Skibet er et orgie i teak, mahogni og over 5.000 m2 blafrende sandfarvet, grov dug fordelt på 42 sejl. Udsigten er et tindrende blåt og turkist saltvand, der lokker til svalende svømmeture, vild vandski og sansende snorkling. 


Vi er om bord på det 133 meter lange Royal Clipper, verdens største fuldriggede femmastede sejlskib, der majestætisk magtfuldt skærer sig gennem Det Caribiske Hav fra Barbados til øer som St. Lucia, Antigua, Martinique, Iles des Saintes og Grenada – bittesmå frodige pletter på landkortet, der er præcis lige så smukke og eksotiske, som de lyder.


Det er det her stof, drømmerejser er syet af.


Men hvorfor tage på krydstogt med et sejlskib, når man kan komme på charterferie for den halve pris? Det skal man, hvis man kan lide at sejle, fordi man elsker sejlskibe eller er tosset med smukt forarbejdet lakeret ædeltræ og nypudset messing. 


Eller fordi man bare kan lide at dase på 1. klasse, sætter pris på en umotiveret drink i utide og er nysgerrig efter, hvor meget man kan tage på i løbet af en uge. Det kan også være lidt af det hele plus den helt ubetalelige bonus, at familie, kolleger og dem på Facebook ikke bare bliver grønne af misundelse, men også har pli nok til at udtrykke det højt og klart.


Mennesker er sjovest


Man kan ikke sammenligne et sejlskibskrydstogt med et kryds på et af de store motoriserede skibe, der i sammenligning nærmest er sejlende landsbyer med op til 6.500 passagerer, adskillige restauranter og alle tænkelige faciliteter om bord. Det kan man sige meget godt om, men på et sejlskib som Royal Clipper er der maks. 228 gæster og blot en enkelt restaurant, og det er meget bedre. For uanset hvor i verden man vælger at nyde sit togt, kan man ikke undgå at falde i samtale med passagerer med vidt forskellig nationalitet, alder, uddannelse og baggrund. Alle dem, man gider lære at kende, kan man nå at lære at kende.


Der er Ed og Ann fra Arizona, USA, der har været på flere krydstogter, end de kan tælle, som efter 49 år sammen stadig ser saftigt forelsket på hinanden og giver den som garvede ballroomdansere på tropical-dækket efter mørkets frembrud. Livsbekræftende, smukt og rørende. 


Der er Eleanor og Alison fra Toronto, Canada, som i bedste venindestil er taget på deres første mor-datter-ferie og gladelig låner snorkeludstyr ud til en dansk medpassager, der har glemt sit i et regnvådt København. De beviser også under en stilfuld men pjattet middag i endog meget høj søgang, at latter, til tårerne står ud af øjnene, og benene ekser under en, ikke kun er et dansk fænomen. 


Der er engelske Alison og Giles fra Hampshire County, England, som åbenhjertigt fortæller, at de trængte til at komme lidt væk, fordi deres ægteskab har været lidt hårdt på det sidste, og samtidig er morsomme at tale med, som kun livserfarne mennesker med en engelsk humoristisk sans kan være det. 


Der er den umiddelbart arketypiske amerikanske familie på mor, far og tre børn, der først giver den gas med karaoke og, når det sidste besætningsmedlem har forladt aftenens fest på dækket, deler et par familiejoints med de ældste teenagere. 


Som at feste med vennerne


Den meget intime stemning efterlader en med en følelse af, at man nærmest er til en fest hjemme i omgangskredsen. Snakken går livligt over bordet, og alle byder ind, gæster og de ledende besætningsmedlemmer, der tilfældigvis har gjort en selskab. Ikke noget med kaptajnens bord her. Så mens man nyder sin middag med så mange retter, man lyster, kan man dele erfaringer om dagens eller morgendagens aktiviteter til vands og lands, krydstogt i det hele taget eller andre spændende rejser, du eller de andre har været på.


Som dansker på et krydstogt langt hjemmefra er man altid i håbløst mindretal, men hvis man kan gøre sig forståelig på engelsk eller tysk, er det blot en fordel: Man får historier, som ens medkrydsere aldrig ville fortælle en landsmand. 


Det er f.eks. sjovt at tale med mennesker, der rejser USA tyndt i et hjemmebygget fly og har en svigerdatter, som svigerfar synes er så dum, at han ikke fatter, at hun kan trække vejret på egen hånd.


Eller falde i snak med et tysk lægepar, der har avancerede medicinske studier bag sig på de prestigefyldte amerikanske universiteter MIT og Harvard, som kan fortælle om kogende øl i Nordindien, man kan drikke sig fuld i for en femmer, og synge sange om, hvad en narkoselæge i virkeligheden foretager sig, mens patienten er i drømmeland …


Alle sammen mennesker, der kommer til at fylde meget, når man vel hjemme drømmer sig tilbage og prøver at referere rejsen for venner og familie uden at lyde alt for høj i hatten.


Det hårde liv om bord


Hvis man ikke kun er taget på krydstogt for at høre historier og livsnyde, er der mange ting, man kan opleve eller blive udmattet af. Der er hver dag mindst to udflugter til søs eller på fast grund. På et caribisk krydstogt kan man f.eks. svømme med og fodre rokker (ikke den livsfarlige slags), komme på regnskovssafari i firehjulstrækkere og i den dur, hvis man er parat til at betale 300-600 kr. pr. snude. Vil man ikke det, kan man i stedet helt gratis vælge – afhængigt af destination – blot at lade sig sejle ind til en strand og windsurfe, sejle i en lille jolle eller stå på vandski. Er der en by i nærheden, kan man også blive shutlet hen til den.


Gider man ikke være fysisk aktiv på den måde, kan man eksempelvis gå til vinsmagning og krabberace, klæde sig på til en pirat-
aften, lade stemme og ører op til en gang mere eller mindre smertefuld karaoke, hvis man ikke vælger at kaste sig ud i en højrisiko-dans på dækket, mens det blæser, eller bare sværme i måneskin og stjerneglans.


Hele natten måske – der er jo ikke noget, der haster. Hverken morgenmaden eller næste dags motorchalup til nærmeste bounty-ø. Bådene sejler mange gange frem og tilbage, så der er ingen grund til at haste ... det er jo ferie, det her. Ferie for fulde sejl.


Af Mette de Fine Licht 
og Eric Andersen