Valencia - Fest for synden og Jomfruen

Hvis man ikke er tunghør i forvejen, skal man nok blive det i Valencia. 
I løbet af en lille uge, fra 15. til 19. marts, går den spanske kystby bogstaveligt op i flammer, mens den præcist timede udløsning af mere end 100 kg fyrværkeri og kanonslag på sidstedagen får jorden til at ryste i op til ti minutter. Som en anden romersk saturnalia, den gamle narrefest for Saturn, slippes alle hæmninger løs, og hverken paven eller præsidenter kan vide sig sikre mod folkets spot og spe. 


Nærmest diametralt modsat de grovkornede løjer er byen samtidig også rammen for en forårshyldest til himlen. Over 100.000 vandrer gennem byen ledsaget af sortklædte messingorkestre, der udsender de klassiske, skingre halvtoner. Klædt i tykt brokade, silke og florlette kniplinger snor optoget af kvinder og piger, „falleras”, og drenge, „falleros”, sig gennem millionbyen. Trods de hidsige farver og specielle udklædninger er der noget ophøjet over sceneriet. Både i de deltagendes ansigter og i det faktum, at begge poler af livet er repræsenteret: De dødssyge skubbes frem i rullestol hivende efter vejret gennem et iltapparat, mens stolte kvinder skrider frem med de mindste stadig sovende på armen. Alle ender de på Plaza de la Virgen, Jomfrupladsen, hvor „La Ofrenda”, ofringen, finder sted.


Her stopper de foran den 15 meter høje figur af Jomfru Maria og lægger deres cellofan-
indpakkede blomsterbuketter i favnen på mændene, som med spændstig effektivitet smider dem op til fletterne, der fra smalle, spinkle planker over flere dage og nætter langsomt klæder figuren af Guds Moder i naturens egen blomsterdragt. 


Ofring og en 12-årigs tårer


Ofringen symboliserer forbindelsen mellem Gud og menneske, og hvad er mere symbolsk for det spinkle skel mellem liv og død og det smukke forår end blomster? 


Flere bruger lejligheden til at sende bønner og håb til den nådige jomfru. Måske et ønske om et barn, bedre økonomi eller sundhed. Mens nogle sender håndkys mod figuren med de milde, tilgivende øjne, stirrer andre med andægtighed. Flere begynder åbenlyst at græde. Selv en ateist må have et hjerte af sten, hvis ikke scenen fremkalder et stik i brystet.


Optoget mod blomsterpladsen fylder hele gaden. Tilskuerne klapper, vinker og er taknemmelige for de gode pladser på første parket. Resten af Spanien må nøjes med at følge festlighederne på tv, og det gør millioner. 


Kvinderne går i grupper med omkring fem i hver række. Først i gruppen kommer dronningen, Fallera Mayor, og den unge dronning, Fallera Mayor Infantil, som er kåret af sit eget bykvarter. At vinde titlen svarer til at vinde millionen i et landsdækkende tv-show. På rådhuset efter Las Fallas indvies næste års dronninger, og gråden står de fleste i halsen. Tårerne i øjenkrogen afslører forræderisk, hvor grum abdiceringen må føles i et 12-årigt sind.


Deres udklædninger er sande mesterværker af silke, broderier og brokade. For kvindernes vedkommende tilsat perler og smaragder, kniplingstørklæder og gyldne smykker om halsen og i håret. Vandrende formuer, som det tager timer at arrangere. Det hele er velordnet, ærbødigt og med stærke religiøse toner. Men det er kun den pæne del af festen.


Skamløs flammefest


Las Fallas betyder flammerne eller brandene på valenciansk, og gæsterne til den skamløse, bragende del af flammefesten skal nok få, hvad de er kommet efter: Mens der lægges blomster om Jomfru Maria, har byens kvarterer fremvist hver deres figur i papmaché. I de seneste år er antallet af såkaldte ninots nået op på omkring 700, og flere af figurerne er fyldt med frivole hentydninger. F.eks. en letpåklædt ørkenprinsesse, der lystigt pulser løs på en potent vandpibe placeret i skødet på en beduin, eller groteske parodier af knokkelmanden, Døden, figurer fra populærkulturen og bidske udleveringer af landets anløbne politikere. Modsat ved „La Ofrenda” er intet for helligt til at blive latterliggjort.


Der grines og peges fingre, mens præsidenter fra hele verden, paver og skuespillere får det glatte lag. Las Fallas har før af samme årsag været i puritanernes og kirkens kritiske lys, og i en periode i 1800-tallet blev festen forbudt, men folkets vilje vejede tungere. 


Uden mad og drikke dur festlighederne ikke, så når gejstligheden og øvrigheden har fået deres, skal folket mættes. Omkring klokken 21 samles man på gaderne i hvert sit lokale kvarter. Det er tid til den store paellakonkurrence. 


Der opstilles stribede øltelte, og de unge mænd klædt som sjofle narre har i flere tilfælde fået lidt for meget vin og øl inden for vesten. Men de ældre kvinder holder sig heller ikke tilbage. En af dommerne i vores lokale paellakonkurrence, der for øvrigt altid er kvinder, promenerer omkring med et vedhæng. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være mandens ædlere dele udført i kødfarvet plastik.


Hvis man skal finde et enkelt stænk af alvor i hele dette cirkus, så gælder det konkurrencens absolutte kerne: paellaen. Den laves af mænd og bedømmes af kvinder. Så jo mere en spansk mand vil gøre sin kone glad, desto bedre paella. 


Hver deltager får udleveret en pande, optændingstræ, brænde fra appelsintræet, som giver den røgede duft, og ris, safran, kød, olie, salt og peber. Først stables brændet, så det afgiver jævn varme. Så hældes olien på panden, og derefter kødet fra kanin og and. Skaldyr er en tilsnigelse, for oprindeligt brugte markens folk blot det, som naturen omkring dem kunne give. Til sidst kommer risen til, og her må der ikke rystes på hånden. De hvide korn må nemlig ikke røres rundt, men skal simre i pandens væske uden tilførsel af yderligere væde. 


Når dommerne har smagt sig gennem deltagernes kulinariske frembringelser, udleveres et mildest talt hæsligt trofæ, men de unge mennesker, som vandt i vores øltelt, var tudende lykkelige.


Trods paella, vin og øl er det den sidste dag, alle venter på. Det tager ca. et år at frembringe de imponerende ninots, men hele besværet skal som altid gå op i flammer under „La Cremà”, afbrændingen. 


Når ilden slikker mod himlen, går byen midt på den spanske middelhavskyst amok i bulder og brag. Raketter og batterier af kinesere på op til 100 styk fylder himlen og alles ører. Det hyler og brager, og efter få minutter er alt hyldet i røg, mens jorden sitrer. Afbrændingen tager timer, og når lyset forsvinder, begynder fyrværkeriet. 


Den sidste nat synes aldrig at ende, når Valencia går foråret i møde. 


Tekst og foto: Natasja Brostrøm