Da afstanden i bil fra Danmark til hovedstaden Bukarest i Rumænien er på over 2.000 km, vil mange nok foretrække at flyve dertil og så leje en bil. Og da de fleste internationale biludlejningsselskaber også er at finde der, kan man roligt benytte sig af den mulighed. Prisen for leje af en bil i en uge ligger mellem 2.000 og 3.000 kr.
Få rabat på leje af din bil som medlem af FDM
Læs om praktiske forhold inden du tager til Rumænien
Book din flybillet til Rumænien hos FDM Travel
På rundrejse
Vælger man at tage på rundrejse i Rumænien, er der flere forhold, man bør tage med i sin planlægning. Da landet er ca. 5,5 gange større end Danmark, er det en god ide, hvis man i forvejen har besluttet sig for hvilke områder, man vil køre på opdagelse i, da en uge bestemt ikke er tilstrækkelig, hvis man vil se en stor del af landet. Her kan man vælge flere forskellige områder, som alle byder på smuk natur og kulturhistoriske oplevelser.
Til overnatningen undervejs byder de fleste byer på hotelmuligheder på forskelligt kvalitetsniveau inddelt efter stjerner. Her kan man dog opleve relativt stor forskel på to hoteller med samme antal stjerner, men ved valg af trestjernede hoteller, går man ikke helt galt i byen. Forskellen kan være, at nogle opleves, som havde de fortjent bedre end de tre tildelte.
Generelt er vejene i god stand, da mange af dem er blevet renoveret med støtte fra EU, så det meste af tiden er det en fornøjelse at køre på landevejene. Kører man væk fra de større landeveje, kan man dog godt komme ud for, at asfalten er i dårlig stand eller lige pludselig skifter over til grus.
Trafikken flyder raskt af sted...nogle gange meget raskt, for der bliver kørt stærkt i Rumænien, og overhalingerne kan også være noget af en oplevelse. Hertil skal man lige vænne sig til, at køretøjerne i en skønsom blanding spænder fra hestetrukne kærrer til de nyeste og dyreste bilmodeller. Hertil er der et enormt antal herreløse hunde, der også har deres gang på vejene og ikke sjældent bliver ofre for påkørsler. Men selv med disse lidt uvante medtrafikanter har man en oplevelse af, at det fungerer uden de store problemer, og det bør ikke afskrække én fra at opleve landet. At fylde benzin på er heller ikke noget problem. I de fleste byer er der en benzintank, hvor man kan tanke diesel og blyfri benzin.
Romaer
I Rumænien er ca. 2,5 % af befolkningen sigøjnere, og når man kører i dele af Transsylvanien, kommer man gennem mange små landsbyer, hvoraf mange er beboet af romaer, som folket også kaldes. I landsbyerne ligger husene som perler på en snor langs med vejen, hvilket umiddelbart får byerne til at virke større, end de rent faktisk er.
Flere af disse huse står i grel kontrast til hinanden. Således er nogle små, gamle og forfaldne, mens nabohuset kan være fuldstændig nyt, stort og ikke mindst ofte malet i ubeskriveligt aparte stærke farver, som eksempelvis shocking pink med neongrønne vinduer. De nye farverige huse er ofte ejet af romaer, der er kommet til penge og viser det til omverdenen med de stærke farver.
Mens man kører igennem byerne, slår det én, at der er rigtig mange mennesker ude på gaden, hvoraf de fleste er romaer. Enten sidder de bare og kigger på én, når man kører forbi, eller også går de bare rundt, og lige uden for flere af byerne står der prostituerede og poserer i vejkanten, så man ikke kan undgå at få øje på dem. Det samlede indtryk af disse landsbyer er en underlig blanding af rigdom og fattigdom og egentlig en fornemmelse af, at livet dér foregår uden for det resterende samfund.
Alt efter hvad man har lyst til at se i Rumænien, kommer her nogle forskellige beskrivelser af diverse seværdigheder, der kan inspirere til besøg og dermed bestemme ens rundtur i landet.
Slotte
To af Rumæniens kendteste turistattraktioner er slotte, og de ligger på grænsen mellem Valakiet og Transsylvanien.
Det ene ligger i byen Bran i de Transsylvanske Alper og er det som populært, men fejlagtigt kaldes Draculas slot.
Fakta er, at fyrsten Vlad Tepes ikke var bygherren, og at Dracula heller ikke har huseret på slottet. Derimod har der boet forskellige fyrster, og så sent som i 1920 var det sommerresidens for Rumæniens mest populære kongelige person, dronning Maria, barnebarn af den engelske dronning Victoria.
At slottet så alligevel er endt med at være Draculas slot, er oplagt. Som det ligger der på sin klippe og skinner hvidt med sine høje mure og mange tårne og et væld af overdækkede udendørs gange, sætter det hurtigt gang i fantasien. Så et besøg er et must. Men møder man selveste Grev Dracula, er det ”desværre” nok kun en iscenesættelse til ære for turisterne.
| Dracula |
|---|
| Historien om vampyren Grev Dracula er skrevet i 1897 af den engelske forfatter Bram Stoker. Hans fantasifigur, den blodsugende vampyr Grev Dracula og historien om ham, skabte Stoker på basis af de mange fortællinger og overtro om vampyrer, der prægede folkloren i mange europæiske lande, herunder bl.a. England og Rumænien.
Selve figuren Grev Dracula har sit forlæg i Vlad Tepes, der var fyrste af Valakiet (område i Rumænien) i 1400- tallet, og som var kendt for sin grusomhed. Det kom ikke mindst til udtryk over for fjenden, tyrkerne, som havde holdt ham som gidsel, da han var ung. Siden tog han hævn over dem ved bl.a. at lave en ”skov” på 1 x 3 km bestående af 20.000 tyrkere, der var spiddet på lange spyd plantet i jorden. Så han var en hyggelig fætter. |
Det andet slot er kongeslottet Peles, der ligger i en smuk park i byen Sinaia, ligeledes beliggende i de Transsylvanske Alper. Slottet er bygget i sidste del af 1800-tallet af den rumænske konge, Carol 1. som showcase til at vise frem og indrettet med hvad der var helt moderne dengang, såsom egen biograf, varme i væggene og et automatisk støvsugersystem.
Selve slottet er bygget i tysk ny-renæssance stil, mens rum og sale er udsmykket i forskellige stilarter. Alle materialer og selve håndværket blev importeret og er lavet til perfektion med forbillede/kopier af originale kunstværker i andre lande. Alt i alt er indtrykket næsten for perfekt og uden megen sjæl. Men flot er det!




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik






