Sveden løber stadig ned ad ansigtet, da vi forsigtigt lemper støvlerne af fødderne. Det lille medbragte telt er netop slået op, og det er tid til en fortjent håndmad og et længere hvil. Vi er nået ned til teltpladsen ved The Phantom Ranch på bunden af Grand Canyon, hvor vi skal tilbringe natten. Godt fem timer forinden var det udsigten på toppen, der tog luften fra os. Hernede er det om muligt endnu smukkere at være omsluttet af naturen. 


Men inden vi kom så langt, var der en del forberedelser. Både på Grand Canyons hjemmeside og på skilte ved stierne bliver man gjort opmærksom på de farer, der lurer ved en vandretur i dybet. Sommermånederne med over 50 grader i solen er dem, man skal have mest respekt for. Billeder af dehydrerede mennesker virker afskrækkende, men bør ikke tage modet fra de eventyrlystne. Advarslerne er nemlig især rettet mod unge mænd, der tror, at de kan nå ned til bunden og op igen samme dag. En overnatning er nødvendig, hvis man vil helt ned. Sørger man for at pakke let, have frugt, saltkiks og energibarer med og drikke rigeligt med vand undervejs, kan alle med en nogenlunde fysik klare den nemmeste af turene ned. 


Den længste vej


Den mest tilgængelige vej til Grand Canyon går fra byerne Flagstaff eller Williams, hvorfra man efter en lille times kørsel ender i Grand Canyon Village på den sydlige kant af kløften – the south rim. Herfra er der to stier ned til bunden. Den korte og stejle South Kaibab Trail på godt 11 km og den lange og mere flade Bright Angel Trail på 15,5 km. 


For variationens skyld kan man tage den korte ned og den lange op, men som uerfarne vælger vi at tage den mindst stejle begge veje, da der her er to vandhaner på vejen. Med en anstændig portion ærefrygt får vi hurtigt tilbagelagt den første fjerdedel med mange sving, der fører os det første stykke mod bunden. Næste del er et langt fladt stræk uden meget skygge, hvor fornemmelsen af noget storslået for alvor slår igennem. Halvvejs nede kommer vi til den første teltplads med pause ved vandhanen og tiltrængte toiletter. 


Det sidste stykke mod bunden bliver stien igen mere snoet, og muligheden for at gå i delvis skygge er kærkommen. Samtidig kan vi nyde naturen i fred, da vi har passeret de fleste, der startede turen op om morgenen. 


Teltplads på bunden


Den udbredte ro gør også, at man kan høre Colorado-floden nærme sig, og benene gør sig klar til, at vi endelig er der. Men når først man har set den brusende flod, er der mere end to kilometer til The Phantom Ranch. Selv om det sidste stykker er fladt, er det et af de hårdeste.


Har man været ude 13 måneder i forvejen og bestilt plads på selve ranchen, er der en seng klar til at hvile benene på. Men vi har „kun” været ude fem måneder forinden for at reservere plads til vores telt. Det er også muligt at bestille et måltid i spisesalen – her skal man også have valgt sin menu i god tid. 


Planlægningen er omfattende, men når man sidder ved sit telt i mørket og ser på en klar stjernehimmel uden skær af kunstigt lys, forstår man, hvorfor Grand Canyon er så populær. 


Det kan sagtens anbefales at blive dernede i et par dage, da der er mulighed for gode gåture i området. Men vi har kun booket for en enkelt nat, så vi er tidligt oppe næste morgen – så godt som klar til at tage samme vej op. Det er ikke, fordi vi ligefrem springer ud af soveposen, men det gælder om at undgå den skarpe middagssol, så der er ikke tid til at snue.


Selv om der er blevet spist og drukket, er oppakningen ikke blevet mærkbart lettere. Alt affald skal man nemlig selv bære hele vejen op igen. Det siger sig selv, at turen op heller ikke er lettere end turen ned, og kroppen beklager sig, efterhånden som man kravler opad. Småsten på stierne gør det også nødvendigt at være forsigtig, og man tager ofte sig selv i at kigge mere ned på jorden end frem og op. Derfor er det en god idé med pauser, hvor man simpelthen bare sidder og kigger op og nyder udsigten fra det gigantiske hul, man befinder sig midt i.


Efter den første lange snoede stigning er det flade stykke i midten kærkomment. Her møder vi ikke ligefrem misundelige blikke fra de mere magelige, der har købt sig til en tur til bunden på ryggen af et muldyr. Tobenede skal i øvrigt træde til side og gøre plads for de firbenede. 


Fantastisk tilfredsstillende


Selv om skyggen på de sidste snoede kilometer mod toppen er dejlig, føles det ikke spor rart i benene at kæmpe sig op ad en af rutens stejle strækninger. Godt femten kilometers optur er snart forbi, og imens går man og tænker på, hvorfor man ikke bare så kløften fra en helikopter, på riverrafting fra floden eller fra det veterantog, der kører oppe langs kanten. Opløftende er det heller ikke at snegle sig af sted blandt overfriske endagsturister, der tager en kilometer eller to ned og vender om igen. 


Men tilbage på toppen efter syv timer er det en fantastisk tilfredsstillelse at have tilbagelagt den lange tur fra bunden, og der er da også anerkendende nik og kommentarer fra turister, der er nysgerrige efter at vide, hvad der er dernede. Men uanset hvor umage man gør sig for at sætte ord på, så er det bedste råd og den oplagte opfordring: Gå selv ned og se efter. Du vil ikke fortryde det.


Tekst og foto: Anders Wendt Jensen