Den grønne vinter får – ganske forståeligt – flere til at sætte spørgsmålstegn ved anbefalinger om at skifte til vinterdæk i vintermånederne. For hvorfor spendere penge på fire vinterdæk, foruden bøvlet med at skifte og siden opmagasinere de velkendte 'sommersko', når nu urt og busk langt fra står i skjul?
I FDM tester vi løbende markedet for dæk, og det er da også korrekt, at sommerdæk nu en gang bremser bedre end vinterdæk – vel og mærke på tør vej. Sagen er bare, at det fra sidst i oktober og de følgende måneder langt fra er tilfældet, at vejene er tørre. Her er de tværtimod ofte ganske våde. Dertil kommer, at temperaturer omkring frysepunktet betyder, at gummiet i sommerdæk, modsat vinterdæk, bliver stivere og dermed mister en stor del af sine bremseegenskaber. Det er altså ikke kun i sne, at sommerdæk kommer til kort, men også på de kolde, vintervåde veje.
FDM anbefaler, at man kører med vinterdæk i vintermånederne
Samtidig betyder den tekniske udvikling af vinterdæk, at disse bliver stadig bedre. Både i glat og vådt føre. Således har hollandske myndigheder i en ny stor dæktest fastslået, at mange nye vinterdæk på markedet bremser lige så godt eller bedre end de fleste sommerdæk i vådt føre.
Så hvad enten julen bliver våd eller hvid, gentager vi gerne, at FDM anbefaler, at man kører med vinterdæk i vintermånederne. Set i forhold til den risiko man udsætter sig selv og andre for ved at forsøge at liste sig gennem vinteren på sommerdæk, er det en relativ beskeden investering, der er tale om. Samtidig skal man huske, at man heller ikke slider på sommerdækkene, så længe de står i vinterhi, til vejene igen bliver tørre.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

















