Østrigere har et næsten religiøst forhold til deres bjerge. Når jeg ser ud over Tyrols snedækkede tandrække og jadefarvede Achensee, begynder jeg at forstå hvorfor. 


På denne tur når vi omkring ni kilometer på fem timer, men det er hverken strækningens længde eller hastigheden, der tæller. Det er oplevelsen: at se naturen ændre sig fra grøn sæter med rigt dekorerede alpehytter til skaldet klippelandskab med stedse færre graner for til sidst at ende i sneens rene verden, der næsten går i et med den klare himmel. 


Luften er skarp og frisk, og farverne påtrængende klare. Men benene og maven ryster en anelse. Jeg lider af højdeskræk, og alligevel har ubehaget i mellemgulvet også en dybereliggende klangbund af stolthed. Jeg kom herop næsten uden at blive svimmel eller træde forkert.


Belønningen for det fysiske slid er intet mindre end bjergtagende, og panoramaet gør de fleste i vores gruppe tavse for en stund. Vi er gæster på naturens nåde, men udsigten og faldet mod vandspejlet på Tyrols største sø, Achensee, giver en berusende følelse af frihed og samhørighed med landskabet. Jeg får lyst til at svæve mellem grønne dale og gråhvide toppe og kan næsten mærke vingerne vokse på ryggen. Navnet på Tyrols netværk af vandrestier kunne ikke være mere velvalgt: Ørnevejen, Der Adlerweg.


Ørnen på kortet


Navnet er ikke kun en salgsgimmick. Ud over forfløjne fornemmelser i maven på visse vandreturister er området kendt for sin bestand af ørne, hvorfor fuglen også optræder i Tyrols våbenskjold. Som prikken over i’et danner rutens løb hen ad kortet over den østrigske delstat tilmed konturen af en ørn, som breder sine savtakkede vinger ud.


Stisystemet er på i alt 1.400 km. De første af i alt 129 etaper blev etableret i 2004, og systemet var komplet i 2007. Selve hovedruten er 300 km og består af 32 etaper med forskellige sværhedsgrader, hvor sort og rød kendetegner de sværeste. For eksempel tilhører den højalpine rute fra St. Anton til Ehrwald den svære kategori, mens den mere overkommelige og lavere liggende etape fra St. Anton am Arlberg i vest over Innsbruck til St. Johann in Tyrol er for alle. 


Succesen med vandrestierne har været så stor, at man i Osttirol har udbygget ruten, bare i miniformat, og passende navngivet den Jungadler, Ørneungen. Ved siden af hovedruten findes de regionale ruter, som fører ind i Inn-dalens „sidedale” Paznaun, Kaunertal, Pitztal, Ötztal, Stubaital, Zillertal og Tannheimertal. Andre ruter åbner adgang til Kaiserwinkl, Kitzbüheler og Tuxer-alperne. 


Har man mod på at gennemføre alle etaperne, inklusive de alpine varianter, skal man være parat til at afsætte 127 dage, og dermed når man samlet set op på 87.000 højdemeter. 


Sne hele sommeren


De forskellige stier er klart og ensartet skiltet med angivelse af vandrestiens sværhedsgrad, stednavne og afstande, men selvom vejene officielt er anerkendt og klassificeret som vandreveje, er de både skæve og stenfyldte. Vil man undervejs nyde udsigten eller forsøge at forevige skønheden med sit medbragte digitale udstyr, bør man for en sikkerheds skyld stoppe helt op, før turen fortsætter. 


Mange vælger at gå i velordnet kolonnegang og bruge de samme skridfaste stave, som anvendes i nordic walking. Det, vi kender som stavgang. På en god vandredag med klart vejr kan man lægge hovedet tilbage og længere oppe betragte de små, flerfarvede prikker af turister og friluftsfolk slange sig vej mod toppen. Flere steder på ruten kan man alternativt tage svævebanerne. Begynder man ved Achensee, som ligger 30 km nordøst for Innsbruck, kommer man lettest op i højderne ved at betale sig til en tur med svævebanerne Rofanseilbahn i Maurach og Karwendel-Bergbahn i Pertisau, som ligger lige ud til søen. Medmindre man er velbevandret, er det også en god idé at alliere sig med en lokal guide, der ofte kan hyres gennem hotellet, foruden et par vandrestøvler med stive ankelskafter, rygsæk med en solid Jause (en bid brød) og praktisk, varmt overtøj. Selv midt på sommeren ligger her klatter af sne, og de ekstra vovede, som tager den højere liggende rute, vil nærmest vade i sne på vej mod Rofanspitze 2.259 meter over havets overflade. 


300 år gamle hytter 


Ud over naturen som slagkraftigt salgsargument har Tyrol også set fidusen i at promovere den lokale kultur. Takket være de mange, tidligere meget isolerede dale, er den mere differentieret, end man skulle tro. Hver dal har sin dialekt, folkedragt og musik- og byggestil, og det vises bedst ved at lade de lokale gøre, som de altid har gjort. 


Mens øriger i det eksotiske Fjernøsten lokker med island hopping, så er Østrig et fabelagtig godt sted for det, som på backpacker-slang kaldes Hütten hopping: at vandre fra hytte til hytte. På Adlerweg har man i Museum Tiroler Bauernhöfe ved Kramsach udvidet konceptet ved at fylde hytterne med lokale håndværksmestre, som viser de besøgende, hvad de kan. 


De forskelligt konstruerede træhytter udgør således ikke alene et udstillingsvindue for flettekunst og musikalske evner på en tharmonika. De fungerer også som Den Gamle By i Århus. Foran hver hytte står der oplysninger om, hvilken region den kommer fra, hvad den er lavet af, og hvor gammel bygningen er. Der er faktisk tale om gennemført ægte og unikke træhytter fra hele Tyrol med op til 300 år bag sig. Imponerende velbevarede, taget i betragtning at hytte næppe dækker det, vi på dansk ville forbinde med et mindre træhus. I Tyrol kan en „Hütte” være fireetagershuse med rigt bemalede gavle og sirligt udskårne gelændere overhældt med vandfald af nedhængende blomsterranker. 


Se (som) en ørn


Museet, der ligger nær motorvej A12, kan nås rundt på et par timer, og naturligvis er der mulighed for at købe eksempler på den lokale kunst, hvad enten det er masker i træ, kurve eller mad fra det lokale køkken.


Børn og yngre turister vil formentlig ikke finde museet spændende nok til flere timers vandring, men i stedet sætte næsen op efter noget sjovere. Adlerwegs største trækplaster for de yngste er nok Innsbrucks Alpenzoo, som ligger på etape 12. 


Hvis man var så uheldig ikke at se kongeørne på sin vandretur, får man her lejligheden til at komme tæt på de imponerende dyr. Haven giver også gæsterne mulighed for, ved hjælp af særlige optikker, at se som himlens konger. Naturligvis kan man også møde andre dyr i haven, men det er nok ørnene, der trækker mest. 
Måske fordi vi er lidt misundelige. Hvis vi også bare kunne sprede vingerne og svæve over Tyrols imponerende bjergrige. Vandring på Der Adlerweg er nok det tætteste, vi kommer.


Tekst og foto: 
Natasja Broströ