Langt om længe ser det ud til, at de københavnske politikere har kunnet enes om planer for den kommende Nordhavnsvej – den vigtige strækning, der på sigt skal være en del af en østre ringvej om København. Vejen skal finansieres delvis af Københavns kommune, og dels via et statstilskud på knap 40 procent.

Underdimensioneret fra starten

Borgerrepræsentationen har valgt den billigste løsning, der udover prisen udmærker sig ved allerede forud for projekteringen at være en kortsigtet løsning. Vejen vil, når den bliver en del af den østre ringvej hurtigt blive for smal til at kunne afvikle de over 70.000 biler, der ventes i døgnet. Den valgte løsning har en maksimal kapacitet på 50.000 biler i døgnet.

Men det tænker borgerrepræsentationen skal kunne løses med bompenge, så bilisterne vælger en anden vej. FDM finder, at det er en besynderlig logik – hele formålet med den østre ringvej skulle jo netop være at lede transittrafikken uden om det centrale København.

Der mangler sammenhæng

Sagen om havnetunnelen er et skoleeksempel på, hvordan det kan gå, når infrastruktur af landsdelsbetydning ender i en lokalpolitisk virkelighed. Så er risikoen stor for sognerådsløsninger, der i højere grad forholder sig til lokale byplanlægningsambitioner end til den infrastrukturelle sammenhæng, som projektet skal indgå i.

Skal væksten i transportbehovet dækkes i de kommende årtier, er det en bydende nødvendighed, at der tænkes i sammenhænge. Det være sig mellem lokal og regional infrastruktur, mellem de forskellige transportformer og i forhold til by- og erhvervsudvikling. Det er af største væsentlighed, at stat og kommuner finder en konstruktiv platform, hvor samarbejdet kan udvikles. Sker det ikke, er der udsigt til endnu længere køer på vejene samt tog og busser, der kører som vinden blæser, uden at bidrage til en samlet transportløsning.