Læs altid det med småt, elsker advokater at prædike. Og før Motor kan låne denne smukke Mercedes-Benz SLS, skal vi underskrive et papir, hvor der med småt står: „Højst 1.000 km kørsel, vedlæg kopi af kørekort på alle chauffører, der henstilles til klog og anstændig kørsel, ingen banekørsel, og bilen skal parkeres i aflåst garage.”
Det er ikke normalt for en testbil, men dette er heller ikke en normal testbil. Undertegnede fik opgaven at beskrive bilen, men før jeg fik tænkt mig om, havde kollegerne kørt 238 km, og så var der kun en ting at gøre: flygte på en endagstur til Tyskland og retur til kontoret i Lyngby samme aften. Dermed vil alt det med småt være overholdt, selv kilometerbegrænsningen ifølge Kraks ruteberegner.
Tre timer senere holder jeg ved grænseovergangen til Tyskland. Turen fra Lyngby er gået smertefrit, komforten er udmærket, men nogen perfekt langtursbil er SLS ikke. Som chauffør skal man arbejde for fremdriften, det er ikke som i en Mercedes E- eller S-klasse, hvor man nærmest bliver båret frem på silkepuder.
Der er fri hastighed fra første kilometer på de tyske motorveje, men den begyndende ferietrafik begrænser muligheden for at teste topfarten på 317 km/t.
En enkelt gang opløses trafikken dog, og vi skyder sølvpilen af og når op i underkanten af 280 km/t. i en vanvittig, vanedannende acceleration. Især fra 100 til 200 km/t. er det ganske enkelt en forrykt flyvetur. Alle biler har en hastighed, hvor de føles hjemmevante – i SLS er det mellem de 150 og 200 km/t. Strækningen, vi brøler hen ad, er ikke uvant, da det er samme veje, Motor benytter til at teste høj hastighed med almindelige biler. Men en direkte sammenligning med hverdagens biler er nærmest nonsens. Under fuld acceleration kommer der et bjørnebrøl fra motorrummet efterfulgt af det, som føles som et slag i mellemgulvet.
Pas på kørekortet
Den 6.2-liters store 8-cylindrede motor yder 571 hk. Ja, der galoperer små 600 araberheste under den lange, lange motorhjelm. Og ikke nok med det, for motoren leverer også 650 Nm moment. Det svarer til lidt over det dobbelte af en VW Passat med 2-liters-dieselmotor.
Dermed er det vigtigste udstyr hverken navigationsanlægget, B&O-musiksystemet eller den nøglefri startprocedure. Det er fartpiloten, der er essentiel, hvis man har sit kørekort kært.
Turen tilbage fra Tyskland er lang. Ikke i kilometer, men med 110 km/t. føles det næsten, som om man kan åbne mågevingedøren og stå ud. Men en forholdsvis kraftig dækstøj og pludren fra motoren gør opmærksom på, at man ikke holder stille.
Efter Storebælt er der sket en ulykke, hvor en bil er endt på taget. Tak til P4’s trafikradio, og vi er af ved næste frakørsel, og turen fortsætter på de danske landeveje. Det er en blandet fornøjelse. Når landevejssvingene er store, går det fint, men på meget snørklede landeveje føles SLS’en ikke helt på hjemmebane. Selvom motoren er placeret bag forakslen, og SLS dermed er en frontcentermotorbil, så har den langtfra samme finesse i styretøjet som eksempelvis Audi R8. Små styreinput giver en kraftig retningsændring, og når bilen samtidig er næsten to meter bred, begrænser det glæden ved de snævre kurver.
SLS har en underlig dobbelthed, for den på en gang er civiliseret og fuldstændig brutal. Det automatiske gearskifte gør bilen let at køre, uanset om man trisser rundt inde i byen eller lægger an til en acceleration, der får starten i et jetfly til at virke lidt kedelig. Men de mange kræfter kræver erfaring at tæmme, og vil man have den ultimative køredynamiske nydelse, skal man lede andre steder – f.eks. i Audi R8 og Ferrari 458 Italia.
„Blot” en superbil
SLS handler imidlertid om meget mere end det, der sker, når hjulene ruller. SLS er den moderne fortolkning af den mytiske 300 SL, der blev introduceret i 1954. Ud over de letgenkendelige mågevinger havde bilen direkte indsprøjtning og var en magtdemonstration af tyskernes tekniske overlegenhed. Ikke uden betydning for tyskernes selvværd, så kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning.
SLS har ironisk nok ikke direkte indsprøjtning, men mågevingerne er der blevet plads til, og hvilken entré man gør med de elegante døre. Øjet fanger automatisk uvante bevægelser, og derfor får man utrolig meget opmærksomhed, når man stiger ud af bilen. Det skal man have det godt med, for det er ganske enkelt umuligt at ankomme uden at vække opsigt. Generelt er folk meget positive omkring SLS, og der bliver taget billeder med mobiltelefoner og komplimenteret på alskens måder både i trafikken, og når man holder stille.
Metal, læder og kulfiber
Inde i kabinen er der let klaustrofobisk, især for høje personer. Undertegnede måler 188 cm, og meget højere skal man ikke være. I starten af turen ramte håret loftet, men da vi kom forbi Køge, var kroppen sunket ned i en mere behagelig stilling. Der er kun to pladser, men rigeligt med indstillingsmuligheder til at tilpasse bilen til kroppen.
Kabinen i testbilen er lækkert lavet med flotte detaljer i metal, læder og lidt kulfiber ved gearkassen. Læderet er på denne bil i en rød nuance, hvilket står umanerlig frækt til den klassiske sølvgrå eksteriørfarve. Måske en anelse kedelig, men det er Tysklands racerfarve, efter at de skrottede den oprindelige hvide farve, da de fandt ud af, hvor meget de kunne spare på vægten ved ikke at male racerbilerne.
Og nu vi er ved det med historien, så er SLS på en måde historieløs. For i modsætning til 300 SL, der var baseret på en racerbil, som vandt det mexicanske løb Carrera Panamericana, og som selv vandt produktionsklassen i det italienske Mille Miglia, så er SLS „blot” bygget som superbil.
Mågevingerne var oprindeligt nødvendige for at lette adgangen til kabinen; i SLS er de der kun for at minde om fortiden. I dette tilfælde kan vi godt tilgive tyveriet, fordi SLS fremstår så overbevisende, som den gør – og fordi det holdes inden for familien.
Vi mangler kun det med prisen – den er 3,8 mio. kr. Men det er ikke nok. Tænk tilbage på listen med småt. Der skal en aflåst garage i et tilpas eksklusivt kvarter til, for at man kan få lov til at have bilen for sig selv.

Tekst og foto: Karsten Meyland Lemche




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik


