Sider om Thurø
En tur på havnen
Det er altid hyggeligt at gå en tur ved havnen og Gambøt havn på Thurø er bestemt ingen undtagelse. Her ligger stadig de gamle fiskerhuse og fiskerne har ofte deres garn til tørre, så den særlige duft af havn, vand og tjære hænger i luften. Ved Gambøt finder man også det helt specielle ”Suttetræ”, hvor hundreder af børn har deponeret deres sut. Givetvis med stor vemod, men med løftet om at vende tilbage og se sin sut sammen med hundreder af andre, har fået mange småbørn til at give efter og aflevere sutten.
Slotsmuseer
Valdemars Slot på Tåsinge – lige over for Thurø – er et besøg værd i sig selv, men der er faktisk også fire museer på slottet. Der er selve slotsmuseet. Så er der jagt- og trofæmuseum, legetøjsmuseum og Museet for Lystsejlads. Tillige er der café og restaurant. Det er ikke svært at få en dag til at gå på den anden side Svendborg Sund.
Øerne
Der er mange øer at besøge på en dagtur i Det sydfynske Øhav. Fra Svendborg der er færger til Skarø, Drejø, Hjortø og Ærø. Fra Faaborg kan man komme til Avernakø, Lyø, Bjørnø og Ærø og fra Rudkøbing kan man komme til Strynø, Birkholm og Ærø. Den største ø uden broforbindels er Ærø og på en dag kan man tage fra Svendborg til Ærøskøbing og køre videre til Marstal og derfra med færgen til Rudkøbing.
Danmarks Jernbanemuseum
Kom ind og se! Kæmpelokomotiver, vogne til kongelige, rige og fattige, legepladser for børn i alle aldre. Tag selv plads på lokomotivførerens stol, kig ind i den nostalgiske, blå Wagons-Lits spisevogn, i de fornemme salonvogne eller i de gamle busser. Gå på opdagelse i færgeudstillingen. Byg dine egne tog med klodser eller på computer ta’ en tur med minitoget eller kør med modeltog.
Færgen M/F Helge
Motorfærgen Helge er en pragtfuld lille færge, der blev bygget til Svendborg Sund i begyndelsen af forrige århundrede. Den blev naturligvis også bygget i Svendborg og her har den stort set haft sin hjemhavn lige siden. Fra midt i maj til midt i september sejler Helge på sine daglige ture og sætter passagerer af flere forskellige steder langs kysten. I højsæsonen er der fem afgange om dagen, så man kan både komme på en formiddagstur eller en aftentur med Helge.
Egeskov slot
De 10 museer på Egeskov er mangfoldige. Her er bl.a. en stor veteranbilsamling, en overdådig samling af motorcykler og knallerter, et Falck-museum fyldt med redningskøretøjer, et købmandsmuseum fra 1930’erne og et dukkemuseum med skønne dukker og dukkehuse. På slottet, som også fungerer som familiens hjem, fornemmes hvordan adelen har levet igennem århundreder. Her ses også det unikke dukkehus ”Titanias Palads”. Vi har også Europas største Kompan-legeplads. En vandretur på hængebroer i trætoppene, kan vi også tilbyde. Sidst, men ikke mindst, har vi Danmarks flotteste have.
I byen
Svendborg har Sydfyns største udvalg af specialforretninger og varehuse. Indkøbsmiljøet er en oplevelse i sig selv. Få en kop kaffe på en af byens hyggelige caféer eller gå blot en tur i gaderne og oplev atmosfæren samtidig med, at dagens indkøb foretages. Svendborg Bycenter er et hyggeligt shoppingcenter i Svendborg midtby, hvor der året rundt foregår mange spændende aktiviteter. Værtshuse er der også mange af, så man behøver bestemt ikke at tørste i Svendborg.
Moderne naturhistorie
Kronhjorten brøler. Lyset skifter fra dag til nat. Hvalfilmen starter. Det er iscenesættelse i et naturteater. På Naturama fortæller vi naturhistorie på en ny måde. Kom tæt på elge, vildsvin, moskusokser, hvalskeletter og hundredvis af fugle. Klø ræven bag øret, giv bjørnen et knus, klæd jer ud som en grævling, løs sjove opgaver og meget mere. Opgaver, audioguides og information om dyrene findes på engelsk.
Tragedien i Nørreskov
På Landet kirkegård på Tåsinge er en grav, der årligt besøges af tusinder af mennesker. De to, der er begravet er den svenske grev Sixten Sparre og den danske linedanser Elvira Madigan med det borgerlige navn, Hedvig Jensen. De tos historie er en tragedie, der ikke lader Romeo og Julie noget tilbage – bortset fra, at den er sand.
Sydfynsk kunst
Indenfor korte afstande findes et spændende og varieret udbud af attraktioner og seværdigheder. Alle byder på oplevelser, fællesskab og fordybelse, med plads til underholdning og måske lidt eftertanke. Der er altid store oplevelser at hente på byens museer og kunstudstillinger. Udover permantente udstillinger har alle museer skiftende udstillinger Det sydfynske område med øer er yderst populært blandt kunstnere og kunsthåndværkere.
Thurø Rev
Thurø Rev er noget ganske særligt. Det stikker sin finger langt ud i vandet mod Langeland og det er pragtfuldt at gå en tur på revet, når blæsten suser og bølgerne vasker ind på stranden. Men det er også dejligt at komme på revet, når vejret er smukt og vandet er varmt. Thurø Rev er en af de bedste strande at bade fra og tillige er det en fribadestrand – altså en strand, hvor man ikke behøver at bruge badetøj, når man hopper i vandet.
Hvor spiser man
Til daglig er Sydfyn kendetegnet ved en stor variation af spisesteder; fine hotelrestauranter, hyggelige krostuer, restauranter i pakhuse, på slotte og i møller, hurtige frokoststeder og caféer med udendørs betjening, bøfhuse og burgerrestauranter, pubs og sågar et restaurantsskib.
















