzintanken, som er bibeholdt. Når man starter motoren, anvender den i det første minut benzin, hvorefter styresystemet selv skifter over til gasdrift. Det foregår helt umærkeligt. Da bilen både har en tank til gas og en til benzin, er den samlede rækkevidde ofte langt over 1.000 km.


Biler beregnet til komprimeret naturgas (CNG) eller biogas har lidt større tanke med kraftigere sider p.g.a. det høje tryk. De placeres typisk under bilen eller indbygget i bagagerummet og arbejder ligesom LPG-bilerne sammen med benzintanken, som bevares. Energiindholdet i CNG er lidt mindre end i LPG, men da tankene er en anelse større, bliver rækkevidden også her omkring de 1.000 km i de fabriksopbyggede biler. Det forhold kan naturligvis variere fra bil til bil.


Af Søren W. Rasmussen og Torben Arent