-
Citroën Survolt er en vild konceptbil, men den er udstyret med rigtig elbilteknik og illustrerer, at Citroën tror på elbiler. En modificeret Mitsubishi i-Miev lanceres sidst i 2010, og Citroën arbejder også på sin egen elbil med ukendt lanceringsdato. Desuden introduceres i år en lavpraktisk Berlingo varevogn af første generation.
-
Honda fantaserer også om elektriske biler og viser både retro-bilen EV-N og eksperimental-scooteren 3R-C. Begge køretøjer er beregnet til by- og nærtrafik, hvor langt de fleste bilproducenter vurderer, at elbiler har den største berettigelse. Honda har dog ingen konkrete planer om at bygge elbiler.
-
Nissan mener det helt alvorligt og konkret med denne Leaf, der i Genève har europapremiere. Leaf er en selvstændig model, der kun kommer som elbil. Rækkevidden ventes at blive 160 km under realistiske forhold. Introduktionen i Europa vil ske i foråret 2011, og dermed kan Leaf blive den første større elbil fra en etableret producent.
-
Nissan Leaf i gennemskåret tilstand, hvor man fornemmer teknikken. Batteriet er af litium-ion-typen og rummer 24 kWh-energi. Det interessante - eller mærkelige - er, at Leaf ikke kan skifte batterier, selv om Nissan er en af kun to samarbejdspartnere med Better Place, som bygger sin forretning på biler med udskiftelige batterier.
-
Ford Focus er en jordnær elbil. Der er tale om den snart udgåede generation, og missionen med eludgaven er at prøve elbiler under praktiske forhold. Ford har i samarbejde med britiske flådekunder sendt et større antal Focus BEV (battery electric vehicle) på gaden. Anprisningen med 0 gram CO2 er en sandhed med store modifikationer.
-
Kineserne vil også være med. BYD fra Sydkina viste for et år siden denne fempersoners E6 elbil i Shanghai, og nu er der europapremiere. Rækkevidden hævdes at være over 300 km, men det er uklart, efter hvilken målemetode, det tal er fremkommet. BYD, som også er en af verdens største batteriproducenter, er klar til lancering i Kina.
-
Elbil som vision og udviklingsprojekt: Schweiziske Rinspeed fantaserer med den 2,50 meter korte UC om en elektrisk bybil, der kan køre op til 120 km på en opladning. Måske kommer den på gaden en dag - UC er udviklet, så andre bilproducenter kan købe teknik og designet. Bag udviklingen står bl.a. mastodonten Continental.
-
Tatas lillebitte Nano lyder som en oplagt bil at ombygge til eldrevet bybil. Det er så gjort med dette eksemplar, der ganske vist ikke har så energiholdige batterier - kun 12 kWh - men da bilen er lille og nøjsom, kan det give en rækkevidde på ”op til” 160 km. Produktionsplaner: ukendte, men ikke urealistiske, da Tata allerede bygger elbiler.
-
BMW holder europapremiere på denne Concept Active E, der er en eldrevet udgave af 1-serien. Den er forsynet med en elmotor på 125 kW (170 hestekræfter), og batterierne indeholder energi til 240 km efter den officielle målemetode, men nok kun omkring 160 km i virkelighedens verden, erkender BMW. Bilen skal bruges til storskalaforsøg fra sidst i 2010.